Menu

Uldjydens triumf

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 143

 

Af Michael Riber Jørgensen, Museum Thy

Tøj på kroppen har vi alle brug for. De fleste af os er nok også stødt på begrebet ”uldjyder”. I det 87. bidrag til serien ”100 Danmarkshistorier” kan vi nu få begrebet og historien bag foldet ud af Kristine Holm-Jensen, direktør for Museum Midtjylland.

Netop den midtjyske hede, og særligt egnen omkring Herning og Ikast-Brande, forbinder mange måske stadig med tøjproduktion. I et lille århundrede, fra slutningen af 1800-tallet og frem, var netop disse byer centrum for en tekstilindustri, som på én gang var noget særligt midtjysk og samtidig afspejlede den generelle samfundsudvikling i Danmark med mekanisering og industrialisering, urbanisering og kvindernes vandring fra arbejdet i hjemmet til det ”eksterne” arbejdsmarked.

Hvorfor så lige Midtjylland? Ifølge Holm-Jensen var det ikke tilfældigt, at den danske tekstilindustri netop fik sit epicenter her. Ved at trække tråde tilbage til 1600-tallet viser hun, hvordan 1900-tallets tøjfabrikanter var det naturlige næste led i en tradition, der startede med hedens fåreavlere, som leverede ulden. Med hosebinderne, som strikkede tøjet, i begyndelsen primært strømper. Og med hosekræmmerne, som indsamlede tøjet og solgte det videre.

I 1877 kom jernbanen til Herning og med den muligheden for at afsætte varer længere væk. Samtidig muliggjorde den teknologiske udvikling masseproduktion af tøj. De mest initiativrige hosekræmmere blev til fabrikanter. I første omgang af stof til de skræddere, som fortsat syede det færdige tøj til kunderne. Efterhånden overtog fabriksproduceret konfektion dog markedet fuldstændigt – en udvikling, vi alle kender personificeret ved den fiktive matador Mads Skjern.

Denne udvikling, og særligt højkonjunkturen op til og under 1. Verdenskrig, var en gylden periode i det midtjyske, og de mest driftige fabrikanter skabte sig formuer på det. Akkordarbejdet gav også den menige fabriksarbejder mulighed for at tjene godt og realisere drømme om eget hus, bil osv. og bidrog dermed til en generel stigning i levestandarden – godt hjulpet på vej af den økonomiske politik under statsminister Viggo Kampmann. Medaljen havde dog også en bagside i form af den fysiske nedslidning, som mange syersker og andre oplevede på grund af de ensformige opgaver og høje arbejdspres.

Efter 2. Verdenskrig blev markedet udvidet fra Danmark til Europa og efterhånden hele verden. Som for så mange andre brancher betød den øgede globalisering dog samtidig, at det fra slutningen af 1900-tallet ikke længere var rentabelt at få fremstillet tøjet lokalt. Produktionen flyttede ud til steder, hvor arbejdskraften var billigere. De fabrikanter, der overlevede, gjorde det ved at forudse udviklingen og tilpasse sig. Det mest fremtrædende eksempel er nok Bestseller, som fik stor succes med udviklingen af kædebutikker og tøjbrands, der gjorde ejerne til milliardærer. Anders Holch Povlsen kan med en vis ret betegnes som en moderne hosekræmmer og har i perioder været Danmarks rigeste.

Der er ingen tvivl om, at Midtjylland har fostret nogle dygtige og fremsynede forretningsfolk. Som et sideløbende spor i bogen kører da også fortællingen om den iværksætterånd, der har været med til at forme en særlig midtjysk identitet. Eksemplificeret dels ved Venstres politiske dominans i et område, som ellers netop blev præget af en stor arbejderklasse. Og dels ved en selvbevidsthed, som – nærmest i en form for ”anti-københavnsk” trods – har skabt både messehaller, Boxen og FC Midtjylland. Det kan der godt være noget om. Man kan dog spørge, om det er særegent for netop denne egn. Blandt andet Ellen Damgaard og Esben Graugaard har påvist noget lignende for Vestjylland, og også i egne som Vendsyssel og Thy ses noget tilsvarende. Så måske er der mere tale om et generelt jysk eller ligefrem udkants-fænomen end et særligt midtjysk?

Det er dog en mindre anke. ”100 Danmarkshistorier” er et fint format, som præsenterer seriøs og interessant forskning på en overskuelig og letfordøjelig måde. Og alt i alt giver ”Uldjydens triumf” da også netop et kort men fyldestgørende overblik over den historiske udvikling fra hosekræmmere til Bestseller. Tiden må vise, om bogen også selv bliver en bestseller.

[Historie-online.dk, den 29. januar 2025]

Se relaterede artikler
Barndom på landet
Det produktive samfund
Dansk Industri - Sukkerfabrikkerne