Fynske Årbøger 2015.
Af Per Ole Schovsbo
Fynske Årbøger 2015 indeholder 11 artikler om den fynske historie eller historie, der har relevans for det fynske område og i dette bind også runde jubilæer. Da det er 100-året for grundloven af 1915, hvor kvinderne fik valgret til rigsdagen, er fire artikler samlet i et temaafsnit om grundloven (og Fyn), mens de øvrige fortæller fynsk historie med udgangspunkt i året 1865 – altså for 150 år siden.
Henrik Harnow, lederen af Danmarks Jernbanemuseum i Odense, indleder med en meget detaljeret artikel om Den fynske Jernbanes etablering frem til indvielsen i begyndelsen af september 1865. Anlæggelsen af hovedlandevejene (chausseerne) fra slutningen af 1700-tallet og ind i første halvdel af 1800-tallet, der skulle forbinde landsdelene, blev relativt hurtigt indhentet af jernbanerne, der på de lange strækninger både var mere effektive og mere driftssikre end hestevognene. Til gengæld var hestevognene og senere automobilerne bedst til nærtrafikken, selvom man ved anlæggelsen af de sekundære (privat)baner forsøgte i slutningen af 1800-tallet at tage konkurrencen op.
Allerede 1844 arbejdede man med planerne om en jernbane fra Nyborg til Odense og Assens for at knytte forbindelse til jernbaneprojekterne mellem Altona og Kiel (1844) og Roskilde og København (1847) for at føre handelen over Aarøsund og Haderslev via Hamborg til det store udland. Planerne trak ud men efter 1864, hvor Slesvig og Holsten tabtes, samlede interessen sig om at etablere Esbjerg som den kommende eksporthavn mod vest. Dermed gled interessen for Assens ud og erstattedes af Middelfart/Strib og overfarten til Snoghøj/Fredericia på jyllandssiden. Anlæggelsen af den jyske længdebane var påbegyndt 1859, tre år efter åbningen af banestrækningen Roskilde-Korsør, mens den fynske jernbane Nyborg-Odense-Middelfart med spor til færgen i Strib blev påbegyndt 1862 og afsluttedes 3 år senere af det engelske entreprenørselskab Peto, Brassey & Bettes, der også var i gang i Jylland og faktisk stod for togdriften indtil 1867, hvor staten tog over både i Jylland og på Fyn. 1880 overtog Staten også driften af jernbanerne på Sjælland og DSB – De danske Statsbaner var en realitet.
Lars Ewald beskriver de arkæologiske og arkivalske undersøgelser af den forsvundne landsby Rårud i Kirkeby sogn på Sydøstfyn, der er etableret omkring 1200 og nedlagdes i 1787 og bruger anledningen til at drøfte udviklingen af den fynske bebyggelse og landbrugsproduktion fra sen vikingetid til ældre middelalder. Den tidligere antagelse at landsbyernes landskabsmæssige ressourcer var bestemmende for deres økonomi og bosætningshistorie må revideres, skriver Ewald, fordi fx kongemagten har påvirket udviklingen ved at regulere eksporten af landbrugsprodukter og privilegierne til de tidlige købstæder. Men denne særdeles spændende artikel forekommer anmelderen at være så fagligt indforstået, at den kun henvender sig til kredsen af kulturgeografer og arkæologer. Den burde være trykt i et fagligt tidsskrift og et resumé kunne så ”oversættes” til glæde for de almindelige læsere.
Peter Dürrfeld bringer fornøjelige glimt fra komponisten Carl Nielsens liv i anledning af 150-året for hans fødsel i Nr. Lyndelse syd for Odense. Danmarks største komponist var fynbo ligesom Danmarks største forfatter, den 60 ældre H C Andersen.
Erik Helmer Petersen skriver barndoms- og ungdomserindringer i landarbejderhjemmet i Harritslev på Nordfyn så nænsomt og lavmælt, at man må læse det hele for at sikre sig, at forfatteren kommer godt afsted til købmandsskolen i København som 18-årig. Man er sjældent godt underholdt og får tilmed tidshistorien belyst af de hverdagsbegivenheder som fylder fortælleren - og læseren.
Niels Valdersdorf Jensen skriver i sin artikel Livet på kanten af Fyn om et spændende samarbejde mellem Psykiatrisk Samling i Middelfart, Arresten i Fåborg og Forsorgsmuseet i Svendborg, hvor historien om mennesker på kanten af samfundet er den fælles forbindelse. Det var gruppen af fattige, fjolser og forbrydere der i grundloven af 1849 blev holdt uden for det nyetablerede demokrati, som først sent i 1800-tallet fik tilbudt hver sin institutionstype, hvor man indførte ordnede hverdage og behandlinger, der kunne hjælpe lemmerne/patienterne/de kriminelle til et bedre liv.
Poul Broe fortæller om forfatningskampen i de fynske skytteforeninger, der næsten som tidlige hjemmeværn blev oprettet i Danmark i 1861. Efter nederlaget i 1864 steg medlemstallet markant og skytteforeningerne blev omorganiseret, idet der blev indskudt et amtsligt led mellem Centralkomiteen og de enkelte skytteforeninger. Men de fynske vækkelsers udbredelse i Svendborg amt fik afgørende betydning for skytteforeningerne i amtet. Med Estrup i spidsen vedtog højreregeringen i 1875, at landets forsvar skulle koncentreres omkring København og den provisoriske riffellov, der kom ti år senere, forbød befolkningen at anskaffe rifler og andre krigsvåben og at øve brugen af dem, med mindre det skete i embeds medfør (fx i militæret) eller efter tilladelse fra myndighederne. Skytteforeningerne, der fik tilladelse til fortsat at træne med våben kunne videreføres ofte af grundtvigske venstremænd, mens de militaristiske riffelforeninger (udviklet fra flere skytteforeninger) der mente at våbenbesiddelse var en borgerligt rettighed, blev begrænset. Sprængningen af Svendborg amts skytteforening var en direkte følge heraf, mens Odense amts skytteforening kom igennem krisen uden problemer på grund af formanden Klaus Berntsens konsensussøgende politik.
Marianne Weigel bringer en fin lille billedkavalkade med komponisten Carl Nielsen og billedhuggerinden Anne Marie Carl-Nielsen i anledning af Carl Nielsens 150 års fødselsdag.
Jeppe Nevers giver et portræt af venstremanden Klaus Berntsen i forbindelse med grundloven af 1915, som Nevers kalder den demokratiske danske grundlov. Den første grundlov af 1849 var tænkt som en ændring af monarkiet fra enevældigt til konstitutionelt med et demokratisk element, som blev indskrænket i grundloven af 1866. Klaus Berntsen var friskolelærer og højskolemand, elev af Kresten Kold, men også optaget af skyttesagen, grundlagde Fyns Tidende i 1872 og senere Assens Amtsavis og var med til at rejse venstrebevægelsen på Fyn. Berntsen blev indvalgt i Folketinget i 1873 og hans politiske karriere kronedes med perioden som konseilspræsident 1910-13, hvor han satte fornyelsen af grundloven af 1866 på den politiske dagsorden. Da Berntsen imidlertid måtte træde tilbage efter valget i 1913, blev det hans efterfølger, den radikale Carl Theodor Zahle, der fik grundloven vedtaget i 1915.
Birgitte Possing skiver om demokratiets danske damer i et causeri i anledningen af 100-året for grundloven med begyndelse i Kvindernes udstilling i København 1895, der havde forbillede i verdensudstillingen i Chicago to år tidligere. Emma Gad var med til at etablere udstillingen, som ændrede hendes indstilling til kvindernes adgang til taleret, selvforsørgelse og udfoldelse. Den egentlige pioner var i øvrigt Mathilde Fibiger, der med sin bog 12 Breve fra Clara Raphael fra 1851 ønskede at kvinderne fik adgang til uddannelse, så de kunne blive i stand til at forsørge sig selv. Men hun blev udelukket fra det gode selskab og døde 1872 som fattig telegrafist i Nysted. Natalie Zahle var tavs i offentligheden men organiserede fra 1851 pige- og lærerindeskoler, hvor hun udviklede pædagogiske ideer og blev en af Danmarks store – og en del af det gode selskab.
Det var ikke mindst deres indsats der førte frem til, at kvindernes valgret til rigsdagen blev besluttet med grundloven af 1915 der gav anledning til det store kvindetog til Amalienborg 5. juni 1915, hvor kvinderne afleverede deres adresser til konge og regering. Men kvinderne har endnu ikke opnået fuld ligestilling her i 100-året, skriver Birgitte Possing, så der er stadig meget at kæmpe for.
Ann Ammons og Camilla Schjerning fortæller om Fire fynske kvinder på tinge. Det gik uhyre langsomt med at engagere kvinderne i politik efter grundloven af 1915. Derfor iværksatte Dansk Kvindesamfund en ihærdig kampagne i 1943 for at få flere kvinder opstillet til rigsdagens to kamre, og ved valget i 1945 blev otte kvinder valgt ind. Den første kvinde fra Fyn var Petra Petersen, der var kommunist og havde deltaget i modstandskampen bl.a. med udgivelse af illegale blade og som kontaktperson mellem Danmarks Frihedsråd og den odenseanske modstandsbevægelse. To år senere kom Sofie Pedersen i Folketinget for Socialdemokratiet samtidigt med, at gårdejer Ingefred Juul Andersen blev valgt til Landstinget for Venstre. En anden personlighed som havde fynske rødder var Marie Antoinettet von Lowsow, gift med kommandør Knud Krieger von Lowsow, født på Steensgaard som datter af lensgreve Hendrik Bille-Brahe-Selby. Det var især kvindernes engagement i det danske forsvar, der prægede Fru von Lowsows karriere. Hun agiterede bl.a. for kvindelig værnepligt og var utroligt aktiv på næsten alle fronter indenfor fx Kvindeligt Beredskab, Folkevirke (sammen med Bodil Koch), Lottekorpset – og blev 1950 valgt til Folketinget for Det konservative Folkeparti.
Dorte Schmidt-Nielsen beskriver sin mors virke i artiklen om Fyns første kvindelige sognerådsformand. Lily Schmidt-Nielsen blev valgt som formand for Skårup sogneråd på Sydfyn i 1962 for at bryde de rige bønders magtmonopol, så almindelige borgere kunne få del i det velfærdssamfund, som var på vej. Men det var vanskeligt, fordi hun blev søgt fastholdt i en traditionel kvinderolle som ansvarlig for familien og hjemmet. Sognerådets arbejde var gået i stå og derfor blev valget af Dorthe Schmidt-Nielsen begyndelsen til et systemskifte. Der blev indført dagrenovation, byplanlægning, fjernvarme, plejehjem, ældreboliger, mm. Det blev et meget omfattende arbejde og derfor ønskede Dorthe Schmidt-Nielsen ikke at genopstille ved valget og kommunalreformen i 1970.
Resten af årbogen er optaget af Nyt om lokalhistorisk Litteratur og foreningsmeddelelser.
Hovedindtrykket af Fynske Årbøger 2015 er således, at man vil meget i jubilæumsåret og spænder vidt med de mange forskellige historier, som har den herlige blanding mellem fagfolks kryptiske meddelelser og lægfolks glade fortællinger om mangt og meget, der faktisk udgør den nationale histories primære kildegrundlag. Den lokale befolkning er jo museernes, arkivernes og historikernes øjne og ører, der afsøger virkeligheden og kommer med informationer, som fagfolket senere kan bearbejde og sætte ind i større sammenhænge til glæde for nationen - og den lokale befolkning. Det gælder ikke kun detektorfolket og fritidsdykkerne men også alle andre, der føler ansvar for fællesskabet og den historiske identitet.
Siden er oprettet 19-01-2016
