Briggen Claus af Fanø
Af Ulla Weishaupt
Natten den 30. november 1897 grundstødte briggen Claus på Fanøs kyst kun 200 meter fra land, lidt nord for den gamle Kirkevej. Den næste morgen kl 7:30 så skomager Hansen det smukke skib stå med agterenden mod strand og lige efter det første lig, der skvulpede i strandkanten. Det var skibets kaptajn, og kort efter drev endnu et lig i land. Hansen skyndte sig op til Strandgården i Rindby og fik slået alarm, og kl. 9 kunne redningsbåden sættes i vandet, så man kunne komme ombord på Claus. På nær skibskatten der fredeligt sov i sofaen, var det et tomt skib, der bar præg af at være forladt i hast. Rundt omkring stod der halvfulde kaffekrus, søkort lå oprullede på bordet, og lampen brændte stadig.
Hvad der skete den aften på briggen, får vi aldrig at vide, men kan kun gisne. Der har været flere teorier fremme, dels at de troede sig strandet på det farlige Horns Rev ud for Blåvandshuk, dels at de vidste, hvor de var og at brændingen, set fra skibet ind mod land, ikke tog sig ud af noget farligt, men ville være let at passere i jolle, og endelig at kokken skulle være faldet over bord og mandskabet havde forsøgt at rede ham. Men et er sikkert, dem der kender svaret, tog det med sig i døden. Det er en trist historie, og dobbelt trist dersom besætningen var blevet ombord på Claus, havde alle stået til at rede. Som om det ikke er nok, er der tale om et Fanøskib, med besætningsmedlemmer med familier i Nordby. Ikke noget at sige til, at det er en stranding der har sat sig dybt i befolkningen, og som stadig huskes.
Sven B. Anthonisen har med denne bog skrevet et spændende stykke skibs- og samtidshistorie. Bogen starter med en fin beskrivelse af datidens sømandskab, idet vi følger Claus på langfart i 1888 - 1889. Rotterdam - Molukkerne - Marseille. Claus var bygget til langfart, og De Dansk Vestindiske Øer, hvor lasten stod på sukker og rom, havde flere gange været målet i de 17 år, briggen havde krydset verdenshavene. Vi får også indblik i brevvekslinger mellem kaptajnen og rederiet hjemme på Fanø. På den måde får vi kendskab til forhold omkring skibsbyggeri, ordre og godsfragt, og hvordan livet også har været i skipperfamilierne. Vi følger også livet i land i dagene lige op til strandingen i forbindelse med det nye forsamlingshus i Rindby, som netop blev indviet den skæbnesvangre dag 30. november. En indvielse, som nogle efterfølgende har ment var skyld i, at ingen så de nødblus og hørte de nødråb, der kom fra Claus. Selve bjergningen og avisernes store interesse for sagen fylder i sagens natur meget og i bogen. Vi kommer tæt ind på de følelser der har været, og frustrationen over det meningsløse tab af otte mænds liv.
Til sidst i bogen er et genoptryk af L. Mylius Eriksens (Polarforskeren der selv omkom på dramatisk måde under Den store Danmarkekspedition til Grønland 1907) novelle ”På den hjemlige ø”, som er en del af novellesamlingen Strandingshistorier, udgivet i 1901
Bogen er rigt illustreret og har fine noter med henvisninger til materiale. Lige som der også er en litteraturhenvisning og en lille samling af nyttige hjemmesider. Hvis man holder af skibshistorie og af Fanø, så er denne bog ikke til at komme uden om. Den er velskrevet og godt dokumenteret, og så er den lavet i samarbejde med Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling, der har lavet en særudstilling, der fortæller historien om den tragiske stranding. Udstillingen fortæller både om skibet, om den sidste voldsomme rejse og om den dramatiske stranding på Fanø. Desuden viser udstillingen effekter og omtaler minder, der knytter sig til briggen Claus og viser, hvordan beretningen om Claus stadig er levende på Fanø. Udstillingen vil kunne ses til og med 31. oktober på Fanø Skibs- og Dragtsamling, hvor også bogen vil kunne købes.
[Historie-online.dk, den 19. maj 2020]
