Menu
Forrige artikel

Forelsket i Flensborg

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 3831

 

Af Kresten Søe

Langt mere end en turistguide

Hans Christian Davidsen, som er kulturredaktør på den dansksprogede Flensborg avis, udgiver her sin anden bog efter Danmark syd for grænsen fra 2019. Forelsket i Flensborg er som denne en blanding af guide, kulturhistorie, arkitektur og historie med insidertips fra grænsebyen, der går langt ud over cafekultur og dagsturisme. Gennem 54 spændende journalistisk forfattede artikler giver han en række både letlæste og spændende nedslag i byens nyere og ældre historie, arkitektur, museer, kirker, gader, skibsfartshistorie, monumenter, sportsliv og meget meget mere. Alt sammen med indfletning af de historiske i reglen danske rødder og det tidligere modsætningsforhold mellem dansk og tysk.

Termen journalistisk kan for nogle have en negativ klang, men med hensyn til denne bog er begrebet anvendt i sin bedste betydning i form af en indbydende og historisk dybtborende bog, der vil kunne friste de fleste – deriblandt undertegnede - til at aflægge et længere besøg i den tidligere danske by, der har så meget at byde på. Formidlingen er krydret med veloplagte anekdoter og et atmosfæremættet gennemillustreret udstyr af bykort med ruter, seværdigheder og smukke farvefotos af byen i alt dens pragt og forskellighed i fint samspil med fremstillingen.

Dyb kærlighed til byen og dens rødder

Kapitler, der primært fokuserer på nutiden fortæller fx om Flensborg Avis, byens rom- og ølproduktion,  spisesteder og værtshuse bl.a. Kim Larsens stamsteder, Streetart, renoverede huse og dansk gymnasiekultur. Mens til gengæld byens mange snublesten (brosten ud for åsteder for nazismens ofre) og bombeangrebet, der i maj 1943 bl.a. kostede 15 danske småbørn livet peger på begivenhederne i tiden under og op til krigen. Heller ikke Storadmiral Dönitz’ korte regeringstid 3.-23. maj 1945 i Flensburg-Mürwik savner udførlig omtale, inden der afsluttes med, at han, General Jodl og Albert Speer overgav sig og blev sat for krigsforbryderdomstolen i Nürnberg. Her savner jeg dog i og med den positive omtale af Speers erindringer som angrende nazist et historisk modspil, som det fremgår af Magnus Brechtkens: Albert Speer : eine deutsche Karriere fra 2017 med afsløringen af krigsforbryderen, der undgik galgen med sin behændige angerkomedie, - en bog som desværre ikke er oversat til dansk.

Længere tilbage i tiden peger kapitlerne om Istedløvens tumulte tilbagevending, H.C. Andersen og Flensborgs status som rommens by med udspring i sukkerrørsproduktionens rødder i det brutale slavearbejde på de dansk-vestindiske øer længe før byen og Slesvig blev tysk. Sine steder går den historiske formidling endog helt tilbage til Duborg Slot, som Margrete den første lod opføre i 1411, Flensborgs købstadsstatus i 1284, byens storhedstid og den dansk-tyske kamp om hertugdømmerne gennem flere århundreder.

Især i de mange kapitler om Flensborgs kulturliv og smukke gadearkitektur og beklagelsen over de mange historiske huse, som brutalt blev nedrevet i fremskridtets navn i 1950’erne og 1960’erne, fremstår forfatterens dybe symbiose med byen, som har været hans hjem gennem mange år.

Kapitler som gør indtryk

For den historisk interesserede gør fortællingerne om snublestenene og Dönitz 20 dages regeringstid helt frem til 23. maj 1945 stort indtryk. Man undrer sig over, hvorfor de allierede bl.a. tillod nazi administrationen efter overgivelsen at fuldbyrde henrettelser af deserterede soldater. Her iblandt den dansksindede Asmus Jepsen, der efter dom ved Dönitz’ marinedomstol blev henrettet så sent som 6. maj 1945.

En anden grusom skæbne i det tyske militær overgik en af byens dansksindede politisk fængslede aktive socialdemokrater Emil Jessen, der ikke bare mistede to af sine børn i bomberangrebet 1943, men selv forsvandt som formodet dræbt som politisk fange i Straffebataljon 666 på østfronten året efter.
Emil Jessen er mindet på en af de ikke mindre end 24 snublesten i Flensborgs gader. Mest hjerteskærende er dog de sorthvide fotos af de glade danske småbørn taget få timer før katastrofen 1943, hvorefter de senere blev fremkaldt fra et kamera fundet i ruinerne blandt de dræbte. To af netop disse små var børn af samme Emil Jessen. 

Også især kapitlerne om kunst, arkitektur og museer påkalder sig megen positiv opmærksomhed.

Konklusion og målgruppe

Davidsen har sans for at finde kuriositeter og særpræg i både den kosmopolitiske by og de historiske rødder i landsdelen og egnen.  Flensborg er her faktisk på mange måder en lille storby, der tidligere var næststørst i det daværende danske rige.

Læsningen giver med sine mange historiske og kunsthistoriske vinkler og mødet med byens fascinerende arkitektur og kulturliv langt mere, end man kan forvente af en almindelig turistguide. Byen rummer både skønhed, atmosfære og oplevelser, som henvender sig både til kulturelt interesserede og en stor del af de tilrejsende, som her virkeligt snyder sig selv ved bare at benytte sig af grænsehandlens mulighed for billige indkøb af øl, vin og slik.

Målgruppen er, foruden tilrejsende fra nord og de mange dansksindede Flensborgere, også sydslesvigere, der her kan få uddybet byens særegne historie.

[Historie-online.dk, den 21. april 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fredericia Gymnasium siden 1656 - Skolen i tiden
Bag tremmer
Viljen til Velfærd, Velstand og Vækst