Fra teglværk til søfart

Af Per Ole Schovsbo, museumskonsulent, dr phil

Hans Wolf: Teglværksejer Hollensen – Brevveksling fra Østfronten 1915-18 og dagbøger 1930-43.
Museet på Cathrinesminde Teglværk, Illestrand ved Broager er næsten et mirakel. Værket standsede driften i 1968 og udgør i dag en autentisk tidslomme i modsætning til værkerne på vore frilandsmuseer, der er revet ud af deres oprindelige sammenhænge. Teglværket blev grundlagt i 1732 efter Københavns brand, som det første af i alt 8 teglværker langs Iller Strand, da der blev behov for store mængder mursten. Det kom i 1837 i slægten Hollensens besiddelse, hvor det var i 130 år. 

Det er med store forventninger, man indtager den seneste udgivelse: bogen om teglværksejer Christian Hollensen der drev Cathrinesminde som 4. generation, først sammen med sin mor fra 1892 og derefter alene fra 1914 indtil sin død i 1943. Christian var indkaldt som tysk soldat i krigen på Østfronten i årene 1915-18. Han slap med helbredet og lemmerne i behold, giftede sig året efter med sin Ingeborg og kom til Danmark ved Genforeningen i 1920. 

I krigsårene skrev de flittigt sammen og der er bevaret over 800 breve, der ligesom Christians dagbøger 1929-43 og et stort materiale om egnen, slægten og teglværket er bearbejdet og analyseret af Hans Wolf med henblik på at beskrive forholdene og slægterne ved Broager før og efter Genforeningen. Dansksindede Nordslesvigere der næsten over en nat blev til Sønderjyder efter 56 års fremmedstyre. 

En sønderjysk soldats beretning fra den tyske side af Østfronten åbner for et mindre kendt afsnit af Verdenskrigen. Østfronten bevægede sig over store afstande og blev præget af den russiske oktoberrevolution i 1917 og det russiske militære sammenbrud kort tid efter, mens verdenskrigen som helhed blev afgjort i de mere eller mindre fastlåste skyttegrave på Vestfronten med fredsslutningen i november 1918.  Christians beskrivelser er derfor ikke så dramatiske, som dem man kender fra Vestfronten, og han havde tilmed overskud og sind til at fastholde iagttagelser af naturen og folkelivet udenfor skyttegravene og bunkersanlæggene (Unterstände).

Før og efter krigen deltog Christian og hans familie aktivt i livet på Broager Land, hvor der ligesom i andre dele af Nordslesvig/Sønderjylland – og kongeriget – var mange sociale og økonomiske skel. Mest markant var skellene mellem gårdejerne og teglværksejerne på den ene side og arbejderne på de hen ved 40 teglværker på den anden. I toppen af det broagerske samfund befandt selvsagt tegværksejerne sig, og de blev indvalgt i offentlige råd og styrelser. 

Bogens utroligt mange detaljerede personoplysninger vidner om et meget omfattende undersøgelsesarbejde, der fremover vil kunne støtte det lokalhistoriske arbejde og udforskningen af teglværkets historie, fordi de ældre generationer falder fra og tager erindringerne med sig. 

Bogen rundes fint af med årsberetninger fra teglværkets venneforening, historisk værksted og teglværksmuseet. Der er gennemført mange udstillinger, foredrag og andre kulturaktiviteter. Cathrinesminde er med i guiden Industrimuseum Slesvig, der er et spændende samarbejde mellem Museum Sønderjylland og Kulturstiftung Sleswig-Flensburg.

Morten Hahn-Pedersen (red.): Sjæk'len 2013
Det fremgår af direktør Morten Hahn-Pedersens forord til årbogen, at det foreningsejede museum i 2013 blev en selvejende institution. Processen blev en styrkelse af den faglige struktur overfor den nyvalgte fondsbestyrelse og af netværket med de frivillige organiseret i museumsforeningen.

Årbogens 11 artikler er af høj kvalitet. Antropologen Max Pedersen og den hollandske historiker Frans Thuijs beskriver kriminaliteten blandt danske indvandrere fra vadehavsområdet i 1600- og 1700-tallets Holland på grundlag af studier af retsprotokoller i Amsterdam og illustreret af tidens hollandske kunstnere.  At der procentvis var større kriminalitet blandt indvandrere fra København og Helsingør end blandt vadehavsbeboere, skyldes formentlig at vadehavsbeboerne havde bedre sociale netværk. Det kunne være spændende at sammenligne disse resultater med andre undersøgelse fx fra dansk område, således at indvandrergruppernes sociale og økonomiske sammensætning kunne perspektiveres.

Museumsinspektør Mette Guldberg har i Fartøjer i det nordlige Vadehav fremlagt resultaterne af sine undersøgelser af toldregnskaberne fra Varde for at kunne beskrive flådens udvikling i Grådyb i årene 1672-1798. Det viser sig, at Fanø i løbet af 1700-tallet kom til at dominere søfarten i den nordlige del af Vadehavet og overtog en stor del af fastlandets flåde med så stor succes, at Fanø var hjemsted for provinsens tredjestørste flåde ved århundredets slutning. Kontakten forskydes i perioden fra Holland til Altona og Hamborg, hvilket også præger skibstyperne, skriver Mette Guldberg i sin velskrevne og fint dokumenterede artikel.  

Ole Dam Mortensøn beskriver Skibsfarten til Færøerne - under det kongelige monopol fra 1709 til 1856. Tidligere har monopolhandelen været omtalt, men Mortensøn lægger vægt på skibsfarten. Indtil 1709 var handelsmonopolet på Færøerne administreret som et kongeligt len, men herefter overtog kronen selv administrationen. Monopolet forpligtede fartøjerne til at forsyne Færøerne med de varer, de ikke selv kunne fremstille og som returlast til Danmark, medtage det som øerne kunne producere, især hvaltran, fåreuld og strikkede uldsokker.

I den florissante periode fra 1750’erne udgjorde eksporten af de strikkede strømper næsten 2/3 af den færøske eksport. De var berømte for deres indhold af lanolin, der gjorde dem vandafvisende. I 1763-74 havde Det Almindelige Handelsselskab koncession på handelen under ledelse af storkøbmanden Niels Ryberg (1725-1804), der fik tilladelse til at benytte Færøerne til transithandel (smugleri) med varer (te, spiritus, tobak og hamp) mellem Amerika og England. Ryberg fortsatte sin transithandel indtil 1788 og forsøgte med ringe held at fremme havfiskeriet på øerne og oplære færingerne i at producere klipfisk (ligesom på Island), der var efterspurgt i København og Sydeuropa.

Resten af artiklen indvier læseren i en udvalgt skare af skippere, skibe og laster (strikkede strømper og trøjer), samt handelens udvikling og trængselsårerne under krigen med England og blokaden 1807-14.  Handelen blev først givet fri 1. januar 1856, og Handelens bygninger på Færøerne og i København blev ligesom skibene solgt på auktion. Mortensøn konkluderer i sin spændende undersøgelse, at handelsmonopolet fortsatte lige indtil 1856, fordi det gav færingerne sikkerhed i forsyningerne med almindelige varer.

Holger Munchaus Petersen fortæller om den ikke ufarlige sejlads med petroleum, et destillat af råolie (stenolie), der fremstilledes fra midten af 1800-tallet hovedsageligt i USA. Petroleum blev især brugt til belysning som erstatning af hvaltran og tælle. Den første last af petroleum over Atlanten nåede London i 1862. Danske skibe kom i gang kort tid efter og den risikofyldte petroleumssejlads fortsatte med sejlførende skibe frem til efter 1. Verdenskrig.

Der berettes om de forskellige former for emballage (tønder, dunke/kasser), der påvirkede sejladsens sikkerhed og var årsagen til en række forlis – og om den russiske olie der blev udvundet fra 1875 i Rumænien og Kaspiske Hav (Baku), hvor raffineringen blev opstartet af to af svenske Nobelbrødre. De raffinerede produkter blev ført ad floder og senere også jernbaner til udskibning i havne ved i Sortehavet og ved Østersøen. Tre importvirksomheder i Danmark gik i 1888 sammen i Det danske Petroleums Aktieselskab, hvis skibe var udstyret med lasttanke og derfor kunne føre Petroleum i Bulk. 

Benny Boysen fortæller om Et købmandsrederi i Lemvig. Efter en storflod i 1825 gennembrød Agger Tange og Limfjorden blev sejlbar gennem Agger Kanal erhvervede købmand Frederik Hestbech i Lemvig sammen med sin svoger postmester og købmand A. W, Andrup en flåde af brugte fartøjer og var dermed med til at sikre Lemvigs økonomiske og erhvervsmæssige udvikling. Man brød Aalborgs dominans på skibsfart til og fra Limfjorden og sejlede korn til Norge og England, med tømmer og kul som returlast. Landbrugsvarer sejledes til Altona og kolonialvarer kom retur.

I 1900-tallet var forholdene ændret så meget at skibsfarten fra Lemvig var ophørt, men på grund af de høje fragtrater efter afslutningen af 1. verdenskrig tog man udfordringen op igen. Firmaet bag det nye rederi M.M. Hestbechs enke erhvervede i 1919 en hollandsk stålbygget motorskonnert Magnus, der blev ført af enkens søn Ejner Hestbech (1883-1951). Efter 7 års forløb med mange spredte fragter der sluttede med en kedelig spritsmugleraffære ud for Estland i Østersøen, afhændedes skibet, rederiet blev nedlagt og kaptajn Hestbech gik i land. 

Søren Byskov fortæller Kristian Thomsens historie som messedreng på den norske hvalkoger M/S Thorshøvdi, Sandefjord i artiklen: Hvalfangst ved Antarktis i 1960’erne.

Kristian Thomsen tog sammen med tre kammerater hyre på hvalkogeren, der efteråret 1964 lå i Sandefjord. Det 23.000 tons store skib havde en besætning på flere hundrede professionelle norske hvalfangere. Ud over hvalkogeriet bestod den lille flåde (kaldet ekspedition) af otte mindre fartøjer, heraf seks udstyret med harpunkanoner og to såkaldte bøjebåde, der indsamlede de døde hvaler til hvalkogeriet. Man jagtede først og fremmest blåhvaler men også finhvaler og kaskelothvaler. Hele dyret blev udnyttet bortse fra indvoldene. Hvalolien blev afsat til margarineindustrien, mens det fine kød blev brugt til kødekstrakt og resten, heriblandt knogler anvendtes til kød- og benmel. På toget 1964/65 der varede fire måneder, fangede man 1.851 hvaler mod forventeligt 2.500-3.000. Bestandene var med andre ord på retur og man opgav kort tid efter hvalfangsten fra Norge mens Japan fortsatte. Kristian Thomsen runder artiklen af ved at nævne, at man i løbet af 50 år har fanget mindst 1,4 millioner hvaler og herved ændret balancen i havets økosystem.

John Frederiksen skriver om undersøgelserne af Øen Jordsand – der var engang. September 1999 afbrændtes en pælehytte fra ca. år 1900 på Jordsand som et symbol på at øen ikke længere eksisterede, men blev en del af Jordsand Flak. Øen har været bebygget allerede i 1200-tallet og i 1600-årene har den rummet et par gårde indtil 1695, hvor en kraftig stormflod hærgede. Siden har øen kun været anvendt til græsning og høslet. Fund af rester af brønde sat af teglsten har vist sig at stamme fra et hyrdehus, der blev ødelagt af stormfloden i 1895. Det kunne have været brønde, hvor det lettere regnvand overlejrede det indtrængende tungere saltvand.

Lasse Fast Jensen, Søren Brandt Poulsen og Jon Christian Svendsen har i artiklen Fish and chips redegjort for anvendelsen af DNA chips til at belyse tilpasninger hos den truede laksefisk med det mærkelige navn snæblen, der er genetisk forskellig fra andre laksefisk. Men den har erhvervet særlige egenskaber som følge af naturlig udvælgelse, der har foregået netop her siden sidste istids ophør og som har skræddersyet snæblen til Vadehavet. Den findes med andre ord ikke andre steder i verden og bør derfor beskyttes.

Årbogen rundes af med tre mindre artikler der efterfølges at museets årsberetning: 

Morten Hanh-Pedersens artikel om museets marskbåd på kunstgalleri i London giver anledning til en kortfattet gennemgang af bådtypens historie fra midten af 1800-tallet. En af museets både er bygget af kunstneren John Kørners oldefar og det var én af grundene til at den blev udstillet i London i begyndelsen af 2013.

Asbjørn Holm beskriver Fiskeri- og Søfartsmuseets udvikling af et digitalt læringsspil om fiskeriets historie, der er udsprunget af et samarbejde mellem Kulturstyrelsen og museerne, for at fange de unges opmærksomhed. Anmelderen går ud fra at man er på rette vej, men de unge har også før den digitale epoke været vanskelige at nå for de seriøse museer.

Richard Bøllund fortæller i artiklen Museet under overfladen, at Fiskeri- og Søfartsmuseet har afsluttet publiceringen af museets samlinger og registreringer i det centrale, online kulturregister (Museernes samlinger).

Specialmuseernes årbøger giver således indblik i museernes virksomhed på et fagligt niveau, der ofte langt overstiger de kulturhistoriske museer. Grunden er selvsagt at både frivillige og ansatte har mulighed for at inspirerer hinanden i  specialmusernes faglige miljøer, ligesom man har kunnet på de kulturhistoriske museer for 30 år siden.