Dansk Industri - Sukkerfabrikkerne
Af Brian Wiborg, museumsinspektør, Danmarks Industrimuse.
Råvarerne til dansk sukkerproduktion, sukkerrør, blev indtil 1872 importeret fra kolonierne, men på baggrund af inspiration fra Tyskland især søsattes på samme tid to sukkerproduktioner i Danmark baseret på en anden råvare, sukkerroen. De to sukkerfabrikker var fundamentalt forskellige i deres organisation, men ikke i produktionsmetoderne. Den ene, De danske Sukkerfabrikker, iværksattes med ingen ringere end C. F. Tietgen som bagmand, selvfølgelig som et aktieselskab med nationalt perspektiv. I Odense placerede dette et sukkerkogeri, beliggende centralt for de fynske bønder man forventede ville kaste sig over roedyrkningen. På samme tid skød en anden sukkerfabrik op på Lolland. To brødre, Erhard og Johan Frederiksen, følte sig kaldet til at medvirke til indførelsen af roesukkerfremstillingen i Danmark. De ville gerne have haft Tietgen med i finansieringen af deres fabrik, men denne havde sit eget projekt. Man opdyrkede i stedet finansieringen lokalt, ligesom denne virksomhed rummede både råvare- og produktionssiden, et avlsbrug og en fabrik, fabrikken Lolland (i 2007 udpeget som nationalt industriminde). Udover at sukkerfabrikken på Lolland selv sørgede for dyrkningen af råvarer, var den vigtigste forskel i forhold til De danske Sukkerfabrikker, at fabrikken Lolland var et udpræget lokalt orienteret projekt.
Med beretningen om De danske Sukkerfabrikker og sukkerfabrikken Lollands etablering som indledning, begynder Hanne Christensens bog herfra at udfolde historien om disse samt syv andre sukkerfabrikker, der oprettedes i Danmark mellem 1872 og 1912, hvoraf et par var knopskydninger af De danske Sukkerfabrikker. Hver virksomhed behandles bredt, og der berettes om virksomhedernes etableringsproces, organisation, finansiering, lokalisering, bygninger og arkitektur, produktionsanlæg, medarbejdere m.m. Man bliver således præsenteret for en lang række indgangsvinkler til den danske roesukkerproduktions virksomheder. Historien om hver virksomhed fortælles til den, for nogles vedkommende, bitre ende med lukninger i 1960’erne og 1990’erne og Daniscos foreløbige afrunding som landets eneste sukkerproducent med fabrikker i Nakskov og Nykøbing Falster.
Forskellen på de to første roesukkerfabrikker, den nationale og den lokale, er et bærende element gennem hele sukkerproduktionens historie. Det nationale og det lokale er ligeledes et gennemgående tema i bogen, og det giver roesukkerhistorien et ganske interessant perspektiv. Det siger sig selv, at når man skal omkring en lang række emner for hver virksomhed, så når man aldrig i dybden på under 200 sider. Men bogen giver en fin oversigtshistorie over dansk roesukkerproduktion ved at kæde de forskellige fabrikkers udviklingshistorie og skæbne godt sammen og rummer et godt perspektiverende kapitel med en sammenhængende og konkluderende oversigt. Det er derfor meget positivt, at forfatteren ikke kun har sat sig for at beskrive sin egen lokale virksomhed, der blev udpeget til nationalt industriminde, men tager fat i hele branchen. Og da de forskellige virksomheders fysiske manifestationer og levn behandles indgående, et det ikke kun en bog om roesukkerproduktionen i Danmark, men også et redskab for dem, som måtte have interesse i industrikulturens efterladenskaber.
