Roskilde Domkirke. Kunst og historie

Af Kirsten Lindberg, Arkitekt m.a.a., dr.phil.

Det er en stor bog, dr.phil. Ulla Kjær har forfattet denne gang. Faktisk er den så stor, at den nærmer sig det uhåndterlige, da den samtidig er meget tung på grund af det gedigne papir.
Trykningen er – formentlig af økonomiske årsager - foregået i Slovenien på grundlag af Narayana Press’ forarbejde. Det er flot arbejde, både tekst og billeder er smukt gengivet.
Fotografierne står Roberto Fortuna for, og det borger som altid for kvaliteten. Som næsten altid i nutidens bøger er der et væld af billeder; faktisk er der ikke ret mange opslag, hvor der ikke er mindst ét. Hovedparten er dog velbegrundede, og man da også hævde, at de letter teksten og forståelsen for læseren.
Lay-out’et er udført af Bettina Kjærulff-Schmidt, og det er knapt så vellykket. Der er anvendt det så ofte sete med to spalter af forskellig bredde, således at billedteksterne befinder sig i den smalle og brødteksten i den bredere del. Det er sommetider udmærket, men ikke her, for der er ikke konsekvens, når det kommer til billederne, som snart breder sig over hele siden, sommetider over to sider, hvad der aldrig er vellykket, og ofte i helt andre bredder end opsætningen ellers er disponeret efter. Det giver desværre et mindre vellykket indtryk. Der er heller ikke taget højde for de såkaldte franske horeunger, altså at teksten begynder med indrykning øverst på siden. Bevares, dette sidste er en detailler, men bogen kunne godt have fortjent, at der var kælet også for den slags.
Hvert kapitel indledes med overskrift i en blågrøn tone, hvad der gør sig godt, men helt maniereret bliver det, at der tillige står ”Kapitel x” foran, lodret og til læsning nedefra og tilmed med en anden skrifttype og en lodret skillelinje. Det er simpelt hen noget fjolleri, som ikke burde forekomme. Den tid, hvor det var ”nødvendigt” at demonstrere, at man mestrede de tekniske muligheder, må snart være forbi. Et hjertesuk: gid alle bogopsættere ville have for øje, at de gamle bogtrykkerdyder ikke er ubrugelige, bare fordi teknikken tillader alskens krumspring. Æstetikken var langt større førhen. Ak-ak!
Der er meget tekst, og bogen er i forvejen tung og omfattende med sine 368 sider, så det er rimeligt nok, at der ikke er brugt flere sider til tekst og billeder. Men derfor havde man nu ikke behøvet at lade teksten gå så højt op og ned og ud i ydermargin. Ved at vælge et andet lay-out kunne man i stedet have udnyttet den megen plads, der er i den smalle spalte. Det ville være blevet ulige meget smukkere!
Så meget om indpakningen, nu til indholdet, altså Ulla Kjærs del.
Som der står i indledningen, blev Roskilde Domkirke i 1995 optaget på UNESCO’s liste over verdensarven, og det forpligter. Kirkens del af Danmarks historie er meget stor, og det forpligter også, og det at rigets monarker gennem snart meget lang tid har valgt at lade sig hensætte her forpligter muligvis også, i hvert fald er det et påfaldende fænomen.
Så Ulla Kjær har haft nok at tage fat på med den omfattende historie og kunst. Det er en tung opgave, men det må siges, at hun løfter den på fin vis. Man får som læser meget at vide, og selv om man umiddelbart mener, at en god del af kirkens historie er ”børnelærdom” (anmelderen har gået i skole dengang, undervisningen omfattede både kultur og historie), får man alligevel en del nyt at vide.
Ulla Kjær er en god skribent, der både mestrer at udtrykke sig godt og let uden at kamme over til kringlede sætningskonstruktioner, som en del lærde skribenter forfalder til. Det gør det til en fornøjelse at læse. De mange rekonstruktioner og tegninger er også en stor fordel for læseren, de understøtter fint teksten.
Indholdet er disponeret i 24 kronologiske kapitler, og det bliver ingensinde trættende at læse om de nye tilføjelser og ændringer, for der er sket meget gennem de mere end tusind år, der har været kirke på stedet. Historien og kunsten er uløseligt forbundne i Roskilde Domkirke. Derved adskiller kirken sig fra mange andre bygningsværker af stor ælde. Ulla Kjær har formået at skildre begge dele, så det ene ikke tager noget fra det andet. Det er meget flot gjort.
Afslutningsvis er der naturligvis kilder og litteratur, liste over bisper og monarker samt plantegning med angivelse af kongelige gravsteder og personregister.

Et løsrevet citat, som næsten kan ses som en programerklæring for bogen, bringes her som smagsprøve:
”Kunst skal være levende. Den skal både være følt og tænkt, og den skal kunne involvere sin beskuer og få ham eller hende til at interessere sig for dens budskab. På godt og ondt. Når den skal bruges i en kirke, må kunsten derudover også ramme den rigtige tone. Hvis kunstorkestrets repertoire bliver alt for indlysende, kommer Kirken til at virke som et ligegyldigt stilreservat. Hvis der tvinges noget igennem i kunsten, som Kirken ikke kan stå inde for, bliver orkestret falskt og Kirken bliver negativt frem for positivt provokerende. Kunsten må opstå af et behov og overlades til en kunstner, der kan leve op til alle de forgængere, der har givet det bedste af det bedste til Guds hus. Det er også lykkedes i Roskilde Domkirkes allernyeste tid.”  
Det er også lykkedes i Ulla Kjærs bog om Roskilde Domkirke.