Keramik & Tegl

Af Jørgen Schou-Christensen

En af bogens mange illustrationer gengiver den beskedne forside fra et katalog fra ca.1925 for “Knabstrup Lervarefabrik”, der her defineres som ”en underafdeling af Knabstrup Teglværk”. Men som det understreges flere steder i bogens tekst, så var Knabstrup Keramikfabrik gennem en stor del af det tyvende århundrede rent faktisk landets største lervareproducent.

På grundlag af store, velegnede lerforekomster på godset Knabstrups jorder, var en teglstensproduktion i gang på stedet århundreder tilbage, og den intensiveredes efter midten af det 19. århundrede.

Fra 1897 moderniseredes og udvidedes produktionen, så man snart var førende i Danmark både teknisk og med hensyn til kapacitet. Virksomheden var blevet omdannet til et aktieselskab ledet af den dygtige teglværksmand H.H. Schou, som selv var hovedaktionær. I sin bestyrelse havde han bl.a. sin onkel, Philip Schou, grundlæggeren af Aluminia og mangeårig leder af Den kongelige Porcelainsfabrik.

Måske var det ham, der inspirerede til, at man fra 1907 fik igangsat en finkeramisk produktion på Knabstrup, i første omgang en industrialiseret urtepottefabrikation til professionelt brug, men snart med et bredere sortiment af lertøj.

Det viste sig ganske rationelt at forene et teglværk med en lervarefabrik, hvad der også blev forsøgt andre steder i mindre målestok, og på Knabstrup var de to virksomheder integreret helt frem til 1979 og blev endelig nedlagt samtidigt i 1988. Et produktionsmæssigt højdepunkt var nået i slutningen af 1960’erne, og da var teglværket fortsat langt vægtigere end keramikfabrikken med en årsproduktion på henholdsvis 15.000 ton teglsten mod 700 ton lertøj og stentøj. Produktionsværdien udlignede dog i nogen grad denne forskel.

Dette er et meget kort resumé af bogens første 5-6 afsnit skrevet af lige så mange forfattere. Alle bringer et væld af historiske, geografiske og tekniske oplysninger om denne virksomhed, der i perioder var den største på Holbæk-egnen eller hele Vestsjælland. Forfatterne har alle haft et tæt forhold til Knabstrup, nogle som gamle medarbejdere, f.eks. produktionschef Mogens Hansen og Ib Hjort-Hansen, der i 1950’erne var kommet til Knabstrup som sekretær for Frida Schou, datteren af H.H. Schou og selv leder af virksomheden fra 1928 til 1968, hvor netop Ib Hjort-Hansen blev hendes efterfølger. Der lægges ikke skjul på, hvor usædvanligt det var dengang, at en så stor og speciel virksomhed blev ledet af en kvinde, men hun blev en meget respekteret skikkelse i dansk erhvervsliv.

Et langt afsnit, “Keramikproduktionen” (s. 91-125), skrevet af Mogens Hansen, er fyldt med informationer til vores forståelse af pottemageriets udvikling til en moderne keramisk industri. Mogens Hansens artikel suppleres et andet sted i bogen med en “Et Øjebliksbillede 1968” (s.147-171), som grundigt gennemgår produktionsgangen på keramikfabrikken ud fra en omfattende billeddokumentation af Mogens Hansen, men nu med tekst af Dorte Haahr-Carlsen, Ingelise Nielsen og Marianne Olsen. Der er naturligvis tekstmæssige overlapninger i forhold til Mogens Hansen egen artikel, men da stoffet jo er kompliceret, er det udmærket at få det gentaget fra en anden synsvinkel.

De sidstnævnte forfattere står så også for afsnittet om “Kunstner på Knabstrup” (s. 172-224). De fleste kunstnere er behandlet på en enkel side, medens dog Johannes Hansen, kunstnerisk leder 1953-70, er blevet tildelt hele seks sider. Det vil sikkert overraske de fleste, at der med tilknytning til Knabstrup kan nævnes en lang række af de betydeligste danske keramikere som f.eks. Bente Hansen, Richard og Bodil Manz, Erik Reiff, Birgit Krogh, Niels Refsgaard og Bjørn Wiinblad. Sidstnævnte blev faktisk medejer af Knabstrup fra 1970’erne og lod en del af produktionen fra sin anden keramikfabrik, Nymølle, overføre til Knabstrup, men stadig mærket Nymølle.

Også en række svenske, tyske, østrigske, ungarske og polske keramikere, nogle velkendte i deres hjemlande, har i perioder arbejdet for Knabstrup, som derved fremstår som den danske keramiske virksomhed, der har været mest indstillet på at ansætte folk med udenlandsk baggrund og skoling.

Afsnittet om kunstnerne på Knabstrup afsluttes (s. 221-24) med en “Tabel” indeholdende et halvt hundrede navne med korte data og sidehenvisning til eventuel (hoved)omtale i selve teksten. Dette er en acceptabel erstatning for det register, som ellers savnes, men lidt pudsigt at finde det længe før bogens egentlige afslutning. Der følger nemlig herefter afsnit om “Stempler på Knabstrup” (s. 225-27) og artikler med mange afbildninger af specialprodukter som té- og kaffestel, husholdningskeramik, sparegrise, lampefødder, havekeramik m.v. Herudover lidt vedhæng om kammermusik på Knabstrup, ”Knabstrup i kunsten” og et ikke uvæsentligt afsnit om ”At samle og indsamle” med hædrende og fortjent omtale af den lille personkreds, der før museer og keramikforskere var opmærksomme på Knabstrups produktion og samlede ind, nu til gavn og glæde for især Holbæk Museums Knabstrup udstilling.

Som det antydes af denne opremsning, der langt fra har alt med, så kommer man virkelig rundt om emnet. Det er godt, at alle disse informationer og vidnesbyrd er blevet indsamlet og bearbejdet lige akkurat mens tid er. Så tilgiver man gerne, at hele beretningen er blevet en smule kaotisk - den lader sig dog læse let og med megen underholdningsværdi. Noter savnes totalt, men synes til en vis grad indflettet i teksterne, der har mange interessante eller tankevækkende digressioner. Enkelte steder synes forfatterne måske ikke at være på helt sikker grund, som når det f.eks. bemærkes, at ”majolika” er en type lertøj, der især blev udviklet på øen Mallorca. Mig bekendt opstod betegnelsen, fordi færdige produkter fra det spanske fastland blev bragt til Italien via Mallorca, men netop ikke blev produceret eller udviklet dér.

For alle de mange oplysninger, som mere direkte vedrører Knabstrup, er der ikke grund til at være skeptisk. Der er her formidlet en solid viden, som vi hidtil virkelig har savnet.