Fem Fyrsteslotte
Af Poul Ulrich Jensen
I området omkring Alssund og Flensborg Fjord ligger fem slotte: Sønderborg, Nordborg, Augustenborg, Gråsten og Glücksborg, der hver for sig har spillet en rolle i grænselandets lange og dramatiske historie. De har desuden alle huset konger eller hertuger og dermed kvalificeret sig til betegnelsen fyrsteslot. Inge Adriansen og Peter Dragsbo fra Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot har samlet de fem fyrsteslottes historie i en fornem bog, der desuden beskriver slotshavernes og de tilknyttede slotsbyers udvikling.
Sønderborg Slot er formentlig grundlagt i begyndelsen af 1200-tallet på en odde, hvor Flensborg Fjord møder Alssund, og i løbet af middelalderen blev det udbygget til at være et af kongerigets vigtigste forsvarsværker. Slottet trådte for alvor ind i historien, da det fra 1532 husede Europas mest prominente statsfange, Christian 2. Hans ophold strakte sig over 17 år, medens borgerkrig og Reformation forandrede landet, og Christian 3. greb regeringsmagten. Det var denne konge og i særdeleshed hans dronning Dorothea, der omdannede slottet fra ringmurskastel til firfløjet renæssancebygning, der også rummede en kirke indrettet efter den nye evangelisk-lutherske tro. Sønderborg Slotskirke har i dag det ældste bevarede renæssanceinteriør i Danmark.
Deres yngste søn Hans d. Yngre blev den næste ejer, og han kom i det hele taget til at spille en central rolle i de sønderjyske fyrsteslottes historie. Hjulpet godt på vej af en yderst heldig hånd i pengesager kom yderligere fire slotte i hans besiddelse, der iblandt både Nordborg og Glücksborg. Hans efterkommere havde ikke samme økonomiske medvind – sønnesønnen Hertug Christian Adolf gik konkurs og blev med magt smidt ud af Sønderborg Slot. Herefter satte forfaldet ind, men i begyndelsen af 1700-tallet kom der gang i en omfattende genopbygning. Målet var at skabe en kongelig residens i barokstil, men det gik desværre ikke som forventet, fordi de danske konger foretrak Gottorp. Så Sønderborg Slot stod også i sin nye skikkelse tomt og blev af Adam Oehlenschläger i 1835 beskrevet som gammelt og dystert.
Efter krigen i 1864 rykkede det preussiske militær ind - slottet blev omdannet til infanterikaserne og i 1919 endda anvendt som husvildebolig. Der var således efter Genforeningen stærkt brug for en restaurering, men planerne blev til stadighed udskudt under 1930’ernes krise og 2. Verdenskrig. Først i 1964 lykkedes det at komme i gang med bestræbelserne på at genskabe fordums storhed, hovedsageligt i form af 1700-tallets barokslot, men også med enkelte markante elementer fra Christian 3.’s tid. Projektet lykkedes, så der kunne tilvejebringes de bedst mulige rammer for de mange spændende museumsaktiviteter, vi i dag forbinder med Sønderborg Slot.
Områdets øvrige fyrsteslotte gemmer på historier, der på mange måder minder om dem, der knytter sig til Sønderborg Slot. Konger, hertuger og embedsmænd, lokal og international politik har sammen med økonomiske op- og nedture sat deres præg på de imponerende bygninger, der i dag står som en ret enestående kulturarv i det gamle grænseland. Gråsten Slot har siden 1936 været kongelig sommerresidens, ”Stiftelsen Nordborg Slot” er en moderne efterskole med et velbevaret historisk miljø, Augustenborg Slot, der ejes af Region Syddanmark, er indrettet til psykiatrisk hospital, dog med en usikker fremtid, medens Glücksborg Slot, der som det eneste har stået i næsten uændret skikkelse gennem århundreder, stadig er hertugeligt stamsæde.
Det var ikke kun slotsbygningerne, der skulle skaffe ejerne prestige - også de tilhørende haver og parker blev brugt til at signalere magt over tingene. Udviklingen tog fart i 1600-tallet, og snart udspillede der sig en omfattende konkurrence om den nyeste havearkitektur, de mest spektakulære anlæg og lysthuse samt de sjældneste planter og træer. Anlæggene omkring de fem fyrsteslotte blev alle præget af skiftende tiders tendenser – mest kendt er nok haven ved Gråsten Slot, der i høj grad blev et projekt for Dronning Ingrid.
Også slotsbyernes udvikling fulgte et bestemt mønster, tæt forbundne med slotsejerne og deres livsførelse. Indbyggere havde stort set alle en funktion ved slottets hof, og gik det herskabet godt, blomstrede den tilknyttede by. Rangordenen havde stor betydning, og var man fx stegevender, hundekok eller hønsepasser, måtte man tage til takke med en bundplacering i tolvte og nederste rangklasse og et beskedent logi, men høj som lav havde deres bopæl i slotsbyen. Og selv om hofstatus og rang i dag ikke længere har nogen betydning, kan man stadig i de ældst bevarede bydele finde slotsbyernes karakteristiske elementer – mest udpræget i Augustenborg, hvor en omhyggelig lokalplan og mange bygningsfredninger har holdt hånden over et ret enestående bymiljø.
Med bogen har de to forfattere skabt en fremragende guide, der giver læseren lyst til et besøg på de fem fyrsteslotte. Den velskrevne fremstilling, der også rummer en fin kronologisk fortegnelse over hvert slots ejere og bygningshistorie, suppleres med talrige illustrationer – portrætter af slotsherrerne, tegninger og malerier af fortidens bygninger og fotos af slottene, haverne og slotsbyerne i 2011.
