Menu
Forrige artikel

Dragør i 1700-tallet - et maritimt bysamfund

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 9834

Af Caspar Christiansen

Danmark oplevede i 1700-tallet et hundredeår med stigende velstand. I den sammenhæng er der skrevet mange værker om den øgede handel, og hvordan Danmark udviklede sig med den oversøiske handel og neutralitetsforbundene. I dette værk følges en af de byer, der fik mest ud handelens opblomstring, Dragør. Bogen er skrevet af pensionerede arkivar ved Dragørs Lokalarkiv, Birthe Hjorths. I forbindelse med hendes arbejde har hun stiftet bekendtskab med dragøernes historie, og har efter sin pension valgt at skrive lokalsamfundets historie. Bogen følger således udviklingen fra fiskersamfundet omkring 1700 og frem til 1801, hvor Dragør havde udviklet sig til en driftig søfartsby.   

Bogen følger Dragørs udvikling kronologisk, i starten gennem Store Nordiske Krig 1712-1720, siden hen gennem de fogeder der var udpeget for Dragør. I den første fjerdedel ser vi således dragøernes oplevelse af krigen, både som matroser og lodser. Efter krigen følger vi udviklingen i Dragør gennem fogedernes embedsperioder, op til 1801. Dragøernes historie har været en begivenhedsrig en, med evindelige stridigheder med både kongen og især Hollænderbyen. Bogen dækker utroligt mange af de konfrontationer de havde, med kongen var det klager over for høj skat og for meget pligtarbejde, med Hollænderbyen var stridigheder over sæder i kirken, rettigheder til jorden og arverettigheder. I løbet 1700-tallet følger vi ligeledes hvordan havnen udbygges, og dragøernes stigende engagement i handelen, både som styrmænd og skibsejere. Henimod slutningen af 1700-tallet havde Dragør opnået at blive den næstestørste by tonnagemæssigt, lige inden napoleonskrigene og de efterfølgende års krise.

Grundlaget for bogen er naturligvis de overleverede arkivalier. Beklageligvis er en stor del af dem gået tabt i en brand i St. Magleby i 1812. Det har efterladt Birthe Hjorth med Københavns Amts arkiv, hvortil dragøerne flittigt skrev til amtmanden og klagede. Materialet fra Amtet har hun dygtigt suppleret med oplysninger fra andre relevante arkiver, primært fra Søetaten, men også rentekammeret o.lign. Det omfattende materiale er det lykkedes at få en 280 siders bog ud af, der så rigeligt dækker de 100 års historie. Manglerne i arkivalierne giver naturligvis et par huller hist og her, men det er vilkårene.

Dragøernes historie har tydeligvis været en begivenhedsrig en. Vi får serveret utroligt mange små sidehistorier undervejs, og kombineret med de mere gennemgående historier om handel, skat og forholdet til Hollænderbyen, giver det en god indsigt i Dragørs historie i perioden. Det giver desværre bogen problemer med tempoet og sammenhængen, ikke alle sidehistorier er lige relevante. De mange selvstændige historier der kobles sammen, er både bogens styrke og svaghed. De giver et mangefoldigt billede af Dragørs historie i 1700-tallet, men gør samtidig at bogen peger i mange forskellige retninger. Hvis der var blevet valgt et par centrale emner ud, der kunne formidle udviklingen fra fiskersamfund til driftig handelsby, havde det måske kunnet modvirke det. I stedet er ALT taget med, det er svært at forestillet sig der er breve tilbage i Dragør Lokalarkiv Birthe Hjorth ikke har læst. Hun undgår stort set blot at refererer kildematerialet i kronologisk rækkefølge, men undtagelsesvis har man fornemmelsen af, at noget er medtaget, fordi det var næste indførsel i journalen.

Under alle omstændigheder er det underholdende læsning, med et væld af informationer om Dragørs, og derigennem også Danmarks, udvikling i 1700-tallet. Bogen lover at fortælle om Dragørs i 1700-tallet – et maritimt bysamfund, og det gør den.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
København – byen bag voldene
Kim Furdal: Kampen om lokalhistorien 1-2.
Smeden & skaberværket.