Handel, demokrati og kultur

Af Erik Helmer Pedersen

Ingen er profet i sit eget fædreland. Sådan kunne man karakterisere den skæbne, der overgik den danske brugsforeningsbevægelses stifter, provst H. C. Sonne, i sit nærmiljø. Han fik som bekendt i 1866 efter engelsk forbillede oprettet Thisted Arbejderforening, der skulle sikre medlemmerne billige og sunde levnedsmidler m.m. I et sindigt tempo bredte bevægelsen sig i de efterfølgende år med Øerne og Østjylland som kerneområder, og i 1885 nåede tallet op på 320, de 310 på landet. Først da kom thyboerne med gennem oprettelsen af en forbrugsforening for landbrugere i Hurup, fra 1901 benævnt som Hurup Brugsforening, i 2003 erstattet af en FAKTA-discountbutik. Hurup lå på Thybanen af 1882 fra Struer til Thisted og overtog da Vestervigs rolle som hovedby i Sydthy, om end denne også fik en brugsforening i 1920.  I et springende forløb 1892-1909 over Bedsted til Thisted tilkom yderligere fem brugsforeninger langs en nu moderniseret Thybane, medens Nordthy i et tilsvarende omfang blev tilgodeset med otte brugsforeninger, oprettet i spredt fægtning 1903-34 langs jernbanen Thisted-Fjerritslev, der trak sit spor deroppe 1904-1969. Med en del andre stationsbyer på landet og tre nye i Thisted nåede tallet for de fem herreder, vort område dækker, op på 34. Af landbrugserne er kun tre tilbage i dag: Frøstrup, Hillerslev og Hundborg. I en rigshistorisk sammenhæng fandtes der i 1919 en brugsforening i 70% af alle danske landsogne; for vore fem herreder når gennemsnittet ikke engang op på 50% med Hassing herred sydvest for Thisted som en notabel undtagelse. Her glimrede Thybanens grokraft; i de fire brugsforeningsbyer Ydby, Bedsted, Hørdum og Snested byggedes stationen på bar mark.

På baggrund af dette rids er det nok på tide at præsentere vor bog til anmeldelse. Udover et forord rummer den en kortfattet introduktion til temaet i almindelighed, en beskrivelse af den afdeling, brugsforeningernes hovedkontor F.D.B  lod oprette i Thisted 1915-61 samt selve kernestykket: de  34 brugsforeningers historie fortalt stykkevis og i vekslende omfang, alt efter  den forhåndenværende dokumentation. Det må i sig selv have været et yderst møjsommeligt arbejde at tilvejebringe denne, og æren herfor tilfalder først og fremmest tre pensionerede lederskikkelser eller med datidens udtryk uddelere, Henning W. Sørensen, Vesløs 1964-2000, Bent B. Jensen, Frøstrup 1981-2006 og Kristian V. Olesen, Hillerslev 1969-2007. De påtog sig at indsamle og bearbejde det omfattende, men yderst spredte materiale, et 4-årigt projekt i sig selv, og da tusinder af brudstykker skulle skrives sammen, allierede man sig med museumspædagog Svend Sørensen, Museet for Thy og Vester Hanherred, Thisted. Et regional- og lokalhistorisk initiativ af denne tjener til al mulig ære for alle implicerede, og de efterfølgende bemærkninger af faghistorisk natur er alene tænkt som et forsøg på at vise, hvor righoldigt materialet i grunden er. Rundt omkring i Thy - og andetsteds for den sags skyld - må bogen kunne bruges som grundlag for et videregående studiekredsarbejde.

I forhold til de henved 2.500 brugsforeninger, der blev oprettet i Danmark inden 1920, fylder de 34 thylandske brugsforeninger ikke stort, og flere af dem kom i øvrigt til verden efter denne dato. Normalt vil man med provst Sonne in mente spore altruistiske overvejelser bag det lokale initiativ, men det indsamlede materiale tier stille herom. Og selv om medlemsantallet skulle være oplyst, giver det ingen information om de pågældendes navn og socialstatus. Her må ligge en vigtig opgave for et lokalhistorisk dybdeboringsarbejde, der også burde omfatte den kommercielle konkurrencesituation.  I Thy havde flere brugsforeninger en eksisterende købmandshandel som grundlag, og ironisk nok overtog en købmand mange år senere en nedlagt brugsforening. Når man betænker den beskedne omsætning og dermed det svage kapitalgrundlag bag de fleste brugsforeninger, fristes man til at tro, at medlemsskaren især var folk med en beskeden indkomst. Ganske stor medlemsgæld hørte mange steder til dagens (u)orden – og omvendt tyder tilkomsten af ikke færre end 10 brugsforeninger 1914-20 på, at landbrugernes gode indkomster i denne periode motiverede oprettelsen af en lokal brugsforening. Der er dog den hage ved at handle i et tyndtbefolket område som de store klitområder i Thy, at man nærmest automatisk får mange medlemmer fjernt fra alfarvej, og det besværliggør og fordyrer varedistributionen uforholdsmæssigt meget. De skiftende landbrugskonjunkturer i mellemkrigstiden gjorde det ikke lettere at være uddeler, og gældsophobningen kunne da friste en brugsforening til at fremlægge navngivne gældslister til almindelig beskuelse og nabosladder. Tredivernes ekstraordinære kriseforanstaltninger (svinekortene!) og den stærkt forbedrede landbrugsøkonomi under 2. verdenskrig gav dog de fleste brugsforeninger et løft, der rakte et godt stykke ind i efterkrigsperioden, indtil den ulægelige butiksdød satte ind i 1960’erne i takt med afvandringen fra landbruget og urbaniseringen. For sent erstattede man varekreditten med kontant betaling- og begyndte for alvor at handle med øl og spiritus, et område, mange brugsforeninger havde ladet ligge brak, hvad enten beslutningen var idealistisk-religiøst eller kommercielt begrundet. Det kostede penge at skaffe sig en bevilling til salg af brændevin.

Men hvad handler bogen da om i sin grundstruktur? Mest om livet som uddeler, kunne man forenklet udtrykke det. Iflg. sagens natur stammer en væsentlig del af kildematerialet fra kredsen af personale, der har været tilknyttet brugsforeningerne. Efter en brugsforenings første og ofte ret urolige år med flere udskiftninger fik en dygtig uddeler som regel fast greb om virksomheden, og i flere tilfælde dannedes der lokalt uddelerdynastier over flere slægtled, og da de havde gennemgået en slidsom og temmelig ulønnet læretid, vidste de alt om brugsforeningen, set bag disken og ud mod den brogede skare af snaksomme kunder. De skulle ikke ty til skærmen for at se, hvad butikken rummede fra tjære til strikkegarn, og de kendte hver eneste kunde og hans eller hendes soliditet eller mangel på samme. De tre ex-uddelere har virkelig gjort historieforskningen en tjeneste ved at få indsamlet og bearbejdet et så omfattende materiale og trods dets indbyggede mangler fået det til at fortælle en god og lærerig historie. En respekteret uddeler har hørt til sognets spidser og var ikke uden videre dus med alle og slet ikke med sit personale, det huskes fra Skovby Brugsforening på Nordfyn. Omvendt var uddeleren også under kontrol, især hvis hans hu stod til flasken. I Snedsted betydede man 1902 en tørstig uddeler, at hvis han var fuld i arbejdstiden, vankede der 1.000 kr. i bøde og afsked på gråt papir. Han røg ud. I Hørdum ville en uddeler i 1935 gerne have en kontorstol, ”da Enden bliver gammel og øm ved idelig at sidde paa en haard Kant.” Herpå resolveredes koldsindigt: ”Kunde ikke bevilges”.

I baggrundsredegørelsen kobles brugsforeningsideen tæt sammen med andelstankens eksempelløse succes i Danmark, og herom kan man bevidnes i så at sige alle skildringer af den danske andelsbevægelse. Stilfærdigt må man da gøre opmærksom på, at udviklingen i Thy ikke ligefrem dokumenterer et sådant parløb. Der nævnes ganske vist enkelte tilfælde af samarbejde mellem en brugsforening og stedets andelsmejeri, i praksis dets mælkekuske, og der samarbejdedes også i et vist omfang med andels-foderstofforeninger, men i realiteten var der ofte tale om en ganske hård konkurrence netop på dette felt. Anders Nielsens forskellige andelsforetagender med Jysk Andels-Foderstofforretning, JAF i centrum gik ikke altid i spænd med de lokale brugsforeninger, og Dansk Andels-Ægexport, DAÆ så bestemt ikke med milde øjne på brugsforeningernes selvstændige virksomhed i så henseende. I realiteten finansierede en husmoders ægsalg de fleste indkøb af forbrugsvarer i brugsforeningen. Brugen af en lokalhistorisk tættekam ville nok afsløre, at de lokale folk indrettede sig efter de forhåndenværende muligheder og ikke efter ovenfra givne signaler. Andelsbevægelsens historie bærer ofte præg af at være et ideologisk skønmaleri, der projiceres bagud i det historiske forløb. Den danske andelsbevægelse har fortjent en bedre skæbne – netop ved at demonstrere, at beslutsomme folk overalt evnede at forvandle teori til praksis. At det så kneb med at sætte en væsentlig del af dividenden i banken med henblik på fremtidens tarv er en helt anden sag.