Fanget af havet
En københavnerdreng kom i 1964 til Stenbjerg, en lille fiskerby på Thy-kysten. Den rå natur var så forskelligt fra det velfriserede bysamfund, han kom fra. Alt var anderledes. Med en afgrænset periode: 1800-tallet, vil forfatteren vise, hvordan livet var dengang derude, hvor boglige dyder ikke var meget værd
Af Michael Koch
Bogen er både et opslagsværk og en bog, der kan bruges til slægtsforskning og lokalhistorie. Forfatteren har ikke tænkt bogen som en, der skal læses fra den ene ende til den anden. Men rettere en bog, der kan dykkes ind i efter personligt temperament. Nogle kapitler er særdeles komplicerede og ment til brug for læsere med interesse for statistik og mange grafer.
Gennem en hel del år har forfatteren studeret slægterne i fiskersamfundet i byen Stenbjerg. Byen ligger ud til Vesterhavet i Thy ikke så langt fra Thisted. Bogen fokuserer på 1800-tallet med afstikkere både før og efter. Alle familier, der levede i byen dengang, har forfatteren imponerende fået lokaliseret og medtaget i bogen. Der er et stort slægtsforskningsarbejde bag hver familie, og opsat i skemaer er der mere eller mindre data medtaget for hver familie.
Det var ikke de lokale diskoteker i Vorupør, der trak i ham, dengang han var ung og på ferie i Stenbjerg, men derimod en grundig gennemgang af de 131 helårshuse og små 300 helårsbeboeres liv. Så mens de lokale unge og andre feriegæster lå brak, havde Kåre Jørgensen travlt med sit forarbejde til denne bog om områdets liv.
Michael Anchers billede fra 1896 af den druknede fisker og hans familie er et stærkt billede af livet i Stenbjerg - og mange andre steder på datidens Vesterhavskyst
Den begynder med en grundig beskrivelse af Peder og Mette Kirstine fra år 1800. Dem følger vi helt op til 1850. Det er en typisk Stenbjerg-familie, som bliver brugt som eksempel. Det er en bog, der går meget dybt. Der beskrives alt muligt om uægte børn, navneskik og -brug, og ikke mindst om de mange tragiske drukneulykker, som uvægerligt var en meget stor del af livet dengang. Hverken udstyr, både eller anden teknik var parat til at yde tilstrækkelig beskyttelse for fiskerne. Dermed skulle der ikke megen hård vind til, før det gik galt, når fiskerne skulle ind fra havet.
Netop fordi det er en bog, der fortjener at blive læst der, hvor interessen er, så er der gode og naturlige gentagelser i teksten. Det er dygtigt gjort, for dermed er det en ægte opslagsbog, som kan læses, uden at alt andet også er læst.
Bogen egner sig formidabelt som værktøj til slægtsforskning, og også som vigtigt grundlag og vidensbank for lokalhistorien i området. Det er en bog som forfatteren har tænkt at læseren dykker ind i og suger alt det ud af den, som han eller hun har lyst til.
Forfatteren, Kåre Helmer Jørgensen, er født i 1951 og er opvokset i hovedstadsområdet. Han er uddannet landinspektør. Siden 1976 har han været bosat i Viborg. Først var han ansat i Fredningsplanudvalget for Viborg Amt, siden i mange år i Viborg Amt. Senere blev han direktør i Viborg Kommune, først for miljøområdet og senere også for det tekniske område. I sin fritid er han vinbonde og Camino-vandrer. Han har tidligere udgivet bogen “Hanstholm Havn - Planlægning og realisering”
[Historie-online.dk, den 22. januar 2025]