Gamle København
Af cand. mag. Steen Ivan Hansen
Flere historier og fotos fra en svunden tid, er undertitlen på Jørgen Larsens anden bog om det gamle København. Da bogen ikke har noget forord, fremgår det ikke helt klart, om artiklerne er rene genoptryk af den ugentlige klumme i Berlingske Tidende, men det var første bind, så det er helt sikkert også tilfældet her.
Det er der for så vidt heller ikke noget galt i. For vi er jo en del, der ikke læser denne ellers udmærkede avis. Men det præger naturligvis bogen, som er opbygget med 73 artikler hver på to sider. Alle artikler er illustreret med sort-hvide fotos. Virker bogen derfor en smule monotomt bygget op, er indholdet desto mere forskelligartet. Jørgen Larsen springer i tid og sted uden nogen rød tråd eller kronologi, snart fra det ene hjørne af byen, snart til det andet. Dog: bogen er ikke alene forsynet med en indholdsfortegnelse, men også med et stedregister, hvilket gør værket mere anvendeligt i en snæver vending, hvis man vil læse om en bestemt gade eller et torv.
Det usystematiske giver læseren en fornemmelse af, at dette er lystlæsning, ikke historieskrivning på et mere fagligt niveau. Hver gade har sine spændende historier at fortælle, og det gør Jørgen Larsen på underholdende vis, og netop med hovedvægten på det kulørte, det underholdende.
Forfatteren skriver da også godt, artiklerne er letlæste og kan med forbehold (som jeg skal vende tilbage til) anbefales som en form for byhistorie, som ikke stiller store krav til læseren. Dog, et krav stilles der til læseren, nemlig at han skal have et bykort i nærheden, hvis ikke han er særdeles godt inde i Københavns gadenet.
Måske Gyldendal er sluppet lidt let om ved opgaven: genoptrykning af dagbladsartikler uden videre dikkedarer. Man kunne ønske sig et forord, så vi får lidt at vide om bogens tilblivelse (selvom der står lidt på omslagets bagside), en litteraturhenvisning, et bykort med angivelse af de omtalte steder og måske gerne lidt nye farvebilleder, som kunne friske bogen op. For få år siden udkom f.eks. Gader og mennesker i middelalderens og renæssancens København af Hanne Fabricius, som var en lækkerbisken af en tryksag. På den måde bliver man måske lidt forvænt, og hensigten med Larsens bog er jo nok at give et andet udtryk, nemlig at fastholde dagblads-typografien.
Indholdet er altså tilfældigt udvalgte historier fra hovedstaden, og læseren må tro på Larsen eller lade være, for der gives ingen henvisninger til, hvor oplysningerne stammer fra. Desværre er ikke alle oplysninger lige korrekte. Når historie fortælles på en underholdende måde, kan der ryge en finke af panden, men læseren skal være påpasselig med at tager alle Jørgen Larsens oplysninger for den ufravigelige sandhed. Lad os tage et par eksempler. Side 60 omtales ”Storbyens små jomfrubure” med følgende ord: ”allerede i middelalderens København eksisterede der en vidt udbredt prostitution. Det var ganske vist forbudt, og præsterne forbandede det vilde liv, der udfoldede sig rundt om i byens offentlige badstuer. Noget måtte gøres, og i 1509 blev de københavnske badstuer lukket. De havde udviklet sig til kombinerede værtshuse med udskænkning, hvor en fast stab af tjenstvillige unge kvinder var parat til at opfylde ethvert ønske og dække ethvert behov.”
Det er rigtigt, at kirken fik lukket badstuerne, men uden videre at tage påstandene om usædeligheden i værtshusene for gode varer, er at gå langt videre, end vi har belæg for. Badstuen var en vigtig institution i middelalderens Danmark, hvor renligheden og det sociale samvær gik hånd i hånd. At der blev udskænket øl og vin, og at begge køn badede sammen, er en kendsgerning, som kirken ikke kunne lide, men at de var egentlige bordeller, er der ikke bevis for.
På side 76 omtales Sophie Amalienborgs brand. Tilskuerne til den katastrofale teaterbrand i 1689 var stuvet sammen i en interimistisk træpavillon, skriver forfatteren, men ordet løvhytte havde været rigtigere. Side 118 er træpavillonen i øvrigt blevet til en havesal, da samme brand omtales i en anden sammenhæng.
Forfatteren skriver endvidere side 132 af flertallet af indbyggerne for bybranden i 1728 boede i usle små træhuse. Det var der nok en del der gjorde, men hovedparten af byen var opført i bindingsværk.
Sidste eksempel på små eller større fejl, jeg her skal nævne, er i afsnittet ”Magtens storslåede centrum” side 17. ”Mest kendt er det kolossale Blåtårn, som var noget af det første Christian den Fjerde lod bygge i sin hovedstad”. Her synes jeg nu det er noget betænkeligt, hvis det opfattes som en sandhed, at det var Chr. IV der byggede Blåtårn. Blåtårn var den vigtigste bygning på det gamle middelalderlige Københavns slot. Chr. IV forhøjede blot tårnet seks alen og satte et nyt, flot spir på!
GAMLE KØBENHAVN kan anbefales som underholdende byhistorisk læsning, men læseren skal beholde de kritiske briller på, og ikke tro på alt, hvad Jørgen Larsen siger, og så var det måske bedre at ty til andre, mere gennemarbejdede bøger om byens historie.
