Lys langs kysten
Af Per Ole Schovsbo
Ligesom velskrivende ildsjæle har lukket op for kulturhistoriske anlæg og tekniske indretninger som vind- og vandmøller, veteranbaner, sejlskibe og sporvogne med litteratur af høj kvalitet, er det nu også lykkedes i sidste øjeblik at åbne for 58 grundmurede danske fyrtårne, der er udvalgt blandt 191 fyrstationer langs de danske kyster. De danske fyrtårne er efter 2. verdenskrig blevet automatiseret og affolket, og de gamle fyrmestre med deres ensomme familier er nu kun sort-hvide aftryk på gulnede fotos i Farvandsvæsnets arkiv. Nedlagte boliger og slukkede fyr er solgt, og skønt mange er bygningsfredet, er der ikke noget så nedslående som et slukket fyrtårn. Det skulle da lige være en vindmølle uden vinger. Kun få slukkede fyrtårne er holdt i live som fyret på Sprogø, der hver aften tændes af A/S Storebæltsforbindelsen til glæde for trafikken over broen.
Derfor begyndte den kendte fotograf Knud Nielsen i slutningen af 1990’erne at fotografere fyrtårne. Forlaget Hovedland, der kom under vejr med den efterhånden imponerende billedsamling, opfordrede forfatteren Knud Peder Jensen til at skrive teksterne, og resultatet er denne fremragende guide til alle, der gerne vil orienteres om en let eksotiske verden langs vore kyster. Til de, der vil videre mere, er der bagest i bogen anbragt henvisninger til den trykte litteratur og relevante arkiver.
Efter en lidt knudret indledning med fyrtårnes danske historie, fra de ældste hvide fyr på Skagen tegnet og opført af Philip de Lange 1747 til det yngste betonfyr på Dueodde fra 1962, forklares de vigtigste fagudtryk som anduvningsfyr, vinkelfyr, ledefyr og havnefyr, og hvorledes de forskellige fyr kan genkendes på lysets højde, styrke, vinkel, farve og lyslængde. Alt det, der styres af de sindrige mekanismer og urværker af pudset messing, spejle og linseapparater, der på nært hold imponerer enhver besøgende i fyrtårnenes lanternehuse.
Derefter følger i lidt tilfældig rækkefølge fortællingerne om de mange grundmurede fyr, der var i drift da fotografen kom på besøg. Forfatteren har gravet flittigt i arkiver og ældre oversigtsværker og er i stand til på forbilledlig vis at fortælle levende historier om de små samfund på de 58 udvalgte fyr. Denne perlerække af tidsbilleder er elegant omkranset af ensartede tekniske og bygningshistoriske oplysninger. Bogen mangler imidlertid et landkort, der viser fyrenes placering og eksempler på, hvordan man læser fyrenes karakterer på søkort. Der mangler også en arkitektonisk vinkel, idet man som læser kan fornemme, at de forskellige perioders og egnes stilarter har præget tårnene. De ældste ligner murede kirketårne, de mellemste er formgivet efter industriens skorstene, og de yngste minder om de moderne sendemaster af beton.
Bogen er så charmerende fortalt med tekst og billeder, at man absolut lige må læse om det næste fyr, der naturligvis forfører én til at læse om de følgende – indtil der ikke er flere, og man er nået til den sidste side, hvor forfatteren lidt vemodigt dvæler ved den kendsgerning, at den ny tids teknik har affolket mange håndværk, landbrug og fyrtårne. Men fyrtårnene var jo selv en del af denne udvikling. Da de blev bygget og med tiden moderniseret, takket være de gamle fyrmestre, kasserede man hver gang gamle og arbejdskrævende urværker, lamper og tilsvarende materiel og procedurer til fordel for mere effektive og mindre arbejdskrævende, fordi det gjaldt sikkerheden til søs. Det ses på de alvorlige vejrbidte ansigter på de gulnede fotos, at der ikke var tid og overskud til den moderne tids romantisering, der gør, at hovedparten af de smukke og indtagende tårne helt uden nytteværdi bevares og vises frem.
