En bondepiges erkendelser

Af Regitze Kruuse

Ebba Poulsen blev født på en lille 18 tønder land stor gård, kaldet Bakkely, i Svedstrup (Udlejre Ølstykke sogn) i 1930erne som 4.barn ud af en flok på 5. Hun fortæller levende og interessant om sit liv i en tid, der forekommer de fleste meget fjern, selvom det er tydeligt, at den ligger lige om hjørnet, for vores bedsteforældre og oldeforældre oplevede den på deres egen krop.

I 1945 giftede hun sig med Arne, hvorefter de flyttede ind hos svigerfaderen på den middelstore gård Birkedal i Jørlunde. Svigerfar gik på aftægt, men havde alligevel svært ved at slippe tøjlerne helt, så der blev nogle knirkerier, men dog ikke det voldsomme.

Ebba og Arne kunne desværre ikke få børn, men de adopterede en dreng og en pige, men Ebba fortæller ikke ret meget om dem, udover at datteren siden fandt frem til sin biologiske mor, der viste sig at bo i Australien - og som en stor oplevelse i Ebbas liv tog hun og datteren på besøg her.

Børnene var ikke interesserede i at overtage gården, og Ebba og Arne klarede sig med forskellige medhjælpere fra ind- og udland, og hun beretter langt mere om disse end om sine egne ønskebørn, som hun kalder dem.

I 1966 besluttede de at følge med tiden og ændre deres blandede landbrug til kvæg (baseret på mælkeproduktion) og svineavl. Da var gården på 35 hektar med 40 køer, 40 ungdyr og mange svin.

Ebba og Arne var gift i 40 år, men de sidste år blev svære, da Arne fik kræft og siden døde heraf, hvorefter Ebba lod sig overtale til at omdanne gården til et interessentskab, men hun og den nye mand kunne desværre ikke få det til at fungere rent menneskeligt. Selskabet blev opløst, og Ebba blev på gården, men efter en tid måtte hun indse, at alderen, økonomien og andre ting tyngede for meget til, at hun kunne klare det, så hun måtte med sorg sælge sit hjem.

Hun flyttede herefter til landsbyen St. Havelse, hvilket blev et rent kulturchok for hende, der hidtil havde levet trygt på en gård med kendte mennesker omkring sig – nu kom hun pludselig helt tæt ind på naboerne, selvom landsbyen blot er lille.

De valgte billeder er små, men det gør ikke spor, for virker nærmest som vignetter, der giver de rette glimt af Ebbas verden.

Ebba Poulsen fortæller en god historie, og man må sige, at det er en skam, at forlaget ikke har en bedre redaktør, for der er beklageligvis mange små fejl som fx mystiske orddelinger (”barndoms hjemmet”, ”frem elskede” og ”syge forsikret”).

Punkteringen er også en fæl affære: Sære punktummer inde midt i sætningerne; komma foran næsten alle at-sætninger, hvilket er en grim sprogfejl; og indskudte sætninger med kun ét komma. Desuden optræder der en sætning, som det trods megen møje ikke er lykkedes mig at dechifrere: ”Det kunne verserende rygter give, ikke så få ulykkelige beretninger om – i de tider”!!