Blegerier og vaskerier
Af Per Ole Schovsbo
Handelsmanden og rederen Eric Erichsen (1752-1837) sendte sit snavsede vasketøj med skibe til London, hvor det blev vasket og bleget. Den lidt usædvanlige praksis endte formentlig, da englænderne indførte blokade af danske farvande i 1807, og hvorledes Erichsen fik behandlet sit linned derefter, kan man kun gisne om. Men han gjorde måske som så mange andre rige borgere i København og Helsingør. De sendte fra midten af 1700-tallet til midten af 1900-tallet deres snavsede linned til landsbyen Sørup ved østbredden af Esrum sø, hvor hovedparten af de kvindelige beboere beskæftigede sig med vaskeri og blegeri. Årsagen var, at man på grund af sæbeluden skulle anvende ferskvand, og vandet i Esrom sø var meget renere end vandet i søerne omkring København og Helsingør. De flade områder ved søens bred var udlagt som blegdamme, fordi de gav sol, læ og frisk luft til det vaskede linned og lærreder fra vævere og væverier i nærheden.
De mange samtidige malerier af Jens Juel, Hans Ole Brasen, Edvard Petersen, Peder Mønsted og Adolf Heinrich Hansen giver beretningen om Sørup-miljøet en charmerende ægthed, der har betydning for bogens tema: fortællingen om hvorfor det er så vigtigt at respektere og bevare resterne af et særligt bygningsmiljø, der endnu står til at kunne reddes. Ikke kun på grund af herlighedsværdien, men fordi det fortæller den historie, der giver området forklaring og identitet.
Poul Christensens fortælling om Sørup tager udgangspunkt i det originale matrikelkort fra 1816 (gyldig til 1859), der viser bygningernes og blegedammenes indbyrdes placering. Sammen med folketællingerne og fæste- og skødeprotokollerne er det muligt i store træk at følge ejendommenes og beboernes historie frem mod vor tid. Det er i sig selv imponerende og vidner - sammen med den rige litteratur – om, at der er megen historisk interesse for vaskerierne og blegerierne i Sørup.
Det er også grunden til at arbejdsprocesserne kan beskrives i detaljer: Et par gange om måneden tog mændene fra Sørup, kaldet blegemændene, til byen hvor de afleverede rent tøj og modtog det snavsede i sække. Tøjet blev herefter registreret, mærket og lagt i blød i koldt vand. I de små vaskehuse (bøgehytter) var der en gruekedel og et stort trækar til vasketøjet. I gruekedlen blev bøgeaske og vand kogt til lud som man brugte som vaskemiddel før soda og sæbe kom i brug. Luden blev øst over tøjet i karret i flere omgange og tøjet lå i det varme vand natten over og dagen efter kørt på trillebøre ned til vaskepladserne ved søen. Her blev det lagt i et kar med varmt vand tilsat lud. Hvert stykke blev skrubbet i hånden for at fjerne urenheder og snavs. Det kom herefter i søens vand, hvor luden blev skyllet ud af tøjet. Om vinteren var det en kold omgang og vaskepigerne gik for lud og koldt vand.
Der blev lagt en planke ud i søen, så pigerne kunne stå nogenlunde tørt og opstillet en bankestol (vaskebænk), hvor de bankede luden ud af tøjet med en banketærskel. Bag bankestolen var der ofte opsat en læskærm af lægter og tagrør eller langhalm. Tøjet lå resten af dagen i søen, indtil det om aftenen blev kørt med trillebør op til tøjstuerne, der hver blev opvarmet af en bilæggerovn. Her lå det natten over. De næste dage skulle det tørres i fri luft på blegdammene enten på græs eller på snore. Efter 2-3 uger blev det vaskede og blegede men ustrøgne tøj lagt i de sække, som det var modtaget i og som også var blevet vasket, og afleveret til kunderne mod betaling.
Forfatteren fortæller herefter, at det som regel var kvinderne i husmandfamilierne der udførte vaskeriet, mens mændene (blegemændene) hentede og bragte vasketøjet. Det var kvinderne, der havde lært at vaske og blege, mens mændene tog sig af kunderne i byerne og af dyreholdet og jorden. Derfor var det almindeligt, at de unge kvinder giftede sig med mænd udefra, således at virksomheden i Sørup kunne videreføres uforandret og yde husholdningerne de nødvendige ekstraindtægter. Kort efter 1900 blev antallet af vaskerier og blegerier i Sørup reduceret. Forfatteren mener, at årsagerne var, at tøjet ikke længere var af hør men af andre materialer som fx bomuld, og at der blev udviklet nye vaskemidler og mekaniske vaskemaskiner. Det sidste vaskeri i Sørup var moderniseret med moderne maskiner. Det blev nedlagt så sent som i 1966.
Samtidigt med nedlæggelsen af vaskerierne blev københavnerne allerede i 1920’erne opmærksomme på de charmerende gamle huse i Sørup, hvoraf flere blev opkøbt og anvendt som sommerboliger. En del blegdamme og landbrugsarealer blev udstykket og solgt som parcelhusgrunde, og det er en udvikling, der også ses mange andre steder. Idyllerne og herlighederne tiltrækker nye beboere, der derefter ombygger og ændrer bygninger, veje og bevoksning, så både idyl og herlighed forsvinder for altid. Bygningskulturen på landet har i Danmark i modsætning til mange andre lande ikke den store bevågenhed på trods af mange tiltag gennem tiderne. Landskabet og naturen er i en vis udstrækning beskyttet af naturfredningsfolkets indsats, mens de fine gamle landsbymiljøer omkring gadekærene, vandmøllerne, kirkerne eller vaskehusene som fx ved Sørup forsvinder sammen med områdernes identitet og historie.
[Historie-online.dk, den 28. maj 2019]
