Glerup Fattiggård 1870-1950 – En institution for fattige og udstødte på Hadsund-egnen
Af Kim Rathleff
For de flestes vedkommende er erindringen om fattiggårde – og væsenet i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet uløseligt knyttet sammen med Henrik Pontoppidans barske novelle Naadsensbrød. Heri følger man det stærkt forarmede og uarbejdsdygtige fattiglem, Stine Bødker, som skal på ”kassen”, som var datidens jargon for en fattiggård. Hun kæmper bravt imod, og novellen er på mange måder en stærk kritisk skildring af livet for datidens allerfattigste, som undertiden blev indlogeret i nye, flotte fattiggårdsbygninger, men hvor dagliglivet deri lod meget tilbage at ønske. Men hvorfor er det i grunden relevant at inddrage et stykke skønlitteratur i denne sammenhæng?
Svaret giver bogens forfatter, arkivar Erik Laursen, indirekte selv, da han i indledningen slår fast, at der kun er kommet meget sporadiske bidrag om emnet siden Harald Jørgensens Studier over det offentlige Fattigvæsens historiske Udvikling i Danmark i det 19. Aarhundrede fra 1940. Det er derfor vigtigt at få tilvejebragt ny, relevant viden, som enten kan be- eller afkræfte de erindringer, som eksempelvis Henrik Pontoppidans novelle bringer.
Erik Laursen har Glerup Fattiggård nær Hadsund som mål for sin historiske undersøgelse. Glerup Fattiggård eksisterede fra 1870-1950, og målsætningen for Skelund-Visborg Kommune, som fattiggården hørte under, var at skabe en velfungerende produktionsenhed, der som udgangspunkt skulle hvile i sig selv eller give overskud. Det lykkedes langt fra, og det var kun i fattiggårdens sidste 25 leveår, at man generede et overskud.
Erik Laursen har under sit arbejde med bogen haft fingrene dybt nede i historiefagets maskinrum blandt kilderne, og man kan som læser kun have stor respekt for det arbejde, der er lagt for dagen undervejs. Den meget empiriske tilgang med undersøgelser af utallige forhandlingsprotokoller, hovedbøger og regnskaber mv. gør, at Erik Laursen formår at fortælle historien om fattiggården på to planer: Først og fremmest på et overordnet plan, hvori fattiggården sættes ind i en større kommunalinstitutionel sammenhæng, men samtidig udfoldes historien om livet på fattiggården ved at zoome ind på dens beboere og bestyrere. Vi får med andre ord sat ansigter på personerne, og det er helt klart her, at man får det bedste indblik i livet på fattiggården. Det er derfor også disse afsnit, der fremstår som bogens mest interessante, mens et afsnit om fattiggårdens fysiske indretning er noget mindre relevant for forståelsen af dagligdagen på fattiggården. Retfærdigvis skal det siges, at Erik Laursens mål er at lave en tilbundsgående undersøgelse af praktisk talt alle aspekter af fattiggårdens dagligliv, funktion og indretning mv. Bogen er på mange måder et godt bidrag til arbejdet med fattigvæsenet i undersøgelsesperioden, og den vil formodentlig fungere som et vigtigt nyere supplement til Harald Jørgensens værk fra 1940.
Hvis man til slut skal forsøge at vurdere, om Glerup Fattiggård lever op til Henrik Pontoppidans barske skildring i Naadsensbrød, så må svaret forblive tvetydigt. Erik Laursen giver selv denne vurdering: ”At være fattiglem på Glerup Fattiggård har ikke været en dans på roser, men der er ingen tegn på, at fattiggården var specielt dårlig af en fattiggård at være. Et attraktivt sted var det dog ikke…”.
