Historier fra Viborgegnen

Af Per Ole Schovsbo

Den tidligere leder af Viborg Lokalarkiv og siden af Viborg (Stifts) Museum, Henning Ringgaard Lauridsen er en lun fortæller og kyndig historiker, der har udgivet en lang række lokalhistoriske bøger og nu også ”Historier fra Viborgegnen”. Bogens 10 kapitler behandler tre temaer: historier fra de forskellige landskabstyper i Viborg kommune, dernæst bynære historier og for det tredje en byvandring i det gamle Viborg.

Ringgaard indleder med den lange fortælling om landsbyen Vinkel øst for Viborg, hvor en jæger tabte sin pil i ældre stenalder. Herfra hurtigt til ældre middelalders stenkirke i landsbyen midt i en velafgrænset bygd med gode jorder. Forfatteren dvæler ved de mange middelalderlige sten- og ejerlaugsdiger der viger for storlandbrugets maskiner ligesom Vinkel sø og tilhørende gårde. Det går over stok og sten om munke og kirkevæsen, reformationens tidligere katolske præst og hans ugudelige efterfølger, den grådige godsejer, udskiftningen 1791, andelsbevægelsen, det åndelige liv, husmandbevægelsen, landbrugets industrialisering og landsbyernes afvikling i vor tid.

Næste kapitel er om Karups helligkilde, der i 1400-tallet var et berømt valfartssted med en imponerende korskirke, der efter reformationen blev væsentligt reduceret. Lynghedens opdyrkere var hverken dovne eller ubehøvlede, som godsejeren på Herningsholm påstod, fordi de ikke var så effektive landmænd. Sagen er, at der var flere penge i at holde får og producere uldstrømper end at holde kvæg og dyrke korn. Men heden skulle jo opdyrkes, og 1758 gik man i gang med at hverve kolonister til lyngheden blandt vinbønder og håndværkere langs Rhinen. Omkring 1760 hentede de kartofler fra deres tyske hjemegn, og kartoffelavlen blev en storslået succes, der bredte sig til hele landet. Omkring 1830 kom der for alvor gang i opdyrkningen takket være svingploven og tilførslen af mergel og staldgødning. I begyndelsen af Besættelsen 1940-45 anlagdes den tyske flyveplads Grove ved Karup, der blev en af Nordeuropas største. Efter befrielsen blev soldaterne udskiftet med 25.000 tyske flygtninge frem mod 1948.

Ringgaard fortsætter med historier fra Fjends herred, landskabet vest for Viborg og begynder med oldtidsvejen, mordet på Erik 5. Klipping i 1286 i Finderup 10 km syd for Viborg. Kvægfolde knyttet til heste- og studedriften fra Limfjorden til Slesvig eller Holsten fra middelalderen og langt frem i tiden. Han fortæller om bondeplageren Hans Risborg (1620-1752) og hedeopdyrkeren, den gale kaptajn, Ludwig von Kahlen, der byggede Kongenshus. Den sagnomspundne rakker, Jens Langkniv, var uden fast bopæl og kendes fra en retssag i 1598. Senere overleveringer vil vide, at han blev henrettet for mord.  Minedriften i Daubjerg og Mønsted Kalkgruber. De frihuggede blokke af kalksten (blegesten) blev brændt (reduceret) i ovne til pulveriseret kalk, som hovedsageligt blev brugt til hvidtekalk og kalkmørtel. 1872 blev produktionen industrialiseret, indtil værket lukkede i 1953. Tørveindustrien fik stor betydning. De otte værker i Sparkær Stormose leverede 45 millioner æltetørv i 1904, lidt mere end 1/3 af hele kongerigets samlede produktion.

Sømænd og fiskere fra Hjarbæk fjord og Kvols, hvor Overbyen var bøndernes domæne og Nederbyen ved fjorden fiskernes og husmændenes, der også var kågfolk, den vestlige Limfjords fragtmænd. Deres både, kågene, var fladbundede, åbne og dobbeltspidsede med mast og sejl. De sejlede lokale produkter som jydepotter og træsko til Aalborg og tog købmandsvarer, jern, tjære og meget andet retur. Fiskeriet og sejladsen i Limfjorden ændrede sig, da Agger Tange blev gennembrudt af havet i 1825, Aalborgkøbmændene mistede deres jerngreb, og Viborg anlagde en havn i Hjarbæk med toldstation. I de følgende år sejlede Viborgs handelsflåde gennem Aggerkanalen på England, og mange udenlandske skibe kom til Hjarbæk. Fjordfiskeriet ændredes også ved Agger Tanges gennembrud, fordi fjordens vand blev salt. Det gav nye fiskearter, nye redskaber og nye metoder. Men også ålegræs, der om efteråret blev skyllet op på stranden, tørret og anvendt til madrasser. April 1870 stiftedes Den sydlige Limfjordsegns Arbejderforening, der som en af de første brugsforeninger i Danmark fik udsalgssted året efter i Kvols, indtil den lukkede i 1885, fordi den blev udkonkurreret af en energisk gårdejer, kromand og købmand i Nybro.

Bogens første del afsluttes af en fortælling om natursyn og myter, der tager udgangspunkt i indtryk fra H C Andersens store Jyllandsrejse i 1859. Det eksotiske landskab og befolkning tiltrak også andre digtere og romantikere, indtil Hedeselskabet fra 1866 gik i gang med at forvandle resterne af lyngheden til kornmarker, anlægge store plantager og læhegn, tørlægge søer og fjorde, udføre dræningsprojekter og meget mere. Landskaberne ændredes, og naturen kom ud af balance, indtil miljøforkæmperne fik vendt skuden og udbedret nogle af skaderne. Det kaldes naturgenopretning og indhegnes til naturparker. Ringgaard fortæller om den betydning, anlæggelsen af de store landeveje og jernbanerne fik for samfærdslen og bosætningen i 2. halvdel af 19. årh. på Viborgkanten. Ligesom andre steder i kongeriget vandt jernbanernes damptog over hestevognene på landevejen, der derfor blev nedgraderet. Det blev stationsbyernes og andelsbevægelsens tid, fordi købstædernes monopol på handel, håndværk og industri blev ophævet med loven i 1857 om den frie næring. Den næste store ændring kom med kommunalreformen i 1970, hvor den sognekommunale identitet blev opslugt af visionerne om fordelene ved stordrift.

Herefter går Ringgaard i gang med at fortælle om egnens store iværksættere.  Den første er klædefabrikant Johannes Ivar Bruun (1793-1836) der købte godset Skovsgård og 1821 byggede sin klædefabrik kaldet Bruunshåb ved Åle Mølle øst for Viborg. Hertil fik et par mindre vandmøller (Søndermølle og Vibæk Mølle) industriproduktion. Bruun plantede en del løvtræer, heriblandt avnbøg, hvis hårde men ikke holdbare ved giver de bedste tænder til møllernes gearværk – ikke til vandhjul som Ringgaard skriver. Bruun iværksatte også pramfart på Nørreå mellem Vibæk Mølle og Randers Havn til transport af klæde og andre varer. Ringgaard bringer et fint portræt af miljøet, Bruuns ægteskab og tidens standsforskelle. Den næste, der portrætteres, er Peter Aarestrup (1895-1968) fra den fattige Ll. Sct. Peder Stræde i Viborg. Ringgaard fortæller om arbejdernes organisering og deres kampe med virksomhedsejerne om at indgå overenskomster, om skoleforholdene i Viborg og at den otteårige Peter fik arbejde efter skoletid som bydreng for en købmand og som 13-årig på en trævarefabrik, hvorefter han blev uddannet tømrer. Ringgaard fortæller bredt om arbejderbevægelsens almennyttige projekter i Viborg frem i 1930´erne, hvor Aarestrup blev valgt ind i byrådet, og socialdemokratiet fik borgmesterposten. Herefter fik han mange tillidshverv og blev i 1946 medlem af Socialdemokratiets forretningsudvalg, hvor han var med til at indføre almindelig folkepension i 1956.  

Forfatteren fortsætter bogens 2. afsnit med en række portrætter af kendte og mindre kendte kvinder fra kroernes verden til kvindesagen, indførelsen af kvindelig stemmeret i grundloven af 1915 og kvinder i modstandsbevægelsen under besættelsen og runder af med beskrivelsen af Houlkær, den moderne forstad til Viborg. Tredje og sidste afsnit er en byvandring i selskab med digtere og billedhuggere.

Ringgaard benytter sig af en såkaldt mikrohistorisk metode, der for anmelderen at se er et andet navn for den almindelige lokalhistorie der heldigvis endnu praktiseres af nogle af de lokalhistoriske årbøger i modsætning til mange museer. Et særkende for bogen er imidlertid, at den er uden kort og referencer, hvorfor den usikre læser kunne føle sig på Herrens Mark både geografisk og fagligt. Men takket være forfatterens troværdighed og faglige kompetence føler man sig godt og forsvarligt underholdt.

[Historie-online.dk, den 22. januar 2025]