Kulturmiljøer
Af Tommy P. Christensen, (Malmø). MVO & cand.mag. seniorkonsulent
I denne fagfællebedømte fagbog har en professor, en lektor og tre adjunkter fra Arkitekt-skolen i Aarhus givet sig i kast med dels at give os historien om kulturmiljøbegrebets fremkomst og udvikling i dansk og international kulturarvshistorie. Dels præsenterer os for en vejledning til metoden SAK, dvs. Screening af Kulturmiljøer. Ikke at forveksle med den danske, mere kendte SAVE-metode (Survey of Arvhitectural Values in the Environ-ment). Tilmed får vi også en buket af 35 udvalgte kulturmiljøer fra hele landet, der illustre-rer bredden i begrebet med en række fine, omend enkelte, lidt tæt beskårne billeder af bygninger, kvarterer, landsbyer, fiskerlejer og industrianlæg m.m.
Genremæssigt kan bogen være lidt svær at placere, da den ligger langt fra tidligere værker som for eksempel de seks bind af Danmarks Arkitektur (bd. 1: Enfamiliehuset. 2. udg. 1985. Bd. 2: Arbejdets bygninger. 2. udg. 1985). Bd. 3: Byens huse - byens plan. (2. udg. 1985). Bd. 4: Landbrugets huse. (1. udg. 1980). Bd. 5: Magtens bolig. (2. udg. 1985 samt bd. 6: Kirkens huse. (2. udg. 1985), Jørgen Bøytler & Jørgen Toft Jessens: Christiansfeld - livet og husene (2005), Caspar Jørgensen & Morten Pedersens (red.): Industrial heritage in Denmark - landscapes, environments and historical archaeology (2014) - eller Søren Vadstrups mange udgivelser, som f.eks. Huse med Sjæl – Om nænsom istandsættelse og bevaringsmæssig forbedring af ældre bygninger. (3. udg. 2020) eller den lange række af hæfter: Raadvad-Centeretsanvisningsblade til bygningsrestaurering. Forklaringen finder vi i forordet, hvor forfatterne udtrykker et håb omkring bogens anvendelighed: ”Vi håber, bogen vil give planlæggere, fagfolk på museer, studerende og andre interesserede indblik i, hvordan bevaring og udvikling kan samtænkes.” Det gøres bl.a. ved en kompetent redegørelse for den store politiske interesse for at styre og regulere området nationalt og internationalt. I Danmark siden 1918, hvor vi fik den første danske lov om bygningsfredning, som efterfølgende har gennemgået flere ændringer, herunder sammenlægningen af fredningsklasserne A og B i 1979. De mange bygnings-registranter fra Nationalmuseet og senere fra Fredningsstyrelsen, der blev udarbejdet frem til Planstyrelsens introduktion af SAVE-systemet, der var tænkt som et værktøj ved udarbejdelsen af de såkaldte kommuneatlas og de københavnske bydelsatlas, der i årene 1990-2007 blev udarbejdet i 3/4 af landets daværende kommuner.
Det mest tankevækkende ved denne manual i kulturmiljø er nok den stærke fokusering på afkrydsningssystemer, planer og metoder til støtte for arkitekter og planlæggere ved kort-lægningen af vore kulturmiljøer i by og på land, der af forfatterne tilskrives den politiske og forvaltningsmæssige rådvildhed på området, som har hersket siden strukturreformen i 2007. Det har øjensynligt også fået den betydning, at vejledningen til en Screening af Kulturmiljøer (SAK-metoden) anvender fire egenskabsparametre (s. 285f.), hvor det første (turisme-egenskaber), afspejler i hvor høj grad det pågældende kulturmiljø kan rumme og tiltrække turister eller turismerelateret virksomhed. Dernæst bosætningsegenskaber: Har kulturmiljøet særlige egenskaber, der kan aktiveres og motivere til øget bosætning (fortæt-ning) i kulturmiljøet? For det tredje, erhvervsegenskaber: I hvor høj grad kulturmiljøet kan rumme eller tiltrække virksomheder og erhverv eller bidrage til at styrke egnens erhvervs-udvikling? Nederst på listen kommer så endelig kulturegenskaber: Rummer stedets for-tælling nogle særlige muligheder for oplevelser og/eller formidling? Kapitalisering og udbytte af kulturarven har således primat, hvorimod æstetik og bevaringsaspektet er underordnet, når det drejer sig om at fastlægge kulturmiljøernes potentiale. Har man for en generation siden været involveret i bygningsfrednings- og bybevaringsarbejdet, sidder man tilbage med en stille undren: Hvordan blev kulturhistorien i fredningsplanlægningen med kyndige arkitekturhistorikere, restaureringsarkitekter, kulturlandskabs- og industri-historikere samt etnologer, eller de bygningsarkivalske og de bygningsarkæologiske studi-er kørt ud på et sidespor i arbejdet med kulturmiljøet og kulturarven til fordel for registre-rings- og planlægnings-iveren? Er de æstetiske værdier i de historiske bygninger og deres omgivelser i realiteten kastet under bussen i det offentliges planarbejde og er det økono-miske potentiale, garneret med synsninger omkring ”kvaliteter” den styrende faktor?
Det kan virke som om forskellige former for historisk, (herunder arkivalsk) dokumenta-tion og vidensindsamling underordnes økonomiske interesser og fremtidige investorer ønsker og projekter?
[Historie-online.dk, den 10. april 2024]
