Træ og visioner
Af Kenn Tarbensen, historiker, ph.d.
Virksomhedshistorie, erhvervshistorie, industrihistorie… Kært barn har mange navne. Et af de tre centre, der findes i Danmark inden for dette felt, Center for Industri- og Erhvervshistorie (oprettet i 2005 som et samarbejde mellem Danmarks Industrimuseum i Horsens og Syddansk Universitet), har nu udgivet den første bog.
Bogen handler om de to trævarevirksomheder ”Bastian” og Severin & Andreas Jensens Møbelfabrik, der er eksempler på gründervirksomheder i 1800-tallets sidste halvdel, hvis overlevelse med historiske alen ingenlunde kan kaldes langvarig. Den første lå i Horsens, den anden i København. Disse geografiske data er underforstået som paratviden – først et stykke inde i bogen bliver det klart for læserne.
”Træ og visioner” er skrevet af to museumsinspektører, Kirsten Rykind-Eriksen fra Vejle Museum og Kristoffer Jensen fra Industrimuseet i Horsens, og er forsynet med forord og indledning af professor Per Boje, der foruden redaktør af bogen, også er centrets leder.
Kristoffer Jensens bidrag (s.17-81) har titlen ”Grev Frijs’ bristede industrielle drøm. Trævarefabrikken Bastian 1875-1895”. Det er fortællingen om Danmarks store jordbesidder, grev Frijs fra Frijsenborg ved Hammel, der i midten af 1870 anlagde en trævarefabrik i Horsens. Ambitionerne var store. Bastian skulle være en mønsterfabrik både arkitektonisk set og med anvendelse af moderne teknologi. Historien rummer mange facetter, bl.a. var det Frijs’ drøm at bryde den dominerende opfattelse af, at dansk tømmer mest var velegnet til brænde. Hans egne store skovbesiddelser var et godt udgangspunkt, men de store ambitioner blev kørt i sænk af bl.a. lavkonjunktur, forkerte strategier og elendig ledelse. Fabrikken overlevede kun 15 år som produktiv virksomhed. Kristoffer Jensen tøver da heller ikke med at se Bastian som en fiasko.
Bogens anden historie har titlen ”Alt for kunderne! Severin & Andreas Jensens Møbelfabrik 1861-1892”. Kirsten Rykind-Eriksen beskriver indgående den københavnske møbelfabriks historie fra etableringen i 1861 og frem til 1892. De to brødre havde begge en håndværksuddannelse bag sig, og visionen var at lave kvalitetsmøbler til middelstanden. Under påvirkning fra G.F. Hetsch sprang de to på tidens kunstindustrielle bølge og leverede som noget af det første inventaret til Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Med et solidt netværk lykkedes det hurtigt brødrene at skabe en anseelig forretning på trods af en tilsyneladende dårlig økonomi, der tvang dem ud i en spekulativ brug af kreditter. Også denne historie rummer mange facetter, f.eks. virksomhedens unikke servicering af kundekredsen og en tidlig anvendelse af bric-a-brac-systemet, altså sammensætning af forskellige elementer efter kundernes særlige ønsker.
Begge historier er velresearchede i arkivalier og trykte kilder. De er velskrevne og der er masser af gode betragtninger og perspektiveringer. Kirsten Rykind-Eriksens kunsthistoriske viden er tillige imponerende, hvilket fint underbygges af en lang række farvefotos af flotte møbler fra Jensen-brødrenes fabrik. ”Træ og visioner” er på mange måder en rigtig god og flot bog.
Der er dog også flere iøjnefaldende forhold ved bogen.
Det første er naturligvis det sammenbindende led mellem de to vidt forskellige historier. Per Boje forklarer sammenhængen i indledningen med udgangspunkt i den såkaldte gårdmandslinje i dansk historieskrivning. Efter denne var bønderne drivkraften i den danske samfundsudvikling. Industrisamfundets gennembrud i anden halvdel af 1800-tallet knytter sig til landbruget, nemlig virksomheder, der dels forarbejdede landbrugsvarer, dels forsynede landbruget med maskiner, redskaber m.m. Men, siger Per Boje, dermed glemmes, at det var i byerne, det moderne liv defineredes. ”Bybefolkningens efterspørgsel efter varer knyttet til moderne livsstil udgjorde grundlaget for mange nye virksomheder…”. De to virksomheders historie er således eksempler på et andet spor i industrialiseringen i Danmark, et spor, der knytter sig til den hastigt voksende bybefolkning.
Denne programagtige indledning er vel nok lidt pompøs i forhold til de to historier. I tematisk orienterede tidsskrifter eller egentlige antologier er der almindeligvis større dækning for sådanne teser i kraft af flere cases. Når to er nok i dette tilfælde, skyldes det vel paradoksalt nok, at det efterhånden er en hel del år siden, at ”gårdmandslinjen” dominerede så voldsomt, som det hævdes. Alligevel kunne det have været velgørende, hvis denne bog var blevet udbygget med flere historier inden for denne erhvervssektor, og vi var endt med et større værk. Af Carl Erik Andresens Dansk Møbelindustri 1870-1950 (1996), et værk, der inddrages i begge historier, fremgår det tydeligt, at der er mange andre for længst nedlagte møbelfabrikker, der kunne være gjort til genstand for selvstændige undersøgelser.
Det rejser så spørgsmålet om årsagerne til virksomhedernes lukning. Kristoffer Jensen søger som nævnt gode forklaringen i bl.a. dårlig ledelse. Kirsten Rykind-Eriksen beskæftiger sig ikke med emnet. Hun stopper sin undersøgelse i 1892, men fabrikken fortsatte frem til 1928, hvor den trådte i likvidation. Som læser sidder man tilbage og savner en form for afrunding. Det gælder underligt nok også Bastian-historien. Udgangspunktet er nemlig, at fabrikken som et af de første fabriksanlæg opnåede fredningsstatus i 1986. Fabriksanlægget kom tilsyneladende herefter til at rumme en telefonfabrik, men det nævnes blot i slutningen nærmest som en slags underforstået paratviden. Det er nok lige meget forlangt af læserne, der også snydes for nogle nye fotos af fabriksanlægget i dag.
Så den eneste lille indvending er blot, at man kunne ønske sig lidt mere af det hele.
