Energi fra våde moser samt Livet i Store Vildmose

Af Erik Helmer Pedersen

Oppe i Vendsyssel lå der i ældre tid to store højmoser: Store Vildmose 20 km nordvest for Aalborg og længere vest på et noget mindre område, bestående af Lundergards Mose, Koldmosen og Sandmosen. Begge højmoser var oprindelig en del af Limfjorden, men blev ved en landhævning til et skovklædt landskab, som så atter igen forsumpedes til et vandfyldt moseområde. Her dannedes over flere tusinde år et tørvelag på 3-5 meters tykkelse, nederst mørkt og sammenpresset, øverst lysere og løsere i strukturen, populært kaldet ”hundekød”. Højmoserne var da bevokset med forskellige urter og buske, men blev under den store sandflugt i 1500-1600-tallet dækket med et tyndt lag sand. I jernalderen (500 f.Kr. – 850 e.Kr.) var området delvis beboet, men lå derefter øde hen, til vi når hen i slutningen af 1700-tallet. Her begyndte man at interessere sig for de store tørvereserver, der lå ubenyttede hen, og det førte
i næste århundrede til en begyndende opdyrkning, om end i det små.

Først da maskinalderen er en kendsgerning omkring 1870, råder man imidlertid over trækkraft og maskiner, der enten muliggør en industriel udnyttelse af tørvemassen eller dens omdannelse via en tilbundsgående afvanding og kultivering til landbrugsarealer, først med græs og senere med korn og nu kartofler. I de tre vestlige moser plus en senere tilkøbt mindre del af Store Vildmose fabrikeredes 1920-60 tørvebriketter i store mængder (”Kaas-briketter”), og især tog fremstillingen fart, da man i 1930’erne tog moderne fræse- og tørringsmetoder i anvendelse. I Store Vildmose gravedes tørv i store mængder under og lige efter de to verdenskrige, medens landbrugsudnyttelsen tog fart i mellemkrigstiden. Store Lanz-fræsere med enormt brede hjul gjorde det i sammenhæng med afdræning og mergling muligt at kultivere og tilså tørvelaget, så arealet kunne opdeles i fenner til senere afgræsning og høbjergning. I moderne tid er såvel de afgravede mosearealer som dele af den resterende højmose omdannet til frodig agerjord, der bærer tonsvis af Vildmosekartofler. Og da forne tiders vildmoseeventyr var ved at ebbe ud, blev det ligefrem en folkesag at bevare mindet herom, ikke alene ved at fortælle og skrive om arbejdet, men også ved at danne lokalhistoriske mindeforeninger som Vildmoseporten, Egnssamlingen Saltum, Moselauget og ikke at forglemme Vildmosemuseet i Brønderslev. Hvert år afholder Moselauget over tre aftener i juli en historisk demonstration i tørveskæret ved Koldmosen ved Moseby, hvor muntre tørvebisser graver tørv som ”i gamle dage”. Desuden indsamles en mængde erindringer om livet i mosen, som nok kunne være besværligt og krævende, men som også gav den lokale befolkning nogle gode beskæftigelsesmuligheder. Og med den kulturhistoriske og økonomiske betydning, der må tildeles den moderne oplevelsesturisme, har de historiske efterladenskaber en tiltrækningskraft, der efter alt at dømme vil vokse over tid.

Jan Svendsens og Børge Møllers bøger skildrer i detaljeret form denne udvikling. Førstnævnte udgav i 2009 på sit forlag DialogForum i Brande en populærhistorisk skildring af livet i vildmosen ”Tørvene triller”, men savnede da en samlet fremstilling af mosernes historie og historiografi. Han blev da sat i den heldige situation at kunne dele arbejdet med en ekspert i Kaas-briketternes historie, tidligere isenkræmmer i Pandrup, Børge Møller, Aalborg, og begge med en lokalhistorisk arbejdsgruppe som fælles rygstød. For Jan Svendsen står temaet ”mennesker, myter og morads i Danmarks tidligere ødemark” som det centrale, om end undertitlen til værket angiver den omvendte rækkefølge. I de første tre af fem hovedafsnit følges mosen i al dens morads over 4.000 år frem til begyndelsen af 1800-tallet, hvorefter dens kultivering skildres i fem kapitler frem til sidste afsnit ”Mennesker i dagligdagen”. Kildematerialet hertil har han i hovedsagen hentet fra den eksisterende historieskrivning, suppleret med oplysninger fra det foreliggende biografiske materiale. Forfatteren bruger desværre ikke et notesystem, men oplyser dog i mange tilfælde, hvorfra han har hentet sine oplysninger, jf. en kortfattet kildeliste bag i bogen.

Eftersom Store Vildmose, den være sig øde eller udgravet, på mange måder spiller en ganske stor rolle i det moderne Danmarks topografi og derfor har fundet vej til Danmarkshistorien, kunne man nok have ønsket sig, at forf. havde søgt at grave lidt dybere i det historiske kildemateriale.
Det oplyses rigtignok, at der i 1920 nedsættes en særlig Vildmosekommission med forpagter, den fhv. frikonservative landstingsmand Chr. Sonne som formand, men det forbliver ved yderværkerne. I sine erindringer ”Min Livsmelodi” fra 1938 vier Sonne et helt kapitel til arbejdet i Vildmosekommissionen, og gik man endnu tættere på historien om kommissionens baggrund og virksomhed, ville mange ting stå klarere i den spændende, men desværre kun delvis undersøgte historie om den danske husmands- og jordpolitik i de første årtier af 1900-tallet. Når den radikale jordpolitiks argeste modstander, Venstres landbrugsmininister og senere statsminister Ths. Madsen-Mygdal valgte den højt respekterede forpagter Sonne som Vildmosekommissionens formand, fik han en fast garanti for, at Store Vildmose-projektet ikke blev brugt som et stykke jordpolitisk forsøgs- og agitationsobjekt.

Det kan måske føles lidt uretfærdigt at lede med lys og lygte efter rigshistoriske perspektiver i et solidt og velskrevet stykke lokalhistorie, som der her er fremlagt og som givet vil få mange læsere.
Det må da erindres, at historien nok foregår i Nordjylland, men at indsatsen stedse motiveres ud fra landspolitiske overvejelser. Det samme gør sig gældende for briketfremstillingen i de tre vestlige moser, som Børge Møller skildrer kompetent og indgående fra dets første begyndelse i 1870’erne til fabrikken måtte give op marts 1965. Her indflettes oven i købet et internationalt perspektiv, da projektets ledende skikkelse, civilingeniør Marius Ib Nyeboe, i høj grad lod sig lede af russiske erfaringer inden for industriel tørveafgravning. Selv om mose-og fabriksarbejdet både var farligt og usundt, var det meget efterstræbt af områdets ufaglærte arbejdskraft. Det kom da tørvearbejderne til gode, at lønningerne blev presset en del i vejret under 2. verdenskrig, hvor arbejdet på den tyske befæstning langs Vestkysten kunne lokke med endnu højere satser. Når tog og lastbiler med Kaas-riketter rullede ned gennem Jylland, kunne man ikke undgå at se en modgående trafik af et konkurrerende produkt, (øst)tyske brunkulsbriketter. Ville man dengang eksportere danske produkter, især på landbrugsområdet, til Tyskland, måtte man importere passende mængder af tyske varer, deriblandt brunkul. Børge Møller lægger ikke skjul på, at det kunne begrænse salget af danske tørvebriketter. Partiet Venstre kunne da ikke undgå at komme i klemme, når det samtidig skulle forene hensynet til landbrugseksporten med den politiske opbakning i Nordjylland. Jan Svendsen gennemfører en lignende balancegang, når han giver plads for Kjeld Hansens ramme kritik af Vildmose-kultiveringens opslugende virkninger på den øde natur og alligevel – som Børge Møller – tager arbejdet deroppe til indtægt for en lokal befolkning uden alt for mange muligheder for at finde anden beskæftigelse.

Forhåbentlig kan dette eksempel fra Nordjylland om mulighederne for at bevare lokalhistoriske minder og erindringer tjene som et eksempel for andre områder, hvor en nutidens affolkning ellers truer med at forvandle en førhen så levende virkelighed til en kulturhistorisk højmose.