Den Jyske Historiker - Industrimiljøer

Af Brian Wiborg

Temaet for nyeste udgave af Den Jyske Historiker er industrimiljøer. Industrihistorien har også i tidligere udgaver været i fokus, men denne gang handler det først og fremmest om industriens materielle kulturarv; genstande, bygninger og landskaber. Dette nummer af Den Jyske Historiker samler sammen på den satsning, der var fra Kulturarvsstyrelsen på industrisamfundets kulturarv fra 2004 kulminerende med Industrikulturens År i 2007, og den række af industrimiljøer, der blev undersøgt af flere af landets museer i samme forbindelse.

Efter redaktørernes indledning, hvor den vedholdende fortælling om Danmark som landbrugsland problematiseres, industrialiseringen periodiseres og udlandets stærkere tradition for industriens kulturarv som interessefelt gennem feltet industriel arkæologi fremhæves, folder Caspar Jørgensen de tekno-økonomiske paradigmer og industrimiljøer i Danmark 1770-1970 ud i Den Jyske Historikers mest spændende artikel. Der svæves over vandene i artiklen, som giver et godt overblik over forskellige tidsperioders industrielle udtryk. Udgangspunktet for Caspar Jørgensen er tvedelt, idet det er naturressourcerne og bysystemet, der i skøn forening har formet industriens lokalisering, og industriens fysiske miljøer har været udformet under skiftende paradigmer gennem 200-års perioden 1770 til 1970.

Fra 1770 til 1840 sås en gryende industri i København med de første dampmaskiner, men ellers var det i provinsen, at man oplevede de første fysiske forandringer forårsaget af industrien med endnu primitive fabriksbyer som Gudumlund ved Aalborg og Christiansdal ved Haderslev, Køng og ved et par herregårde. Industri i form af ny infrastruktur satte også i mindre omfang spor med forbedringer af landevejssystemet, de første molehavne samt Ejderkanalen, Odense Kanal og Suså Kanal. Bygningsmæssigt var man knap fremme ved den klassiske fabriksbygning endnu.

Perioden 1840-1890 var dampen og jernbanens tidsalder. Deciderede fabriksanlæg etableredes indenfor de bebyggede områder i byerne, der oplevede en voldsom vækst efter 1870, således at industri og beboelse stadig boede dør om dør.

Tiden fra 1890 til 1950 karakteriseres som stålet, elektricitetens og sværindustriens tidsalder. Produktionen på fabriksanlæggene skiftede karakter med øget fokus på planlægningen af produktionsprocessen og transport og selve de fysiske anlæg blev gradvist større på f.eks. B&W og Carlsberg. Der indrettedes flow-produktion med produktionslinjer og mekanisering af flere og flere operationer undervejs i produktionen. Byplanerne ændredes sig også med begyndende adskillelse mellem bolig og fabrik.

1950-1970 betegner Caspar Jørgensen som olie-, bil- og masseproduktionens tidsalder. Den rationalisering af produktionen, der var begyndt i forrige periode blev nu gennemført i langt større skala, og samtidig gik kommunerne rundt om i landet meget aktivt ind i planlægningen af industriområder og passende infrastruktur til den voksende landevejstransport. Bygningsmæssigt ændrede fabrikken karakter. Fra at være en bygning tilpasset en specifik produktion, blev fabriksbygningerne nu etableret som langt mere funktionelle og fleksible fladebygninger, hvor produktionslinjer kunne ændres hurtigt og enkelt, uden at bygningerne behøvede at ændre udformning også.

I de følgende artikler i Den Jyske Historiker gennemgår René Schrøder Christensen udviklingen af de danske erhvervshavne fra 1840 til 1970, Hanne Christensen beretter om dansk sukkerroeindustris bygninger fra 1872 til 1912, og Morten Pedersen skriver om cementindustrien i Aalborg og de bygningsmiljøer, det har genereret. Alle tre artikler er sammenfatninger af noget, som forfatterne selv har udgivet tidligere, men sat i sammenhæng med Caspar Jørgensens syntesesøgende artikel forinden, danner de gode perspektiveringer herpå.

Temaet slutter af med svenske Maths Isacsons ”Industriminnen som kulturarv” og Anna Storms ”Industriella platser i ny gestalt”. Sidstnævnte gennemgår eksempler på fabriksanlæg, der har forandret funktion i Sverige og mere overordnet den nyfortolkning af den industrielle arv, der er foregået. Denne artikel ligger godt i forlængelse af førstnævnte artikel af Maths Isacson, hvor man får en glimrende indføring i synet på den industrielle kulturarv i Sverige og forandringerne herpå. Interessen blandt Sveriges kulturhistorikere var i grøde tilbage i 1970’erne, hvor en lavkonjunktur forårsagede væsentlige forandringer i industrien med mange fabrikslukninger. Men det var først i 1990’erne, at den industrielle kulturarv blev accepteret på lige fod med andre kulturhistoriske områder. Først da fraveg den første opmærksomhed omkring industrihistorien i 1970’erne sin venstreorienterede optik, hvorfor de store centralmuseer og regionale museer begyndte at tage deres industrielle arv alvorligt. Der blev fundet resurser til at bevare et udvalg af svenske industrimiljøer, og man påbegyndte et stort arbejde med at omdanne gamle udslidte fabriksarealer til andre by-formål. Og undervejs skiftedes fokus fra 1970’ernes optagethed af socialhistorien i en venstreorienteret optik til større opmærksomhed på industriens fysiske kulturarv som et positivt kulturhistorisk tema at beskæftige sig med.

Som altid bugner Den Jyske Historiker af nyeste forskning, og i dette tilfælde udgør skriftet et vellykket og oplagt sted at begynde, hvis man skal have et godt indblik i udviklingen af den industrielle kulturarv i fysisk forstand i Danmark og til dels i Sverige.