På sporet af banevogteren
Af Christian Kaaber
Ikonisk betyder egentlig blot "gengivet på en naturtro måde", men anvendes i stadig højere grad i betydningen "alment anerkendt uforglemmeligt". Hvornår og hvordan bliver et maleri fra 1884 ikonisk? Ordets førstnævnte betydning dækker udmærket L.A. Rings realistiske skildring af en banefunktionær af ydmygste rangklasse anno 1884. Men der er meget mere på spil i det lille maleri, som med nærværende bog gøres til genstand for en perspektivrig tværfaglig behandling af teknologihistorikeren Henry Nielsen og kunsthistorikeren Dorte Fogh.
Maleren Laurits Andersen Ring (1854-1933) tog navn efter den lille sydsjællandske flække, hvor han var født. Da Den Sjællandske Sydbane fra Roskilde til Nykøbing Falster åbnede i 1870, skar den sig gennem landsbyen Ring, der forsynedes med tre overskæringer, men end ikke et trinbræt. Udviklingen gik durch gennem landsbyen, men folk her måtte nøjes med at se til, når toget brusede forbi. Og det er præcis, hvad den duknakkede banefunktionær gør på Rings lille maleri, der måler godt en halv meter på hver led. Kasketten viser hans status som embedsmand, men jakken er mere bondekofte end uniform, og på fødderne bærer han træsko. Billedets fortællemæssige spænding bygges uvilkårligt op på beskuerens forestilling om, hvordan den armodige banevogter opfatter det frembrusende tog sydfra, et både enkelt og differentieret billede på mødet mellem før og nu, magt og afmagt, land og by, udvikling og stilstand - og "et banebrydende værk" hævder de to forfattere.
Det sidste havde ingen åbenbart rigtig sans for, da den unge Ring præsenterede billedet på Charlottenborgs juleudstilling i 1884. Det indbragte ham 200 kærkomne kroner. Den nye ejer solgte det kort efter på en auktion på den mondæne københavnske strøgcafé Bernina - for sølle 75 kroner. Herefter forsvandt det banebrydende billede aldeles ud af historien, i en grad så det vakte opsigt som "ukendt værk", da det dukkede op 51 år senere på endnu en auktion, hvor det erhvervedes af Nationalmuseum i Stockholm. Heller ikke her fornemmedes billedets banebrydende karakter - det indgik i årtier i skiftende ophængninger af periodens skandinaviske kunst. I de senere år er der vokset en markant interesse frem for L.A. Rings alsidige produktion, samtidig med at der i museums- og forskerkredse er sket en slags rehabilitering af den nordiske symbolisme i malerkunsten. I den forbindelse har flere markante kunsthistorikere fået øjnene op for Banevogteren'skvaliteter. Det er hele den historie, denne smukt tilrettelagte bog formidler. Og mere til. De to forfattere afdækker samtlige faktuelle omstændigheder omkring billedets tilblivelse og får også sat navn på banevogteren. Det er nemlig i enhver forstand et realistisk billede af en mand, der nok kunne have sine grunde til at spejde bekymret mod toget. L.A. Ring fortæller også jernbanehistorie og har haft fuldstændig styr på detaljerne. Tallet 40 på ledvogterskurets væg er ikke tilfældigt.
Henry Nielsen og Dorte Fogh følger maleriets spor hele vejen og får på den måde leveret en fin fremstilling af den kultur, der knyttede sig til forbrug af kunst i slutningen af det 19. århundrede. Billedet hang i årtier i den kendte runeforsker Ludvig Wimmers hjem, som beskrives endog særdeles grundigt. Et af bogens bedste afsnit er efter denne anmelders opfattelse den veloplagte gennemgang af billedets komposition: Hvorfor er et billede godt? Og dygtigt udført? Det forklares glimrende: Der er fuld dækning for at betegne den unge Rings arbejde som et mesterværk. Det er ingen tilsyneladende heller i tvivl om længere, hvilket en interessant, men tørt skrevet gennemgang af billedets nyere receptionshistorie understreger. I den forbindelse har tværfaglige aspekter drevet ny erkendelse frem: Køreplaner og kunsthistorie kan gå i frugtbar syntese. Tværfagligheden er da også bogens helt overordnede kvalitet: Læseren får solidt funderet kunsthistorie, krydsklippet med dybe blik ind i mentalitetshistorie og kulturforandring, foruden den store historie, der knytter sig til etableringen af jernbanen, i Danmark og andre steder. Bogen er således et solidt bidrag til den aftrivialisering, L.A. Ring har været genstand for i de seneste årtier, af kunsthistorikere som Finn Terman Frederiksen og af Henrik og Mikael Wivel, der konsekvent får sit fornavn fejlstavet. Fra at være kanoniseret som den danske bondes vitalistiske skildrer - i mange år kunne hans store maleri af sin lesvingende bror I Høst ses i Statsministeriet - indtager han nu en plads som dansk malerkunsts svar på Henrik Pontoppidan, klar og uudgrundeligt urovækkende på samme tid. Er Banevogteren et ikonisk billede? Ja, tja, bum. Det var i hvert fald længe om at blive det, men det fortjener sin bog.
