Møntmestergården
Af Poul Ulrich Jensen
I sommeren 2009 blev Møntmestergården indviet i Den Gamle By. Hermed blev den fjerde side af Købstadsmuseets centrale torv endelig bebygget, og de besøgende har nu mulighed for at opleve et borgerhus fra 1700-tallets København med både barokkens og rokokoens særpræg. Museets direktør Thomas Bloch Ravn har beskrevet Møntmestergårdens historie fra opførelsen på Københavns Borgergade i 1683 til nedrivningen 1944 og genopførelsen på Torvet i Den Gamle by – et projekt, der længe så ud til at være stort set umuligt at gennemføre.
Møntmester Gregorius Sessemann erhvervede i 1681 en grund i Borgergade, der lå i et af hovedstadens nyanlagte kvarterer, og her opførte han et stateligt hus til privatbeboelse. Også de følgende ejere var økonomisk velaflagte og kunne i datidens florissante fredsperiode, der fra 1720 afløste Store Nordiske Krig, bekoste gennemgribende moderniseringer. Det gjaldt ikke mindst hofmurermester Henrik Brandemann, der overtog Møntmestergården i 1767 og straks gik i gang med en større ombygning, der også satte sig spor i Brandtaksationsprotokollen i form af en værdiforøgelse på 15 procent. Der kom imidlertid nedgangstider, og det solide borgerkvarter Nykøbenhavn med Borgergade og Adelgade blev fra begyndelsen af 1800-tallet udsat for en social deroute, der også ramte Møntmestergården. Den gennemgik en hårdhændet ombygning, der forvandlede det tidligere så fornemme ejendomskompleks til et ordinært etagehus med lejligheder og industriel virksomhed og endelig til en nedslidt lejekaserne, der ligesom resten af Borgergade-Adelgade kvarteret var et oplagt mål for de saneringsplaner, der blev sat i værk af Københavns Borgerrepræsentation i første halvdel af 1940’erne.
Lederen af Københavns Bymuseum, Christian Axel Jensen, var dog opmærksom på, at der trods forfaldet var tale om en bygning, der var noget helt særligt og burde bevares ved at blive nedtaget i sin helhed. Selvom Møntmestergården, Borgergade 25, i 1944 var en helt anden bygning end ved opførelsen i 1683, rummede den stadig bygningsarkæologiske lag, der gav værdifulde informationer om dens over 250årige historie. Borgerrepræsentationen bevilligede godt 26.000 kr. til nedtagning af ejendommen samt opbevaring af materialerne, og bygningen var hermed reddet for eftertiden. Sådan da – for Møntmestergården lå herefter temmelig upåagtet opmagasineret i et skur på Københavns Vestre Kirkegård gennem næsten et halvt århundrede. Københavns Bymuseum, som var den formelle ejer, havde ingen planer for den nedtagne bygning, så en enig magistrat kunne i 1990 konstatere, at det ville være et godt initiativ at genopføre Møntmestergården i Århus, hvor den kunne indlemmes på en meningsfuld måde i Den Gamle By. Og der var ingen tvivl om, at det burde ske inden for en overskuelig årrække. Det lange ophold i et utæt skur havde været hårdt for bygningsmaterialerne.
Møntmestergården ville passe perfekt som slutsten på bebyggelsen omkring Den Gamle Bys torv, og det ville desuden blive museets første københavnske bygning, men overslaget for projektet lød i første omgang på 26 millioner kr. Det skulle vise sig svært at skaffe en sådan sum, også fordi det ikke var oppe i tiden at flytte historiske bygninger. De finansielle problemer løste sig imidlertid, og materialerne fra den nedtagne bygning viste sig desuden ved nærmere eftersyn at være i bedre stand, end man havde kunnet forvente, så i midten af 1990’erne gik man med 35 millioner kr. i ryggen i gang med at genopføre Møntmestergården, som den stod i velmagtsdagene i 1700-tallet. Herefter udfoldede der sig en minutiøse forskning og efterfølgende håndværksmæssig ekspertise for at skabe den mest autentiske rekonstruktion og samtidig opfylde nutidens byggereglementer. Det udviklede sig efterhånden til en lang proces med indlagte pauser, når byggeaktiviteterne var ved at løbe fra finansieringen. Resultatet stod dog mål med de mange anstrengelser - en ret enestående rekonstruktion, hvor den besøgende træder ind i kulisserne for hovedstadens herskabelige liv i den farverig periode, hvor barokkens og rokokoens ekstravagante stil dominerede. Et stykke af Christian d. VII’s København var med stor omhu blevet omplantet til Torvet i Den Gamle By i Århus.
Det er en spændende historie, Thomas Bloch Ravn fortæller. I den første del af bogen er bygningens noget omtumlede skæbne, de mange ejere og hele Borgergade-Adelgade kvarterets udvikling fra ny bydel for det bedre borgerskab til saneringsmodent slum med talrige smugkroer, levende beskrevet og krydret med erindringsglimt fra nogle af beboerne gennem tiden. Og rekonstruktionen i Den Gamle By med dens mange problemer af både museumsfaglig og håndværksmæssig art er fremstillet, så man får stor respekt for den enorme research og bestræbelserne på at anvende så autentiske bygge- og udsmykningsmaterialer som muligt, også når det fx betød specialfremstilling af mørtel og maling. Bogen er desuden udstyret med en meget fin billedside, der både supplerer teksten på bedste vis og yder den farverige bygning og dens interiør fuld retfærdighed. Så man er efter endt læsning godt rustet til et besøg i Den Gamle Bys Møntmestergård.
Møntmestergården og dens indvielsen er også beskrevet i Den Gamle Bys årbog 2009. Det var jo desuden året, hvor Den Gamle By fejrede sit 100 års jubilæum, og årbogen har selvfølgelig også en fyldig omtale af de mange udstillinger og arrangementer i den anledning. En af nordisk museumsverdens veteraner, svenskeren Sten Rentzhog, giver i en artikel sit bud på det unikke ved Den Gamle By, hvor han også omtaler det nyeste projekt – Den Moderne By - der skal fortælle det 20. århundredes historie. For nye projekter har allerede afløst Møntmestergården, en dynamik, der i jubilæumsåret var en del af motiveringen for tildelingen af Den Danske Museumspris. Årbogen rummer desuden en artikel af Peter Dragsbo om Huset som genstand i 100 år og Birgitte Kjærs portræt af pioneren bag Den Gamle Bys etablering, ildsjælen Peter Holm samt årsberetninger fra Dansk Center for Byhistorie og Den Gamle By.
