Jordforbindelser
Landskabsmaleri og naturbrug 1780-1920
Af Claus Møller Jørgensen
Denne rigt illustrerede bog beskæftiger sig med maleriet som afspejling af det menneskeskabte landskab og dets forandringer fra 1780 til 1920. Anledningen er undertitlens antropocæne, der henviser til den altomfattende menneskelige indgriben i og påvirkning af naturen, som de seneste 200 år har været så massiv, at vi endnu ikke kender de fulde konsekvenser af den. Det har givet anledning til at undersøge malerier af kulturlandskabet , og det natursyn der ligger i dem.
Malerierne har spillet en central rolle i naturaliseringen af det menneskeskabte landskab. Det er det, vi er vante til at se, det er det, vi er trænet til at opfatte som natur. I sin introduktion gør Gry Hedin opmærksom på, at jord til gengæld er et overset motiv i dansk landskabsmaleri. Indlysende, når man først er blevet gjort opmærksom på det, kan man konstatere, at motiverne altid er træerne, himlen og skyerne eller det stille vand i Arresøe, men ikke jorden som sådan. Jorden optræder som bearbejdet jord eller som jord der bearbejdes til landbrug af bonden på sin mark. På denne led kunne maleriet også afspejle landbrugets teknologiske udvikling
Ud over denne tankevækkende introduktion, bidrager Hedin også med en egentlig artikel, der sammen med fem andre udgør bogens indhold. Eller det er faktisk billederne, der er hovedindholdet, hvilket er meget naturligt, fordi bogen knytter an til en museumsudstilling arrangeret af Faaborg Museum, Fuglsang Kunstmuseum, Ribe Museum og Den Hirschsprungske Samling. Bogen knytter endvidere an til ny kunsthistorisk forskning, så der er en del at komme efter.
Gry Hedins andet bidrag undersøger udvekslingerne mellem kunstmalerne og geologien og arkæologien. Vekselvirkningen med geologien gjorde rullesten og bølgende bakker til noget særligt, med en særlig skønhedsværdi og landskabsmæssig betydning. I enkelte værker kan Hedin vise, at rullesten – store enkeltsten afsat i landskabet ved istidens afslutning - er tilføjet det endelige værk, men ikke findes på skitserne. Arkæologiens tolkninger af stendyssen, først som alter senere knyttet til et tidligt folk tæt på naturen, ændrede også den måde dysserne blev malet på, som minder om ’urdanskeren’ og det danske folks lange historiske rødder i landet. Fikspunktet for geologi, arkæologi og landskabsmaleri synes således at være den moderne nationale opdagelse af folket og det særligt danske.
Gertrud Oelsner undersøger kunstens geografi fra 1800 til 1875. Fra Nordsjælland bredte den visuelle og geografiske erobring af Danmark sig til resten af landet, dog sådan at Nordsjælland og Sjælland i øvrigt forblev det foretrukne landskab at male. Det var det, eleverne på det københavnske kunstakademi var trænet til at male. Praktiske grunde spillede selvfølgelig også en rolle. Først efter etableringen af en dampskibsrute over Storebælt og til Århus blev Fyn og Jylland i 1830erne og 1840erne genstand for malernes pensler. En interessant analyse af interessen for det eksotiske og vilde Jylland, især for heden eller ørkenen som den blev kaldt, understøttes af talrige gengivelser af kendte som ukendte malerier og skitser.
Mens Oelsner har blik for det menneskabte landskab, rykker det helt i centrum i Thor Mednics bidrag om landbrugets landskab efter 1870. Landbrugsmaleriet slog igennem, samtidig med at landbruget for alvor gjorde sig bemærket som landets indtægtsgrundlag. Det nationale landskab blev pr definition landbrugslandsskabet, med de store marker med en enkelt afgrøde - som oftest korn. Maleriet kom også til at afspejle den teknologiske udvikling med fx den hestetrukne svingplov som motiv. Jens Aage Søndergaard og Anette Stavensø Møller fremstiller det samme tema fra økonomiens og strukturændringernes synspunkt. De skildrer den økonomiske udvikling, der lå bag forandringen af det økonomiske landskab i 1800-tallet fra et herlighedslandskab over et kultiveret landskab til et opdyrket landskab, hvor hensynet til et rentabelt landbrug vejede tungest.
Henrik Kragh Sørensen undersøger Danmarks kort som udtryk for bestræbelsen på at forstå forbindelsen mellem nationen og den jord, den lever på. Selvom kortlægningen var betinget af videnskabelige, økonomiske, administrative og militære formål, bidrog kortlægningen af Danmark til at gøre landet til en naturlig og genkendelig enhed i den offentlige bevidsthed.
Laura Sovsø Thomasens bidrag stikker lidt ud i forhold til de øvrige bidrag. Hun viser læseren Alexander von Humboldts helhedsvision om naturen som organisk helhed af enkeltdele, hvor summen er større end delene, men delene og detaljerne betinger opfattelsen af helheden, og hvorledes dette fremtræder i malerier af bjerglandskaber. Dette er en illustration af bogens pointe om landskabsmaleriet fundering i naturvidenskabelig viden, her især geologien, som vises med gode illustrationer, som det er tilfældet med bogen som helhed.
Der er som nævnt en rigtig god sammenhæng mellem billeder og tekster i denne bog. En del billeder vil formodentlig være læseren bekendt i forvejen, flere sikkert ikke, men uanset hvad der er tilfældet, anlægges der som oftest andre perspektiver på den, end dem man plejer. Referatet givet oven for kunne måske forlede læseren til at tro, at der er tale om illustrerede artikler, men det er i virkeligheden omvendt. Bogen anbefaler således den udstilling, som bogen knytter an til. Det er for sent at se den på Faaborg Museum, men den kan i løbet af året ses på Ribe Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling.
Historie-online.dk, den 12. juni 2018
