Store Danske Designere

Af Kirsten Lindberg, Arkitekt m.a.a., dr.phil.

Egentlig er der ikke noget nyt i denne bog, for de designere, den omhandler, er alle velkendte og har alle for længst fået skrevet om sig. De ti er nemlig Kay Bojesen, som her ligesom Børge Mogensen tages under behandling af Lars Hedebo Olsen, Kaare Klint, der beskrives af Anne-Louise Sommer, mens Erik Steffensen tager sig af Poul Henningensen, Henrik Wiwel af Finn Juhl, Christian Holmsted Olesen af Hans J. Wegner, Hanne Horsfeld af Nanna Ditzel og Ida Engholm af Verner Panton, mens Carsten Thau og Kjeld Vindum i fællig trakterer med Arne Jacobsen, og endelig forestår Poul Erik Tøjner Poul Kjærholm.

Sidstnævnte er tillige værkets hovedredaktør, assisteret af Anne Frovin. Hvori de to’s arbejde har bestået, fremgår ikke, og det skal det jo heller ikke, for redaktionelt arbejde bør ikke være synligt for læseren. Men i Tøjners forord kan man læse, at de ”har vægtet den personlige tekst frem for den mere anonymiserede fremstilling”. Det fremstår næsten som en undskyldning for en uensartet fremstilling af de enkelte kapitler eller småafhandlinger, som har været undervejs siden 2002. Mangelen på egalitet er Tøjners postulat, og det kan han til en vis grad have ret i, for det er ret forskellig måde at udtrykke sig på, de forskellige forfattere gør brug af. Det betyder dog intet som helst, og man må sige, at redaktionens valg har været rigtigt.

Det betyder dog også, at der egentlig burde være ti anmeldelser, én for hver lille afhandling. Dette vil anmelderen dog afstå fra og i stedet koncentrere sig om det, der er fælles, for hvert af kapitlerne har tidligere været offentliggjort som enkeltstående bind i serien ”Danske Designere”, og interesserede læsere henvises derfor til anmeldelser deraf.

I forordet er tillige angivet, at man efter læsning af samleværket ”besidder et enestående overblik over og en let formidlet indsigt i de væsentligste danske designere i det tyvende århundrede”. Det kan nok få en og anden designer til at føle sig svært forbigået, for sandheden er vel snarere, at det er de for tiden mest kendte (det går der jo mode i personer som i så meget andet), der her fremhæves, som var de dét bærende led i dansk design.

Man savner i forordet en fyldestgørende forklaring på designbegrebet, som i sig selv er et modeord. I ”gamle dage” talte man om arkitekter, deriblandt møbelarkitekter og designere, som dem der forestod de mindre, industrielt fremstillede brugsgenstande, men nu – og det er i høj grad noget af det, bogen cementerer, som var det en sandhed – regnes alle frembringelser under ét for design, når de har en vis kvalitet, eller er kreeret af en såkaldt designer. Det er en sproglig forfladigelse, som desværre rækker videre end til det blotte ord, og som det ville have klædt redaktionen at gøre op med i stedet for at lefle for. (Retfærdigvis skal det dog siges, at Ida Engholm i sin afhandling om Panton skelner, og giver udtryk for, at Panton selv skelnede skarpt mellem begreberne.)

Nu må vi nøjes med Tøjners sparsomme håb, at bogen tydeliggør, at dansk design ”har en samfundsmæssig funktion, som ikke findes over alt i verden i dag. Design har ikke kun med genstandens form at gøre, design rummer også det billede af det – af virkeligheden som situation – som tingene og brugen af dem indgår i.” Vær så god, kære læser, og forsøg at kapere det. Anmelderen kan ikke – kan simpelt hen ikke se det som andet end ord sat sammen til en meningsløs række.

Det synes at være et lavt ambitionsniveau for en mammutbog på 800 sider – og det er allermest synd for de enkelte skribenter, som man synes kunne have fortjent at få deres seriøse afhandlinger sat ind i en ramme, der også rummede en sammenfatning af designbegrebet. Det kunne så enten have været redaktionen eller en af forfatterne, der havde dette som sit kommissorium.

En sådan ramme mangler, hvilket er endnu værre end forordets svada. De enkelte kapitler kan være nok så velskrevne, nok så oplysende om den enkelte designer, men skulle der være mening i at udgive disse småafhandlinger som et samlet værk, burde der også være i det mindste et forsøg på at trække den røde tråd.

Men ellers er bogens fysiske rammer fine. Den grafiske tilrettelæggelse og bindets ydre er forestået af Korsager Grafisk Design – og her er ordet design helt på sin plads. Stor ros til dette firma for et sobert og fint arbejde, hvor det stramme og konsekvente er ført igennem uden at blive snærende for tekst og billeders udfoldelse, med blot de små fravigelser, som det gode lay-out kan rumme uden at blive ”sjasket” i udtrykket.

Rosendahls Bogtrykkeri i Esbjerg har forestået fremstillingen af bogen, og også dette er nydeligt arbejde.

Hvert af kapitlerne har samme omfang, og de er alle forsynet med lister over fotografier og litteratur med undtagelse af Tøjners bidrag, som mangler bibliografi.

Billedmaterialet er naturligvis meget omfattende, og der er mange meget instruktive fotografier og tegninger. Der er dog også en del billeder, som synes at tilhøre privatlivet, og som med fordel kunne være udeladt, da de faktisk ikke bidrager til noget positivt. Et enkelt eksempel er nok: PH i færd med at skylle en flaske øl ned; billedet stammer muligvis fra en nytårsaften, i hvert fald er han udstyret med en særegen lille baret, og i baggrunden ses et lettere animeret selskab. Billedteksten lyder ”Når din hals er en halv meter nedløbsrør… PH betænker sin ølhund.” Det turde være overflødigt.