Gudenåens kulturhistorie

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online

For en som undertegnede, der er vokset op ved Gudenåen (på Porskærvej, som dengang hed Svostrupvej), synes det helt på sin plads med et værk om den store flod, der løber fra Tørring over Vestbirk, Skanderborg, Ry, Silkeborg, Kongensbro, Ans, Bjerringbro, Ulstrup til Randers. Det er lang strækning, og Gudenåen har spillet en stor rolle i mange midt- og østjyders liv i tusindvis af år, så der er også mulighed for at fortælle mange historier om natur og kultur, kombinere arkæologi, biologi og forskellige lokaliteters og erhvervs historie. Det må således ses at være en kæmpeopgave, som Erik Hofmeister har påtaget sig. Men opgaven er løst; bogen ligger der: stor og flot med massevis af spændende og instruktive kort, tegninger, fotos og andre illustrationer – og det er spændende læsning hele vejen igennem.

Jeg har aldrig været interesseret i lystfiskeri, men min fars enge gik ned til Gudenåen, så fornemmelsen af åen har alligevel været der. Der skulle høstes græs i engen, kvierne skulle drives til og fra de lækre engmarker, man gik en tur ned og kiggede på åen og de kanoer, der kom forbi, og man kunne godt sidde i fred og ro på trækstien, mens åens vand strømmede forbi. Og dermed er også en hel del af bogens temaer antydet. Men langt fra alle.

”Gudenåens kulturhistorie” er delt op i en række kapitler – de første om hvordan landskabet er skabt og udnyttet af mennesket og om åens guddommelige navn. Det længste kapitel handler om erhverv og bebyggelse, og det er jo også ganske omfattende temaer, som giver mulighed for at berette om stenalderens fiskere og jægere og om det meget vigtige fiskeri meget lang op i tiden. Både klostre og landmænd ved åen anlagde ålegårde og laksegårde tilbage i tiden, der blev anvendt krog, ruser og net til fiskeriet. For i åen var der en sand rigdom af fisk, som kunne udgøre en vigtig næringskilde for de lokale, hvad end det var lensmanden på Silkeborg Slot eller en mindre bonde med adgang til åen for slet ikke at tale om vigtige leverancer til kongens bord. Og bønderne vidste godt, at ”Eng er Agers Moder”, for på engene ned til åen blev der avlet hø, og jo mere hø, man kunne høste, jo mere kvæg kunne der være på en gård. Dermed også mere gødning og et større kornudbytte. Tingene hang sammen, og det forstod folkene langs åen at udnytte.

Men der var også andre ting at udnytte, først og fremmest åens energi, som skabte grobund for møller og industrivirksomheder. Det bedste eksempel er naturligvis Michael Drewsens etablering af papirfabrik midt i Jylland – netop fordi der var vandkraft – og hvilket så igen resulterede i oprettelsen af den gennemplanlagte by, Silkeborg. En anden planlagt begivenhed var skabelsen af Tange-værket, der kunne give elektricitet til et stort område, og dermed også oprettelsen af Tange Sø, hvor en række gårde og husmandsbrug måtte nedlægges og nu gemmer sig på bunden af den kunstige sø. Det er også en spændende historie.

I forbindelse med anlæggelsen af Silkeborg blev også pramfarten på Gudenåen et væsentligt – om end ret kortvarigt kapitel i Gudenåens kulturhistorie. Gudenåen var en vandvej, der indtil jernbanens fremkomst var den vigtigste transportvej for gods. Åen har været brugt som transportvej gennem årtusinder, men i 1800-årene blev denne transport for alvor sat i system. Åen blev ryddet for spærrende ålegårde, og der blev anlagt træksti langs åen, hvor de pramdragere (og deres heste), der sørgede for at prammene kom både opstrøms og nedstrøms i åens øvre løb – fra Silkeborg til Randers og retur – kunne bevæge sig nogenlunde tørskoede. Papirfabrikken blev anlagt i 1845 og handelspladsen Silkeborg året efter, og nu kunne de 10-12 meter lange pramme – kaag’er – fragte bygningsmateriale, træ, papir og kolonialvarer med eller mod strømmen. Nogle pramme afgik regelmæssigt, andre var lejet til specielle opgaver. Men med jernbanen svandt pramfartens betydning hurtigt mod slutningen af 1800-årene. Og dermed forsvandt også en bestilling for de stærke, men også hurtigt krumryggede, pramdragere og pramkarle, ligesom kroerne langs åen mistede en del af deres hidtidige indtægtskilde. Pramfartens historie er et af de mest inciterende kapitler i Gudenåens kulturhistorie.

Gudenåen var en ressource, der kunne udnyttes. At man så drev rovdrift på miljøet, var indtil 1960erne ikke noget, man tænkte så meget over. Men forureningen kom på dagsordenen, og den hidtidige praksis med at sende spildevand og affald fra byer, industrier og landbrug urenset ud i åen, blev med 1970ernes spirende miljøbevidsthed en umulighed. Centrale renseanlæg blev etableret og omfattende naturgenopretningsprojekter gennemført, så Gudenåens vand nu er ”mere klart end det har været i mands minde. Man kan se flere meter ned i åens dybe vand. Det samme kan man i mange af søerne. Tidligere lignede de om sommeren grønærtesuppe, uklare af grønalger”, som det hedder side 215.

Og så kunne man igen udnytte Gudenåen og naturrigdommen til en omfattende turisme. Søerne er fyldt med sejlere og motorbåde – dampbåden ”Hjejlen” og flere andre både i selskabet fragter hver sommer tusindvis af turister til Himmelbjerget, ”Ildfestregattaen” var – og er – noget, man virkelig glæder sig til hvert fjerde år, ligesom River Boat festivalen samler jazz-elskere fra fjern og nær.

Men læs videre selv. Her er masser af viden samlet, og velskrevet er det, så man flyver igennem siderne, hvis ikke man falder i staver over et fint gulnet foto af tidligere tiders åliv eller et flot farvefotografi af nyere dato – eller som undertegnede, der på side 266 opdagede et dejligt maleri af Gjern-maleren Erik Raadal, der har stillet sig lige ved Resenbro med udsigt op mod Resendalgården og Gødvad Kirke. En lille del af mit barndoms-landskab, som man kan lade sig suge ind i. Jeg har aldrig set maleriet før, men det er også i privateje. Bare det var mit!