Kvindeskæbner 1767 - 1817

Af Trine Grejsen, Grenå Egnsarkiv

Indledningsvis får vi en kort gennemgang af indholdet af alle de 21 kvindeskæbner og lidt nærmere om hvad bogen vil belyse, nemlig kvinders sociale forhold i Hillerød 1767-1817..

Første del om 20 kvindeskæbner, der har ført til optegnelser i myndighedsarkiver med relation til Hillerød og enkelte udløbere. Det er lykkedes at finde materiale nok om hver kvinde til at skrive i gennemsnit to sider, og skæbnerne er jo præget af de begivenheder, der har ført til myndighedernes optegnelser af oftest ulovligheder. Langt de fleste ulovligheder er begået i forbindelse med fødsel af uægte børn, men beretningerne spænder vidt fra manglende arv, over fosterdrab til ”de nøgne børn”, der skulle bruge af deres sparsomme arv for at få tøj. Skæbnerne kommer ikke i kronologisk rækkefølge, hvad der kan forvirre, da den øvrige opdeling ikke er særligt klar. Det er på mange måder en umulig opgave at formidle disse småhistorier på meget mere end de få linjer, der er bevaret i arkivalierne, det har forfatteren forsøgt at give liv ved at finde alle mulige detaljer om huset, familieforhold og enkelte gange også mere generel viden, det har nogle steder kvalificeret historien, men har slægtsforskningens svagheder, at det spændende og emnet drukner i navne, årstal og familierelationer, der er sagen uvedkommende

Et eksempel: I sagen, der begynder med en ugift tvillingemoder, der føder to drenge og som får hjælp af en jordemoder. Jordemoderen Cecilia Magrethe Brülou var født omkring 1772, og hun kan være svigerinde til Magrethe Brülou, der omtales senere som Bager Bøgs kone. Bagerfamilien fik to piger i henholdsvis 1778 og 1779, som begge fik navnet Cecilie/Cecilia Magrethe. De blev måske opkaldt efter slægtningen, der var 6-7 år ældre. De to ens navne skyldtes, at det første barn døde efter 3 ugers forløb, hvorpå det næste pigebarn ”arvede” den døde søsters navn. Cecilia Magrethe Hendriksen havde været gift med handelsmanden Peter Brülou og omtales i kirkebøger, folketællinger og hos myndigheder som Cecilia Magrethe Brülou. Det eneste sted hun er nævnt med efternavnet Hendriksen, er i fødselsstiftelsens anmeldelsesprotokol.(side 26). Når man som forfatter kender mange detaljer, så er det næsten umuligt at lade dem ligge, men der må være grænser og ikke mindst ved gisninger. Er der ikke rejst flere spørgsmål end der er givet forklaringer? Hvordan svigerinder? Cecilie Magrethe havde giftet sig til efternavnet Brülou? I en alder af 6 år da børnene blev opkaldt efter hende? Og taler vi overhovedet om samme person(er)?

I første del er alt, hvad man kan forvente af triste skæbner for datidens kvinder, men bestemt også for de berørte børn! Om de er repræsentative, som forfatteren postulerer, det kan man sikkert diskutere, men de giver et sjældent detaljeret indblik livet i perioden.

Anden del handler alene om én skæbne, nemlig Birthe Kirstine Piilströms. Om hende er der bevaret flere forhør og retssager. Der er derfor er langt mere materiale om hende end om de øvrige. Historien kort tager sin dramatiske begyndelse den 27. maj 1788, hvor Mørkegade 103 brænder, og en tjenestepige bliver anklaget og frikendt for ildspåsættelse, mens hende, historien handler om, bor i huset med sin far og en voldelig og drikfældig nabo, der om efteråret blev anklaget for husspektakler og vold, og hvor det fremgår af vidneforklaringer, at han også havde et forhold til Birthe. I marts 1789 føder Birthe et barn i køkkenet, hun undersøger det, og barnet lever ikke. Hun svøber det i gamle klude, gemmer det og går i seng. Hun bliver opdaget pga. blodet på gulvet og anmeldt. Hun udlægger den tidligere nabo som barnefader, men han benægter alt. Barnet bliver obduceret, og man konkluderer, at barnet sikkert er død ved at falde på hovedet ud af moderen ved fødslen. Men uanset hvad så var straffen for fødsel i dølgsmål streng, og Birthe bliver ved alle retsinstanser dømt til halshugning, hjul og stejle, men retspraksis indeholdt en formildelsesdom og som regel en benådning efter et nogle år. Birthe forlod forbedringshuset i 1893. Det er en meget spændende og også gribende historie, der viser hvor gennemreguleret det danske samfund var allerede den gang. 

Tredje del, Hillerød i slutningen af 1700-tallet, består af en bearbejdet afskrift af byfogdens beretning i forbindelsen med folketællingen 1787 og herefter forskellige optællinger baseret på folketællingen 1787 og kirkebøger, hvor mange husholdninger der var fordelt på gader, antallet af enker og enkemænd, erhverv for kvinder som husstands overhoveder, børnedødelighed etc.

Fjerde del er 6 små slægtstavler for 6 af de i bogen omtalte personer, dog er halvdelen af tavlerne på nogle af de omtalte mænd!

Femte del består af kilder og litteratur. Især litteraturlisten er lidt speciel, da den både indeholder fx Gyldendals DVD leksikon og titler fra arkivernes informationsserie, men sikkert også gode tips til lokalhistoriske bøger fra Hillerød, en del af forfatteren selv.

Sjette del består af en opgørelse af antallet af beboere fordelt på gader i 1787 og derefter et personregister over de personer, der er nævnt i bogen, deres erhverv og adresse, men uden sidehenvisning til de steder de er nævnt i bogen! 

Illustrationerne i form af tegninger leder tankerne hen på en ”1970er-socialrealistisk-børnebog”. Heller ikke blandingen af direkte og tillempede citater er lige min stil, vælg det ene eller det andet og så med en note, især når der ikke er ”korrekt” citeret. Det behøver ikke også at være til kirkebogen eller folketællingen, hvor det meste kan slås efter. Men der er ikke én note trods de omfattende kildestudier, det er synd for det store arbejde.

Denne kritik kommer fra den udenforstående historiker, for jeg ville da ønske at nogen havde gennemgået materialet lige så grundigt for ”min” købstad. Jeg anerkender det enorme arbejde med kilderne, der ligger bag denne bog, og det står klart for enhver, at forfatteren har brugt mere end et par dage på at samle og finde de mange relationer i materialet. Det er bare ikke nemt at lave til en meningsfyldt sammenhæng i bogform. Men det er et gennemtrevlet og tilgængeliggjort spind mellem mange typer af arkivalier lige til at udnytte i formidling, og det kan jo gøre enhver arkivar lidt blød i knæene, men ikke så blød som, hvis der havde været bedre noter og langt færre uvedkommende gisninger og detaljer. Men der skal der da nok være en del slægtsforskere og andre folk med Hille”rødder”, der ikke har fået detaljer nok og som denne bog vil begejstre.