Historisk Årbog Thy 2024
Af Per Ole Schovsbo
Uden nogen form for indledning, der kunne forberede læseren til årbogen for 2024, går museumsinspektør Charlotte Boie Andersen i gang med at fortælle om sporene efter den ældste varige beboelse i Thisted, der med resterne af den ældste kirke kan dateres til 1100-tallet. Grundplanen for den romanske kirke er klarlagt, og en del kvadre med billedrelieffer af høj kvalitet er ligesom en romansk gravsten af granit indmuret i den nuværende gotiske kirke fra slutningen af 1400-tallet. Allerede i 1524 fik Thisted sine købstadsrettigheder i skarp konkurrence med det kongeejede Hovsør, hvor der var en rummelig naturhavn. Thisted var ejet af bispesædet i Børglum, og det er formentlig forklaringen på, at byen fik sine købstadsrettigheder ”for bisp Stygge Krumpens skyld”. Charlotte Boie Andersen fortæller i øvrigt om de ret få byarkæologiske udgravninger og om aktiviteterne ved kysten, der var præget af fiskeri og sejlads, selvom Thisted først fik sin havn efter Agger Tanges gennembrud i 1825.
Museumsinspektør Jens Andersen fortæller i næste artikel om thistedboernes kamp med (eller mod) åen gennem byen, indtil den i begyndelsen af 1900-tallet blev lagt i betonrør og forsvandt fra bybilledet. Vandløbet satte indtil 1900 sit tydelige præg på den østlige del af byen, og man har foreslået at åløbet oprindeligt udgjorde byens østgrænse. Der er dog tegn på, at der i 1200-tallet voksede en bydel frem nord og øst for åren, der efterhånden blev så tæt, at der var behov for mange broer til at lede trafikken over åen. I årene 1907-12 blev åen derfor lagt i betonrør. Inspireret af frilægninger af åer i Århus og Næstved voksede der mange år senere tanker frem om at frilægge åen i Thisted som et stemningsskabende historisk element, men planerne er desværre skrinlagt, slutter Jens Andersen sin fine artikel.
Museumsinspektør Michael Riber Jørgensen fremlægger teksten i Thisteds privilegiebrev fra 1524 i en sen afskrift kalligraferet på et plakat fra 1924 – fordi det originale brev er tabt. Her mangler historikerens kildekritik og udlægning af teksten, så læserne bliver klogere på, hvad et købstadsprivilegium er for en størrelse. Og hvorfor blander Stygge Krumpen sig i sagen kort før reformationen, hvor han blev afsat?
Journalist Villy Dall skriver om Frelsens Hærs afdeling i Thisted, der eksisterede fra 1890 til ”omkring 1990”. Artiklen baserer sig på avisartikler og interviews og benytter sig af det militære sprog, som er Hærens blandt de uniformerede medlemmer (soldater) og de civile. Hæren i Thisted fik efter nogle år sin egen bygning i Strømgade. Her boede det ledende ægtepar. Under Den spanske Syge 1918-20 fungerede bygningen som lazaret. I løbet af den tyske besættelse måtte man afgive bygningens stueetage med store sal til besættelsesmagten men fortsatte med at indsamle penge til de fattiges julepakker ved byens juletræ. Hærens arbejde både i Thisted og andre steder var og er fortsat holdt i live af en lille kreds af ildsjæle, hvis arbejde bør indgyde store respekt.
Michael Riber Jørgensen skriver om Thisteds stærke kvinder. At den første var en heks, der efterstræbtes af byens præst, er noget af en programerklæring, der mildnes ved, at præsten tabte sagen, blev fængslet og landsforvist – uden at nogen heks blev brændt eller halshugget ved den lejlighed. En del af årsagen var, skriver Jørgensen, at tiden i slutningen af 1600-tallet havde bevæget sig langt fra Christian IV`s troldomsforordning (fra 1617) og nærmet sig oplysningstidens rationelle tilgang til verden. Overtroen og folketroen forsvandt dog ikke helt fra egnen, som historien om benbrudslægen eller ”kloge kone” Stine Kudsk (1809-1897) i Nors, der videreførte sin afdøde mands praksis med stor dygtighed og accept fra det offentlige – måske fordi der ikke var ret mange praktiserende læger i landdistrikterne på det tidspunkt. Den energiske og politisk optagne lægefrue Ingeborg Tolderlund (1848-1935) får også god omtale, ligesom Dagmar Lustrup (1893-1990), der var med til at redde jødiske børn under Besættelsen, og Biografdronningen, den farverige Olga Thomsen (1897-1976), der sammen med sin mand åbnede Palæ-Teateret i Thisted i 1919. De gjorde ikke Thisted kedelig.
Museumsleder Jytte Nielsen fortæller om den arkæologisk aktive Augusta Zangenberg (1846-195), der også levede som danselærerinde. Hun blev afbildet på et gavlmaleri i Thisted – der pryder forsiden af årbogen – med en graveske i hånden, og det er resultaterne af den arkæologiske virksomhed, som Jytte Nielsen beskriver. Og det er ganske overvældende, hvad Augusta Zangenberg nåede af udgravninger i gravhøje og andre anlæg, hvortil kommer en omfattende indsamling af oldsager med forhåbentligt systematiske proveniensoplysninger. Det storslåede materiale udgør i dag en betydningsfuld del af Thisted Museums oldtidssamling.
Jens Andersen udreder bygningshistorien for smedjen i Strømgade i anledning af opførelsen af Kulturrummet, et samlingssted for byens indbyggere. Smedjen var grundlagt i 1848 af smedemester Rasmus Loldrup (1815-1885) og fungerede indtil 1980, hvorefter bygningen blev anvendt som lager, indtil den blev nedrevet i 2021 til fordel for det nye kulturhus. Jens Andersen er meget grundig i sin analyse af bygningens historie, og læserne mangler derfor afklarede kronologiske oversigtsplaner over bygningshistorien for at kunne følge med.
Mærkeligt nok er det, som om årbogens redaktør Michael Riber Jørgensen, placerer forordet på side 78. Anmelderen faldt over den i sin iver for at få kommenteret alle de gode artikler og kortere indslag, der mormalt fylder en side inklusiv en illustration.
Villy Dall skriver om den bilfabrik, som Thisted aldrig fik i årerne 1952-53, fordi man ikke kunne rejse tilstrækkeligt lokale midler. Det var et socialdemokratisk beskæftigelsesprojekt, og planen var at fremstille dele til en bil af plastik og letmetal.
Jytte Nielsen fortæller om et fascinerede gavlmaleri i Thisted med børnetegninger, der er komponeret af Erland Knudssøn Madsen i anledning af Thisteds 500-års købstadsjubilæum i 2024. Det er desværre borte sammen med gavlen og huset, der er revet ned. Tilbage er et flot farvefotografi – men?
Museum Thys gamle dygtige arkæologer, Anne-Louise Haack Olsen og Jens-Henrik Bech har skrevet en spændende og grundig artikel om gravhøje på Knakkergården omtrent midt i Thy. De blev undersøgt af museet i en periode over 20 år og giver oplysninger om gravskik og livsformer på samme lokalitet over en periode på 2500 år. Det er en meget arkæologisk artikel med mange fine gengivelser af tegninger og fotos, og teksten er armeret med utallige arkæologiske opdagelser og fund af genstande. Det bedste er, at de mange data sættes ind i en større sammenhæng, så den ufaglærte læser ikke kun får ravperler og stenøkser, men også indblik i perioderenes livsformer, der i vore dage kan udvides og suppleres med DNA-undersøgelser af skeletrester, der viser befolkningens udvikling og pollenanalyser af naturens udvikling.
Charlotte Bøje Andersen skiver om Hanstholm Fyrs nye linser, der skulle være udstillet på industriudstillingen i 1888 i København, men projektet mislykkedes delvist.
Landinspektør Kåre Jørgensen fortæller om Vorupør omkring år 1800 i en spædende og velundersøgt artikel. Livsformen var mere fattig i Vorupør end i Stenbjerg mod syd. Her var man beriget af skudefarten, mens det lukkede og indgiftede samfund i Vorupør kun havde fiskeriet, strandingsgodset, de små jordlodder og bærplukningen i klitterne. Det gik helt galt for dem, da man fra højeste sted havde besluttet at bekæmpe sandflugten og forbyde de lokale beboeres kreaturer at græsse i klitterne. Det blev også forbudt de lokale beboere at indsamle lyngtørv eller plantedele til foder, brændsel og tagdækning, og endelig blev man tvangsudskrevet til at plante marehalm og hjelme i klitten for at dæmpe sandflugten. Klitfogeder, sandflugtskommissærer og mange andre håndhævere af lov og orden tvang til sidst den lokale befolkning til i desperation at forgribe sig på de forbudne frugter. Artiklen beskæftiger sig også med andre sider af det barske liv i klitten og runder af med spørgsmålet: hvorfor blev de boende? Svaret er, at det man kunne i Vorupør, kunne man ikke leve af andre steder – og så var livet her måske alligevel ikke så ringe endda, slutter Jørgensen.
Folkeskolelærer Ole Bertelsen skriver en fornem artikel om Skrolledrengen, Søren Christian Pedersøn (1797-1871). Det er historien om en fattig familie og dens yngste søns fortvivlede liv. Han døde som almisselem fra Tved sogn efter at have levet 27 år i fængsel på grund af tyverier. Han var fraskilt og havde efterladt sig både ægte og uægte børn og drukket for meget brændevin. Bertelsen runder artiklen af med en opfordring til at benytte især retsvæsnets protokoller med de ofte særdeles pedantiske afhøringer, der giver mulighed for at få autentiske oplysninger om tidens livsvilkår og dagligdag.
Villy Dall fortæller om Thisted-kunstneren Johan Galsters miniature rytter-statue af kong Christian X 1941.
Mag.art. Bodil Hedeboe skriver om sin mormor, Katrine Vittrup (1892-1960) der tidligt blev enke og ernærede sig som vandrende syerske. Senere flyttede hun til København, hvor hun sammen med sin søster indrettede en systue på Harald Kiddesvej. Hedeboe fandt en del af mormoderens historie omtalt i de 40 dagbøger der er skrevet af Elisabeth Ling (1873—1958). De er renskrevet og udgivet af Heltborg Museum.
Jens Andersen afslutter sin spændende og velskrevne serie om de tre kommandanter på Hanstholm 1940-45 med en detaljeret biografi om orlogskaptajn Diedrich Knippenberg (1895-1967), der var født og opvokset i Dingen i Cuxhaven. Han blev uddannet som lærer men meldte sig frivillig til krigstjeneste straks efter krigsudbruddet i 1914 og blev knyttet til marinens artilleri i Flandern, der bestod af mobile kanoner. Herefter blev Knippenberg lærer og senere også organist i Debstedt. For at bevare sine stillinger meldte han sig ind i nazipartiet og blev indkaldt til tjeneste i marinen I 1939. Han kom til de svære kystbatterier først på Helgoland og i 1941 til 38 cm batteriet Hanstholm II, der havde en besætning på 600 mand! Året efter blev han batterichef, og 1943 blev han kommandant. Samme år kom general Erwin Rommel til Danmark for at opgradere kystforsvaret og har åbenbart været tilfreds med forholdene i Hanstholm. Ved kapitulationen i 1945 overdrog Knippenberg batteriet til englænderne, var krigsfange i kort tid, vendte hjem til Tyskland i slutningen af året og genoptog sit gamle job som skolelærer og organist efter at være blevet afnazificeret.
Elektronikingeniør Morten Hammer fremlægger en forkortet udgave af sin bog ”Min fars hemmelige krig” der handler om Hjemmeværnsforeningerne i Thy. Efter kapitulationen i maj 1945 fik modstandsbevægelsen mange opgaver i lokalområderne, fordi der hverken var dansk politi eller militær til at holde ro og orden. De bevogtede også de tyske militære installationer, krigsfanger og arresterede værnemagere indtil hæren overtog opgaverne i august. Men i Danmark var der også de såkaldte ventegrupper (undergrundshæren), der var rekrutteret i løbet af 1944-45. I Thy, Morsø og Hanherred blev de organiseret af kaptajn T.P. Ejby-Nielsen, som kaldte ventegrupperne for Landeværn. Efter befrielsen begyndte man at danne hjemmeværnsforeninger på grund af den modstandsvilje, der var samlet i ventegrupperne og modstandsbevægelsen over hele landet. At de politiske holdninger spillede en stor rolle i den forbindelse, er ikke så mærkeligt, især fordi man i visse kredse var nervøse for de mange våben og sprængstoffer, der var spredt blandt befolkningen. De lokale forhandlinger og modsætninger i Thy beskriver Morten Hammer indgående i sin velskrevne artikel.
Årbogens sidste artikel skriver historikeren Knud Holck Andersen om Aage Rosendal Nielsens ”verdensuniversitet” der anses for at være et lidt usædvanlige element i dansk højskoletradition. Der er tidligere skrevet meget om Rosendal og hans New Experimental College (NEC), der blev etableret i 1962 i Vanløse og senere flyttet til Thy. Tilknytningen til Ungdomsoprøret, Det frie samfund i Frøstup og Tvind-bevægelsen viser, at Rosendals visioner både var del af tiden, men at de også rummede en moralitet som de øvrige bevægelser manglede i højere eller mindre grad. At mange amerikanske studerende på NEC unddrog sig krigstjene i Vietnam kan forstås på grund af krigens vanvid, der kastede flere af veteranerne ud i bandekriminalitet. Og det var ikke Rosendals mission. Det var derimod det åndelige slægtskab med The Beatles som udløste besøget af Yoko Ono og hendes familie samt ikke mindst John Lennon på NEC i 1970.
Årbogen afsluttes med omtalen af en kornvægt af engelsk oprindelse i anledning af den nyvundne sejlads på Nordsøen gennem Agger Tange efter gennembruddet i 1825.
Selvom det er en historiske årbog for Historiske Samfund Thy er det først og fremmest Museums Thys medarbejdere, der skriver artiklerne. Årbogen er velredigeret, men den mangler, ligesom så mange lokale årbøger, topografiske kort, så man som læser, der ikke er fortrolig med Thy, kan følge artiklernes historier og personer i det spændende landskab.
[HIstorie-online.dk, den 22. januar 2025]
