Istedgade – Porten til Vesterbro

Af Line Jørgensen, ekstern lektor, Europæisk Etnologi, Københavns Universitet

Et af Danmarks analyseinstitutter har netop lavet en større undersøgelse af det danske bogmarked, hvor en af konklusionerne er, at den fysiske bog er noget helt særligt i forhold til dens søskende: lydbogen og e-bogen. Den er nemlig sanselig. Den kan mærkes, duftes, og den ser ud. Denne pointe må jeg i høj grad tilslutte mig med Hanne Fabricius’ nye bog Istedgade – Porten til Vesterbro i tankerne. Bogen vejer godt i hænderne, og den har et perfekt format med plads til en god størrelse billeder uden at blive uhandy. På dens 320 blanke sider er der virkelig kræset for layoutet med oplivende farver, malerier, tegninger og de skønneste sort/hvide fotografier. Og så er der duften – den dejlige duft af nytrykt bog, som synes at vare ved, og som giver læseoplevelsen en ekstra nydelsesdimension.
Bogen er opdelt i 6 kapitler foruden forfatterens forord, en indledning af Peder Bundgaard og nogle bilag. Den behandler Istedgades særlige ånd og historie fra en tid, hvor den i 1200-tallet blot var marker, over 2. verdenskrig med den kendte parole: ”Istedgade opgir’ sig aldrig” og videre til 1990’erne, hvor cafékulturen og café latte-folket (måske?) alligevel fik gaden til at overgive sig.
Kapitlerne er godt skrevet, og det er ikke fortællelysten, der mangler. Det er tale om et emne, som ligger Hanne Fabricius meget nært, og som er inspireret af 30 år som beboer på Vesterbro. Det skinner igennem.

Bogens to første kapitler beskæftiger sig med Vesterbros tidlige historie og med fortællingen om, hvordan Istedgade opstod og fik den karakter, vi på mange måder kender i dag. Historien begynder, længe før bymuren falder, og læseren får et kort rids af områdets udvikling fra pestkirkegård og græsningsareal til slagternes, kødbyernes og kvægtorvenes indtog. Hanne Fabricius beskriver et interessant billede af en historisk bydannelse, hvor den ene funktion og livsform følges af den anden. I kølvandet på slagterne fulgte nemlig en række andre håndværksfag såsom garvere, lysestøbere, skomagere ”og selvfølgelig værtshusholdere, for folk gik på værtshus og drak lidkøb, hver gang de havde afsluttet en handel på byens kvægtorv eller i en af byens mange slagtergårde. Og det kunne ske flere gange på en dag.”
Hanne Fabricius forklarer, hvordan bebyggelsen og livet herefter skød op i kvarteret, og hvordan dette stadig præger Istedgade og Vesterbro i dag – både i det materielle byrum og rent kulturelt. Det er en fornøjelse at læse, og kapitlerne giver en dybere indsigt i et kvarter, man troede, man kendte. I de følgende kapitler kan interessen og koncentrationen dog lejlighedsvis svigte.
I disse kapitler tages der fat på det atypiske bebyggelsesmønster af Istedgade, som afstedkom en hyppig udskiftning af husnumrene, selvom der var tale om samme matrikelnumre. Vi følger matriklernes nummerudvikling, og vi føres igennem de stiftelsesbyggerier, skoler og diverse byfornyelsesprojekter, der har været på gaden gennem tiden. Vi præsenteres også for gadens beboere – heriblandt en masse kendte personer – for slagterne, for biograferne, for hotellerne, for bordellerne og sexbutikkerne, for værtshusene og for cafeerne. Det kunne have været så godt, men selvom det hele er kreativt krydret med bl.a. erindringer og digte, kommer det mest af alt til at virke som én lang og rodet opremsning. I bogens forord beskriver Hanne Fabricius arbejdet med bogen som en uendelig proces, der kan sammenlignes med at lægge et stort puslespil, hvor de midterste brikker er samlet, men hvor puslespillet kan fortsætte med at vokse videre i retning af alle fire verdenshjørner. Det imponerende store stykke kilde- og feltarbejde, hun har lavet, får dog lov til at dominere bogen på en uheldig måde. De vidt forskellige historier fra kilderne stikker netop i retning af alle fire verdenshjørner, og bogen efterlader læseren med en fornemmelse af, at der mangler et overordnet formål og en rød tråd. Måske er projektet blevet for personligt? Kærlighed gør som bekendt blind, og med stor interesse i et stof, og næsen langt nede i kildernes forunderlige verden (og den er forunderlig!), kan det være svært at vælge til og fra med hård hånd. Til tider virker det nærmest som om, at bogen er skrevet som en slags guide eller katalog til den, der vil forfølge kilderne i fremtiden. Det vil den til gengæld være fremragende til.
Så hvem er målgruppen? Forfatterens eget bud er ”alle, der gennem tiden har boet, besøgt eller bare været interesseret i Istedgade.” Jeg vil tillade mig at mene, at selvom bogen kan læses af alle, henvender den sig særligt til én af de nævnte grupper; nemlig dem, der selv har boet på Istedgade og deler Hannes Fabricius’ personlige og indgående kendskab til gaden. De vil sandsynligvis sultent kunne sluge alle små detaljer med et genkendende nik. For os andre bliver det ind imellem lidt for fjernt.

Når Istedgade – Porten til Vesterbro alligevel kan læses af alle, skyldes det især de flere absolut fængslende, sjove og også dejligt uhumske historier, bogen byder på. Fx præsenteres vi for den stinkende Rosenå, der ”i en flydende ildelugtende grøngul strøm” arbejde sig gennem det gamle Istedgade-kvarter og blev brugt som affaldsspand for områdets beboere. Vi læser om kloakudløbet ved badeanstalten Venedig, der gjorde badevandet ”glinsende fedtet og sort som blæk”. Vi præsenteres for rotter så store som katte, hvis haler man kunne få 10 øre for på den lokale politistation.  … hvis altså ikke den hund, man havde allieret sig med, blev bidt ihjel af rotten først. Vi møder lille bæ og store bæ – to brødre og personligheder fra Istedgades historie, og vi møder Den gloende blyant. En hidsig og berygtet politibetjent, som kunne indhente en knallert på cykel ved bar viljestyrke, og som kunne vente i skjul i flere timer for at springe frem og give en bøde til den forskrækkede bilist, der havde parkeret ulovligt.
Det er de nære beskrivelser som disse, der er vedkommende, når de bindes op på en større kulturhistorisk fortælling. Det er disse portrætter af hverdagen og de personlige erindringer, der giver bogen liv og sætter kød på fortællingen om Istedgade – og så behøver det ikke at være fortalt af kendte som Dan Turèll, Liva Weel eller Naser Khader – faktisk tværtimod.