Fynske Årbøger 2021
Af Per Ole Schovsbo
Årbogens redaktører Nils Valdersdorf Jensen og Kasper Rathjen indleder årbogen med en nyhed. Næste årbogs tema – fynsk kriminalitet – bliver bedømt af en eller flere eksperter. Det betyder forhåbentligt, skriver redaktørerne, flere artikler fra den øverste hylde, både når det angår form og indhold. Anmelderen frygter naturligvis en akademisk professionalisering, der anfægter den fortællerglæde, der ofte farver de lokalhistoriske årbøger i modsætning til museernes og arkivernes.
Men selvom årbogen fra 2021 hovedsageligt er skrevet af fagfolk, lader det til at den fynske lune alligevel trænger igennem og gør historien levende for en bred læserskare. Det præger også den veldokumenterede artikel Den store forsoningsfest 1894, der indleder årbogen. Den er skrevet af arkivleder og historiker Poul Broe. Under indtryk af det britiske The Volunteer Rifle Corps, der blev permanent i 1859, skriver Broe, oprettedes et par år senere De danske Skytteforeninger, der ville uddanne våbenføre mænd i våbenbrug og derved afkorte uddannelsestiden i hæren. Men den Anden slesvigske Krig brød ud, før skytteforeningerne kom til at spille nogen rolle. Til gengæld kom der gang i udviklingen efter nederlaget i 1864, og man trænede ivrigt både skydning og legemsøvelser i de mange skytteforeninger landet over. I begyndelsen af 1880’erne begyndte de såkaldte riffelforeninger at dukke op. De var inspireret af den amerikanske Uafhængighedserklæring, der bl.a. hævdede, at det var borgernes ret at bære våben og afsætte en regering, der ikke anerkendt den frie forfatning. Da der var mistanke om, at riffelforeningerne lagde op til oprør mod Estrup-regeringen, indførtes i 1885 den såkaldte Riffellov, der forbød anskaffelsen af rifler og øvelser i brugen af dem. Forbuddet ramte også skytteforeningerne, der så fortsatte med legemsøvelserne alene også efter våbenlovens ophævelse i 1887. Det var især den svenske Lingske gymnastik, der blev højskolernes og venstres svar på den danske militaristiske gymnastik, der blev dyrket af højre og riffelforeningerne. Med andre ord gik der politik og forfatningskamp i foreningernes virksomhed, og den blev først skrinlagt ved den store forsoningsfest i Odense i 1894, bl.a. takket være indflydelse fra den senere konseilspræsident (statsminister) Klaus Berntsen, der på det tidspunkt var formand for Odense Amts Skytteforening.
Pensioneret studielektor Villy Blom har redigeret og suppleret sin mors erindringer om hendes forældre og hendes barndom i Øster Egense. Faderen var smeden Hans Madsen Hansen (1880-1960) og moderen Lise Nielsine Rasmusen (1891-1984). Ægteparret overtog en lille smedje i Øster Egense Mark 2. januar 1910 og drev den i mange år til glæde for områdets bønder, der fik skoet deres heste, repareret plovskær og smedet beslag af enhver art – sikkert også til de stive arbejdsvogne. Der fortælles om hjem, skole, hverdag og fest for familien, der efterhånden fik ni børn, hvoraf de fire døde, inden de blev voksne. Smeden var aktiv dilettant-skuespiller, med i sangforeningen, medlem af sognerådet og var afholdsmand, fordi han kun drak hjemmebrygget øl! Det var gode tider.
Forhenværende biblioteksleder Niels Kragh Nielsen fortæller hjertegribende om 24 fynske henrettelser 1791-1869. Det er en ganske forfærdelig beretning, der tager udgangspunkt i en kort gennemgang af henrettelserne historie i Danmark fra renæssancen til dødsstraffens afskaffelse i Danmark i 1930. Drabsmænd og -kvinder blev halshugget med sværd, grove mordere med økse, tyve hængt i galgen og troldfolk brændt på bålet. Artiklen nævner dog ikke, at dødsstraffen blev genindført i årene 1952-78, hvor 46 af 78 dømte for landsskadelig virksomhed under besættelsen 1940-45 blev henrettet ved skydning. Det er tydeligt, at de seneste henrettelser ikke havde det kriminalpræventive sigte som de første, hvor målet var at vise borgerne, hvad følgerne kunne være, hvis de ikke overholdt loven og var til fare for deres medborgere. Men synet på dødsstraffen begyndte at ændre sig i oplysningstiden, og i begyndelsen af 1800-årene var der en livlig debat om dødsstraffens betydning, fordi de nye fængsler gav medborgerne bedre beskyttelse mod de kriminelle.
Lektor emeritus Henning Rasmussen bidrager i en velskrevet artikel til sin fædrene families hverdag gennem et par generationer i Højrup, en driftig stationsby på Midtfyn. Beretningen giver fine indblik i en verden af i går, hvor de små samfunds selvforståelse gav tryghed og identitet, men også den unge generation klaustrofobi og udlængsel, der forstærkedes, da Fåborgbanen blev nedlagt i begyndelsen af 1960´erne.
Medlem af bestyrtelsen for Historisk Samfund for Fyn, Ellen Warring, skriver om de 20 fynske rytterskoler i anledning af 300-året for deres opførelse på de kongelige rytterdistrikter efter Store Nordiske Krig. Det er hovedsageligt en kort gennemgang af skolebygningernes historie, og konklusionen er, at otte er nedrevet og 12 er ombygget til ukendelighed. Anmelderen mener, at der vist kun er skolen i Lille Heddinge på Stevns, der er nogenlunde intakt, mens spindeskolen i Køng mellem Vordingborg og Næstved, der er opført i året 1780 som en kopi af byens rytterskole fra 1721som en del af Køng Museum, er ført tilbage til det oprindelige udseende.
Årbogens tema er fynske forbindelser og infrastruktur. Den første artikel i temaafsnittet er skrevet af professor Steen Bo Frandsen og museumsinspektør Niels Valdersdorf Jensen, der skriver om øen Fyn midt i Danmark. Artiklens undertone er, at efter at Danehofslottet i Nyborg mistede sin status i ældre middelalder, har man gennem middelalderen og helt op mod vor tid placeret centrale institutioner i København, til trods for at Fyn efter Christian 4.s tab af de svenske landskaber var blevet kongerigets geografiske centrum. Også rederierne har ved overgangen til de dampdrevne dampskibe flyttet deres hovedsæder til København – som A P Møller er et glimrende eksempel på. De faste forbindelser til Jylland og Sjælland har ikke omdannet Fyn til jernbanetrafikkens og motorvejens stoppested men til trafikkens transit. Universitetet i Odense er senere blevet en del af Syddansk Universitet, og regionshovedstaden blev ikke Odense men Vejle. Vi skal med andre ord helt tilbage til jernalderen for i Gudme at finde et centralt rigdomscenter, der har haft stor betydning for høvdingernes og småkongernes interesser.
Etnologen Jørgen Burchardt, der er tilknyttet Dansk Vejhistoriske Selskab, bringer den veldokumenterede historie om Åsum Bro, der engang var en af Fyns vigtigste. Den ældste udgave af broen blev opført omkring 1580 helt af træ. I de følgende århundreder blev broen vedligeholdt af bønderne i Bjerre herred indtil 1820, hvor den nye chausse med tilhørende stenbro syd for Åsum blev anlagt af staten efter den store vejforordning af 1793. Flere veje og broer kom til, og i vore dage er Åsum Bro af armeret jernbeton i et stykke, der ikke understøttes af bropiller.
Seniorforsker Christian Larsen fortæller historien om nogle af de fynske lærere og lærerinder, der i perioden 1898-1932 fik muligheden for at komme på en pædagogisk studietur til udlandet til gavn for deres arbejde i det lokale skolevæsen. Der bringes spændende beretninger om både skoleforholdene på landet og i købstæderne, og de mange studieture var med til udviklingen af den danske folkeskole, så børene lærte at lære i stedet for at blive undervist i faktuel viden såsom salmer og kongedynastier.
Rene Schrøder Christensen, Dansk Jernbanemuseum, beskriver jernbanens udvikling i Danmark i godt 150 år med vægt på Fyn. Teknologien baseret på skinne og hjul med flanger stammer fra den britiske mineindustri i 1700- og 1800-tallet. Den bredte sig over store dele af verden på grund af den lave friktion mellem skinner og hjul og evnen til at bære tungere materiale end vejene, indtil de fik fast belægning og køretøjerne luftdæk. I løbet af de sidste hundrede år har hovedspornettet i Danmark ikke ændret sig væsentligt. Det blev anlagt i flere faser. Først forbandtes købstæderne, dernæst udbyggedes de regionale net med nyanlagte stationsbyer, private sidespor til virksomheder og industrier. Udviklingen på Fyn afspejler den generelle danske udvikling, og de lokale baner afvikledes efterhånden, så den ældre struktur fra 1870’eren igen står tilbage. Elektrificeringen og indsættelsen af højhastighedstog skal ses på europæisk baggrund, som det danske netværk er en del af. Artiklen afrundes med en diskussion af de forskellige transportformer i forhold til globale netværk og miljøhensyn, der måske giver gode chancer for videreudvikling af jernbaneinfrastrukturen i fremtiden også på Fyn.
Historikeren Camilla Schjerning skriver veloplagt om Storebæltsforbindelsen og byudviklingen i Odense 1980-2000 og stiller spørgsmålet: Er Odense blevet et knudepunkt eller en bump på vejen fra Sjælland til Jylland? Historien tager sin begyndelse i den vikingetidige ringborg, Nonnebakken, der lå ved det knudepunkt, hvor rejsende fra syd kunne passere Odense Å for at møde vejstrøget tværs over Fyn fra Storebælt til Lillebælt. Her skulle også være arkæologiske rester af det Odins helligsted (vi) for Odin, som har givet byen sit navn. Senere kom jernbanen til Fyn og gjorde Odense til øens knudepunkt, men 100 år senere kom modgang, oliekrise, arbejdsløshed og det katastrofale gadegennembrud, der ledte en motorvej gennem de ældste dele af byen og H C Andersen-kvarteret. Men efter indvielsen af den fynske Motorvej i 1985 øgedes behovet for den faste Storebæltsforbindelse, og Odense fik TV2, ny banegård og meget andet, der kunne styrke optimismen. Men efter Storebæltsforbindelse åbnede i 1997, dalede optimismen i Odense katastrofalt. Fordi mange store og mindre projekter i Odense igennem årene var faldet til jorden som bump på vejen, opstod den vending: ”bare der ikke er gået Odense i den” om projekter, der truede med fiasko.
Fynske Årbøger 2021 bringer med andre ord endnu en velredigeret buket af store og små velskrevne artikler om øen midt i riget, der forsvarer fynboernes identitet og selvforståelse med så stort held, at vi allerede nu glæder os til næste årbog om fynsk kriminalitet – selvom artiklerne bliver fagfællebedømt. Det virker overflødigt – de kan jo kke blive bedre!
[Historie-online.dk, den 16. februar 2022]
