Under overfladen
Af Per B. Vegger, Mønsted Kalkgruber
Den bornholmske råstofindustri er i 2007 af Kulturarvsstyrelsen udpeget som et af Danmarks 25 industrielle kulturmiljøområder, og det er derfor naturligt og prisværdigt, at Bornholms Museum udgiver et samlet værk om øens råstofindustri.
Bogen indledes naturligvis med et afsnit om den geologiske historie og råstoffernes dannelse. På få sider, og man kunne ønske at Jørgen Butzbach var tildelt mere plads, får man serveret 1700 mill. års historie, der ender med det nuværende Bornholm. En horst der i sin undergrund har kul, fosforit, ler kaolin, sandsten, granit m.m.
I et kapitel af Niels-Holger Larsen får vi en oversigt over de mange råstofindustrier, der har været på øen. For at presse så mange oplysninger som muligt ind på få sider er der brugt for meget plads på skematiske oplysninger. Små og store virksomheder er i tabelform inddelt efter produktionsår og ikke efter produktionens størrelse eller antallet af ansatte. Som læser har man ikke en chance for at skelne mellem, hvad der var betydningsfuldt eller blot blev til en parentes i historien, og er det virkeligt rigtigt, at der ikke var tørveindustri på Bornholm, eller er emnet glemt?
Hasle Klinker og Chamottestensfabrik var i mange år Bornholms største arbejdsplads og havde i perioder mellem 1961 og 1979 et personaleblad. Bladet var censureret, hvad der bl.a. betød, at vittigheder, der kom for tæt på ledelsen var bandlyst. Karen Sivebæk Munk-Nielsen har brugt bladet til at give et billede af virksomheden. Her fortælles meget om jubilæer, efteruddannelse og arbejdssikkerhed. En historie man sikkert kunne fortælle om alle større danske virksomheder, men som læser savner man en historie om produkter, produktionsgange og måske det vigtigste: Hvordan kunne en ellers sund virksomhed på få år forvandles til et fallitbo?
Der er kul på Bornholm, og under de to verdenskrige med mangel på brændsel, var der mange, der troede, at kullene kunne redde Danmark sikkert gennem kolde vintre. Interessen blev afspejlet gennem mange avisartikler, og Rasmus Normann Nielsen har dygtigt forstået at samle et stort kildemateriale til en spændende artikel. Kullene blev brudt i åbne brud og i minegange med en stor indsats af arbejdskraft og penge. Nogle få tjente penge, men Hasle Klinker og Chamottestensfabrik havde i 1921 sat en mill. kroner overstyr i kuleventyret. Et beløb der skal ses i lyset af at fabrikkens samlede salg dette år beløb sig til 600.000 kr.
Under første verdenskrig stoppede importen af kunstgødning, og da fosfat er et vigtigt gødningsmiddel på specielt sandede jorder, mente man fra statens side, at den bornholmske fosforit kunne redde en del af den danske høst. Fosforitten blev gravet ud i lave minegange, og fra starten troede man, at man kunne hente 40.000-50.000 tons. Det blev til 1800 tons vasket fosforit, og Rasmus Normann Nielsen betegner da også med rette det bornholmske fosforiteventyr ”som en dundrende fiasko”. Staten var garant og måtte indkassere en regning på 1.250.000 kr.
I 1700-tallets byggerier i København blev der ofte brugt bornholmske sandsten med frihedsstøtten som et eksempel, alle kender. 200 år efter byggeriet af obelisken var den i sørgelig forfatning og måtte stort set fornyes fra bunden. Karen Sivebæk Munk-Nielsen fortæller i et kapitel om, hvor vanskeligt det var at finde sandsten i en passende kvalitet og størrelse til kopien. Tankevækkende når man ved, hvor meget sandsten der trænger til udskiftning.
Bogen afsluttes med et kapitel om granitbrydning. En oversigt der giver svar på de logiske spørgsmål: Hvad, hvorfor, hvordan, hvornår, af hvem, til hvem, hvor meget og pris. Poul Ellehøj viser, hvordan det skal gøres på få velskrevne sider. Her får vi historien om klaphamre, skærveknusere, gravsten, fagforeninger, svensk indvandring, huggebaner og meget mere på 23 fornøjelige sider.
Næsten halvdelen af bogens sider er fyldt med relevante nye og ældre fotos med lige netop de nødvendige tekster sat op i et smukt layout. Farvebillederne opfordrer til en vandretur på Bornholm, og det ville derfor være godt, hvis bogen havde indeholdt et kortmateriale, så læseren kunne vide, hvor tingene ligger. Næppe et problem for lokale, men vi andre er ladt i stikken.
Store dele af Danmarks råstofindustri lever og har det godt, men på Bornholm er det åbenbart gået helt modsat. Hvorfor det gik galt burde være et oplagt emne at besvare i en bog af denne type, men emnet behandles ikke. Er historien om Hasle Klinker og Chamottestensfabrik stadig for tæt på?
I bogens forord ved Ann Vibeke Knudsen nævnes det, at dele af Bornholms råstofindustri ”fik – og har endnu – afgørende betydning for øens økonomiske udvikling”. Det første kan være rigtigt, men ”har endnu” kan næppe passe, for ifølge forfatterne har man for længst lukket og slukket de fleste steder. Statistiske oplysninger ville have været klædt indholdet, så vi læsere selv kunne danne et billede. Show it don’t tell it.
