Kay Fiskers møbler

En meget velskrevet og letlæselig bog, fyldt med gode oplysninger om arkitekt Kay Fiskers virke som møbel- og indretningsarkitekt og om hans samtid. Mirjam Gelfer-Jørgensen undlader ikke at komme ind på sin holdning til nutidens såkaldte stilmøbler og den industrielle genskabelse af Danish Design arkitekternes klassiske møbler, som har mistet deres sjæl.

Af Kirsten Rykind-Eriksen

Mirjam Gelfer-Jørgensen begynder med at fortælle kort om Kay Fiskers (1893-1965) bygninger. I 1915 vandt han arkitektkonkurrencen om en række stationsbygninger på Bornholm sammen med arkitekt Aage Rafn. Det blev helt enkle bygninger lidt over i skønvirkestilen og med en nøjsom indretning af bænke med let polstrede sæder, ryglæn og sider, eller stole med armlæn og et enkelt bord samt stol. Det enkle, men også voluminøse, blev et kendetegn for Kay Fiskers arbejder. Han arbejdede med glatte flader, hvor materialerne skulle virke i sig selv i stedet for dekorationer som ornamenter eller figurer. Det lå i tiden, man ville væk fra historicismen og over mod funktionalismen. Kay Fisker var præget af de klassiske enkle elementer og af Art and Crafts-bevægelsens stræben efter at genskabe den gode håndværkskvalitet. Det førte til, at hans møbler blev noget bastante med kraftige stole- og bordben, rundede kanter og ryglæn, der nærmer sig art deco stilen, men uden dennes megen brug af guldbelægninger og udsmykninger. Kay Fisker havde fokus på det praktiske og holdbare.

Mirjam Gelfer-Jørgensens mål er at fremhæve Kay Fisker som en interessant møbelarkitekt, hvilket han er mindre kendt for end sine bygninger. I sin tid, da hun var leder af Kunstindustrimuseets Bibliotek (i dag Designmuseets Bibliotek), indkom fra Kunstakademiets Bibliotek den del af Kay Fiskers arkiv, der omhandlede hans møbel- og indretningstegninger. Det er ud fra disse og samtidens fotografier, at hun skriver om Kay Fisker. Men først gennemgår og sammenligner hun til møbler, designet af andre af tidens arkitekter, der ligeledes arbejdede med klassicismens genkomst ved at bruge kraftige dimensioner og karmstolens buede stoleryg i mange variationer.

Kay Fisker tegnede Danmarks pavillon til International Udstilling af Kunstindustri og Haandværkskunst i Paris 1925. Det blev en høj kubistisk bygning, der bestod af ligesidede, klare blokke, der tilsammen dannede en skulpturel kube, opført af rækker af røde mursten, hvorimellem der var lys cement. En bygning, der i høj grad skilte sig ud fra de andre pavilloner. Kay Fisker tegnede rumindretningen og møblerne, hvorfra der gengivees fine akvareller. C.B. Hansens Etablissement fremstillede møbler som reoler, borde og bl.a. en læderpolstret lænestol. I den og andre af hans lænestole går ryggen og siderne næsten helt ned til gulvet, så benene kun ses som små klodser, hvorved stolen får et tungt udseende. Hans skabe, toiletborde, skriveborde m.fl. er kubistisk formet. Mirjam Gelfer-Jørgensen gengiver en række af hans indretnings- og møbeltegninger, der er opstalter og perspektiver, enten tegnet med blyant eller fint malet akvarel. Kay Fisker tegnede spisestole, armstole, og hele møblementer samt indretning af flere rum, f.eks. for grosserer Chr. Green. Mirjam Gelfer-Jørgensen beskriver nøje de elementer, som møblerne er opbygget af, hvilket giver en fin forståelse for deres fremstilling og kendetegnene for denne neoklassicisme, som hun kalder stilen i andre af hendes møbelbøger. De mange tegninger og møbelskitser er et læringsrigt supplement til bogens tekst.

Skibsaptering

Størstedelen af bogen handler om Kay Fisker mange skibsapteringer især til DFDS’s passagerskibe som Oslobåden, Bornholmerbåden, Storebæltsfærger m.fl. Til disse fremstillede Kay Fisker farvelagte præsentationstegninger – perspektiver af saloner til 1., 2. og 3. klasse. Disse var store, og særlig 1. klassernes blev der gjort meget ud af. Kay Fisker var dog ikke den første arkitekt, der stod for skibsapteringer. Læseren indføres i hans forgængeres som Vilhelm Dahlerup (1836-1907), der tegnede indretning og møbler til hjuldamperen og kongeskibet Dannebrog, det russiske kejserskib Standard samt til orlogsskibene Valkyrien, Fyn og Dagmar.

Arkitekt Carl Brummer (1864-1953) apterede passagerskibe for DFDS: Kong Haakon og Dronning Maud i 1906 og et nyt kongeskib Dannebrog i 1931. Fotos fra disse skibe viser indretningerne, som nøje gennemgås angående møbler, vægbeklædninger, gardiner, gulvtæpper m.m. Herved bliver læseren klog på, hvad der kendetegner stil og indretninger. Til salonrepertoiret hører også rygesaloner, der i Fionia og amerikadamperen Frederik VIII fik engelsk clubpræg med læderbetrukne mahognimøbler i et eksklusivt udtryk. Damesalonens møbler var i lyst citrontræ og med møbler i nyengelsk stil.

I 1935 blev det Kay Fiskers tur til at foretage skibsapteringer, som fortsatte til efter 2. verdenskrig. Hans første skib gjaldt Bornholmerfærgen Hammershus. I bogen gengives de farvelagte præsentationstegninger til 1.klasses salon, Dæksalon, 1.klasses spisesalon, Direktionskammeret foruden stoleskitser. Tegningerne følges op af fotografier fra de fine saloner, men også af kahytter, opholds- og spisealon for 3. klasse for at nævne nogle af de mange fotografier fra de forskellige skibe. Blandt disse er også færgerne, Kronprins Olav 1937, Hans Broge 1939, Rotna 1940, Kronprins Frederik 1941, Kronprinsesse Ingrid 1949 og Kongedybet 1951. Mirjam Gelfer-Jørgensen gennemgår de enkelte møbeltyper på tværs af skibsapteringerne såsom stoletyper, borde og tekstiler, og hun oplyser om hvilke firmaer, der fremstillede apteringerne.

Skibene har nogle af os nok sejlet med og mindes de fornemme og gedigne indretninger, siden er skibene solgt til udlandet og flere senere ophugget.

Bogen handler ikke alene om Kay Fiskers arbejder, men Mirjam Gelfer-Jørgensen sammenligner gang på gang til andre af tidens arkitekter og til institutionsindretninger. I de sidste kapitler debatterer hun, hvorfor man skal interessere sig for møbler, der ikke mere findes. Det skal man, for danske møbler er ikke blot de såkaldte Danish Designs møbelklassikere fra årene før og efter 2. verdenskrig, det er misvisende kun at forstå skandinavisk og nordisk design ud fra disse. En arkitekt som Kay Fisker prægede mange af de offentlige miljøer gennem skibsapteringerne, som rigtig mange mennesker færdedes i, og hvis dimensioner og udtryk indarbejdedes i manges bevidsthed som smagfuld indretning. Nutidens fokusering på Danish Design møblerne er et begrænset udvalg, som nyfremstilles i industrielle materialer, males i farver og konstruktionerne forenkles og forarmes. Derved afskæres en væsentlig del af dansk møbel- og indretningshistorie, der ligeledes er fra 1900-tallet, og dygtige arkitekter anbringes i glemmebogen. Mirjam Gelfer-Jørgensen er kritisk over for nutidens kunsthistorikere og stiller spørgsmålet:..”når det gælder forskningen kan man vel ikke blot udelade dele af arkitekters oeuvre, selvom æstetikken ikke taler til nutiden – eller en bygning føles mere væsentlig og interessant end en stol?”

I de sidste kapitler skriver Mirjam Gelfer-Jørgensen om de møbler, boligudstillinger m.m. som andre ikke har villet skrive om. Denne opgave har været væsentlig for hende – at fremdrage den glemte historie og tidsperiode, som faktisk var den stil, kan anmelderen se, at almindelige mennesker indrettede deres boliger i.

Mirjam Gelfer-Jørgensen har et overblik som ingen anden og viden om møbler, arkitekter og stil, der foldes ud i bogen om Kay Fisker. Godt hun også fik skrevet denne bog om en begravet periode.

[Historie-online.dk, den 12. marts 2025]