Nicolas-Henri Jardin - Den danske klassicismes fader

Af Henrik Gjøde Nielsen, museumsinspektør, Kystmuseet.

Ulla Kjær indleder effektfuldt sin bog Nicolas-Henri Jardin(1720-1799) med en beskrivelse (s. 7) af den kongelige forlystelseschef Enevold Brandts besøg i foråret 1771 hos den franskfødte arkitekt, som på det tidspunkt havde boet og virket i Danmark i 16 år. I april året efter stod Brandt på skafottet, og umiddelbart efter Brandts henrettelse fulgtes han af Struensee. Den effektfulde indledning er imidlertid blot en del af rammen om fortællingen om den franske arkitekt, der fik så stor indflydelse på dansk arkitektur og arkitekturhistorie. Effekten virker, læseren bider på krogen, og på de følgende sider (s. 8-16) rulles så den kunsthistoriske kontekst op, som historien om Jardin udspringer af og indskrives i, hvorefter forfatteren tager fat på Jardins værk og på fornem vis fortløbende indsætter dette i såvel samtidig som i kunst- og arkitekturhistorisk kontekst. Dette forklarer og retfærdiggør den effektfulde åbning, og dybden i hensigten illustreres da også i beskrivelsen af den fjendtlighed mod fremmede, der efter 1766 rejste sig i Danmark og som også ramte Jardin, der i et samtidigt digt blev kaldt en abekat og en fransk nar (s. 159-160). Et vink med en vognstang om, at Jardin nok skulle til at se sig om efter noget andet. Det gjorde Jardin så, og vendte tilbage til Frankrig, hvor han trods medlemskab af det franske arkitekturakademi aldrig blev særligt kendt, ja, faktisk hurtigt blev ukendt (s. 205).

Men inden det kom så vidt, havde Jardin arbejdet sammen med og især for kendte og kongelige, forsynet hovedstaden med palæer og Sjælland og Fyn med godsbygninger og slotte, opført kongelige lystslotte og ombygget kongelige residensslotte samt i øvrigt kongens teater. Desuden tegnede Jardin også hospitaler og kasernebygninger, ligeledes i hovedstaden, og det er da også her, man først og fremmest skal søge efter Jardins bygninger (s.34-85, 131-168). Stjernen i nutidens perspektiv må jo så være den af Jardin moderniserede renæssanceborg Glorup på Fyn, der i 2006 blev meddelt optaget på det danske kulturministeriums officielle kanonliste (s. 209). Videre kan en franskmand i Danmark næppe drive det. I hvert fald ikke en fransk arkitekt.

Kontekstualiseringen er konsekvent, og igen og igen fremhæves Jardins evne til at bygge enkelt og naturligt, om end enkeltheden næppe er det, der først springer i øjnene for en tid, der har oplevet parcelhuskvarterer og møbler i samlesæt. Ud over den dybere forståelse af en bygnings ærlighed, nemlig at et hus var falsk, hvis der opstod et misforhold mellem det indre og det ydre, stedets ”genius loci” (s. 186) og opfattelsen af, at ærlighed opstod, når et hus gav sig ud for præcist hvad det var, var Jardin også mand for at løse praktiske forhold, bevidst om holdbarhed og genbrug (s. 207-208). Og Jardins værk er imponerende, både den del, der endnu står, og den del, der er forsvundet.

At læse Ulla Kjærs bog er da også en lystvandring i dansk klassicisme i en sådan grad at man uvilkårligt kommer til at tænke på, om Jardin da aldrig begik fejl, om han aldrig virkeligt dummede sig. Det gjorde han tilsyneladende ikke. Muligvis var udgangspunktet ikke det bedste, men Jardin fik det rettet op, skønt projektet i et væsentligt tilfælde efterfølgende gik i stå; jeg tænker her på den uskønne affære om Frederikskirken som først blev en malerisk ruin i København, inden den i 1894 blev indviet som Marmorkirken, tegnet af Frederik Meldahl. Også her kom Christian VII og Struensee i vejen (s. 56-68). Det kan man jo ikke laste Jardin for. Men altså: Var alt, hvad Jardin rørte ved virkeligt så ubetinget fuldendt og vellykket som man får indtryk af? Måske.

I foråret og sommeren 1769 rejste Jardin og billedhuggeren Johannes Wiedevelt i England. Wiedewelt førte en detaljeret rejsedagbog, i hvilken han dog ikke nævnte Jardin med et ord, men nøje beskrev, hvad de to så. På hjemrejsen besøgte de to ikke herresædet Heiligenstedten ved Itzehoe. Heiligenstedten undergik fra netop 1769 en større ombygning, og ifølge en tradition fra 1900-tallet skulle denne ombygning være udført efter tegninger af Jardin, hvilket Ulla Kjær betvivler, for hvis Jardin havde været i nærheden, havde han vel nok taget forbi byggepladsen, netop da ombygningsarbejdet blev indledt. Desuden er det ifølge forfatteren heller ikke stilistisk sandsynligt, at Heiligenstedten blev bygget af Jardin, thi selvom denne bygning siden igen er bygget om og kun kendes fra billeder, er der ingen tvivl om, at dens helhed var for tilfældig og dens detaljer for barokke til, at bygningen kan knyttes til Jardin, som det formuleres (s. 187). Nu ved vi jo, at Wiedewelt ikke nævner Jardin overhovedet i sin rejsedagbog og derfor næppe heller ville have omtalt Jardins eventuelle arbejde med Heiligenstedten, så strengt taget kunne de to kunst- og arkitekturrejsende udmærket have lagt vejen forbi Itzehoue, og Heiligenstedten kunne strengt taget have været undtagelsen, der bekræftede reglen, nemlig at Jardin også kunne levere andet end lydefrit arbejde. Man lad os tro på forfatteren og dele hendes begejstring over Jardins geni. Ulla Kjær ved, hvad hun taler om.

Netop det bringer os frem til de få indvendinger man kan have mod Nicolas-Henri Jardin. Bogens effektfulde og lige-på-og-hårdt-åbning, som er rigtigt god og virkningsfuld, sker nemlig på bekostning af både forord og indledning, der kunne fortælle læseren, hvad det egentligt er, man skal i gang med. Det kan man leve med, for man bliver omgående og umiddelbart grebet af sagen. Det er også helt i orden, at bogen ikke er udstyret med et videnskabeligt apparat, men man bliver dog en kende skuffet, når man følger indholdsfortegnelsen og slår op på Litteratur (s. 210) for der at få oplyst, at bogen bygger på værket Ulla Kjær: Nicolas-Henri Jardin – en ideologisk nyklassicist, 2010, i kommission hos Syddansk Universitetsforlag, og at der henvises til de udførlige litteraturhenvisninger her i. Det var det. Andet står der ikke litteraturlisten, men her oplyses man så. Bogen er en sammenskrivning, en populær fremstilling af Ulla Kjærs monumentale, 1422 sider store doktordisputats fra 2010. I betragtning af bogens kvalitet i øvrigt er det synd og skam, at man har valgt fuldstændigt at udelade enhver form for henvisning. F.eks. ville jeg da gerne vide noget mere om den venetianske arkitekt Giovanni Battista Piranesi (s. 25-27), men sådanne oplysninger må man søge et andet sted. Jeg havde hellere undværet Person- og Stedregister (s. 211-216) til fordel for en litteraturliste, der angives i indholdsfortegnelsen, men som ikke findes. De kendte og kongeliges bygninger, palæer og slotte skulle man såmænd nok finde frem til, om ikke andet så i løbet af læsningen. Den er til gengæld fornøjelig. 

Bogen er velskrevet, let læst, fornemt tilrettelagt og i et udstyr, der ville have passet Jardin. Her er intet misforhold mellem det indre og det ydre, selvom der altså mangler en sokkelsten, litteraturlisten. Men som til Jardins bygninger er der ingen brugsanvisning eller facitliste. Bogen er, som bygningerne, hvad den giver sig ud for at være. Så jeg må hellere se at få fat i den disputats. Det er jo også en nyttig sidegevinst af at have læst Nicolas-Henri Jardin – Den danske klassicismes franske fader.