Kim Furdal: Kampen om lokalhistorien 1-2.

Af Claus Møller Jørgensen, lektor Aarhus Universitet

Hvorfor beskæftiger man sig med lokalhistorie? Hvad mener vi egentlig, når vi kalder noget lokalhistorie? Begrebet anvendes om vidt forskellige former for historieskrivning, der skrives med vidt forskellige tilgange og erkendelsesinteresser, men hvad er da substansen i lokalhistorieskrivningen, når der ses nærmere efter. Der er spørgsmål som disse, Kim Furdal har sat sig for at undersøge i dette tobindsværk. Udgangspunktet er, at det lokalhistoriske projekt eller projekter grundlæggende er et andet end historievidenskabens.  Omdrejningspunktet er lokalhistorie, som den praktiseres i Sønderjylland.

Fremstillingen falder i to hoveddele. Indledningsvis i første del behandles de professionelle, universitetsuddannede historikeres opfattelse af lokalhistoriens opgave. I udgangspunktet begyndte interessen for lokalhistorien dog et helt andet sted, nemlig i en kreds af personer knyttet til Askov Højskole. Især Poul Bjerge, der var lærer på Askov, var central i kraft af Aarbog for Dansk Kulturhistorie og etableringen af Historisk Samfund for Ribe Amt, som blev katalysator for etableringen af amtshistoriske samfund landet over. Samfundenes opgave var primært formidlingen af den lokale historie, som skulle bidrage til at vække den historiske interesse og bevidsthed. Denne interesse og bevidsthed var og er størst i Jylland og mindst i Storkøbenhavn, og større i foreninger med store landområder ift. interessen i byerne. Efter 1970 har fokus og vækst dog ligget på lokalhistoriske foreninger, mens de amtshistoriske samfund mistede medlemmer og energi.

De professionelles syn på og forbehold i forhold til lokalhistorikernes praksis behandles indgående.  Lokalhistorikerne havde dog deres eget projekt, klarede sig fint uden historisk metode, og behøvede således ikke de råd, som de professionelle mente, de havde brug for. De professionelle ville gerne spænde lokalhistorieskrivningen for deres egen vogn, således at lokale undersøgelser kunne bidrage til beskrivelser af nationale udviklinger, men det krævede, at en mere stringent historisk tilgang og metode blev bragt i anvendelse, og det forsøgte man at gøre lokalhistoriske praktikere klart gennem Dansk Historiske Fællesforening og dens tidsskrift Fortid og Nutid. Der skulle bygges bro mellem faghistorikere og lokalhistorikere, men det var forholdsvis klart, at trafikken på denne bro i første omgang skulle gå fra de professionelle til lokalhistorikerne, og når de om føje tid havde tilegnet sig metode og relevans, kunne de professionelle høste frugterne af de lokalhistoriske input til deres analyser af Danmark på samfundsniveau. Diskussionen om lokalhistorien forblev dog en diskussion mellem professionelle, der kun undtagelsesvist fik lokalhistoriske praktikere i tale. Det gælder hverken som diskussionsdeltagere eller som villige til at efterleve de mange løftede pegefingre, som de professionelle viftede dem om næsen.

Lokalhistorie er ikke samfundshistorie. Det er kernen i Furdals definition af ”lokalhistorie som historie om et sted, der er mindre end nationalstaten” (s. 89). Men lokalhistorie kan også tilnærmes ud fra andet end en negativ bestemmelse af, hvad det ikke er. Og her introducerer Furdal begreberne hjemstavnshistorie og topografisk historie. Hjemstavnshistorie er skrevet af lokalhistorikere for læsere, der lever på det sted, der skrives om, og for hvem stedet er betydningsfuldt som det sted, hvor livet leves med krop og intellekt, det Furdal kalder et kvalificeret sted. Der er altså tale om et personligt forhold til det sted, der berettes om, og det er den personlige relation, der er omdrejningspunktet, for det, der berettes. Relevansen er altså ikke, om det der berettes er interessant for personer fra andre steder, eller for de professionelle rigshistorikere for den sags skyld, men at det giver mening og er genkendeligt for mennesker på stedet. Hjemstavnshistorie er derfor også kendetegnet ved at være uden lang historisk kronologi – det handler om vor tid eller tiden umiddelbart før. Topografisk lokalhistorie har ikke denne personlige og erindringsagtige karakter, men handler slet og ret om historien om et bestemt sted, som behandler sit emne på den samme måde som videnskabsfaget – og også ofte skrives af universitetsuddannede – med teoretisk-metodisk stringens og historisk-kronologisk langtidsperspektiv.

Lokalhistorie i Sønderjylland er genstand for et kapitel for sig selv. Historisk Samfund for Sønderjylland har været en motor i det efter min mening mest interessante og vitale historiske miljø i Danmark.  Det har især været universitetsuddannede historikere, der har været aktive både som organisatorer og som forfattere. Men der er mere til historien, for i løbet af 1980erne blev 27 og 1990erne 14 nye lokalhistoriske arkiver og foreninger til, hvoraf nogle dog har slået sig sammen efter 2000. 1995 var 13.325 eller 5,2 % af Sønderjyllands befolkning medlemmer af disse foreninger, der udgav 41 årsskrifter i 2007 i et oplag på 23.874. En kortfattet karakteristisk af indholdet går som følger: 2/3 af det publicerede handler om de seneste 150 års historie, artikler med aktørperspektiv udgør halvdelen af artiklerne, sjældent behandles negative sider af lokalsamfundets historie, men heller ikke de ’nationale’ begivenheder som 1864 indtager noget særlig position, mens man kan konstatere en stigende interesse for synnejysk i det seneste tiår. Fra denne mere overordnede karakteristik går Furdal videre til at tage tyve bidrag til sønderjysk lokalhistorisk i nærmere øjesyn. Fortællingens strukturering, emner, steder, kronologi – eller fraværet af samme – brudstykker og træk af en cykletur til skole, en gårds og dens beboeres, en gade, by eller et sogns historie. I udvalget findes der en del krohistorier, hvoraf en enkelt minder mest om de historier, krofatter ville fortælle sine gæster, når der ikke er for travlt. Der er et enkelt eksempel på det, Furdal kalder topografisk historie, hvor der trækkes tråde til den omkringliggende verden og ses på almen udviklingshistorie, men det synes klart at hjemstavnshistorien står stærkt i udvalget.

Anden del indledes på et helt andet og mere teoretisk-filosofisk niveau end første del. Det handler om stedteori, og hvorledes tid formidles i stedet. Tidens gang og forandringer over tid aflejres i stedet. Det handler også om kroppens væren på stedet. At kende stedet er at være i stedet med krop. Og netop dette giver hjemstavnshistorien sin særlige berettigelse. Erfaringer og fortællinger af stedet i stedet for fortællinger om stedet, som den topografiske historie er henvist til; indefra til forskel fra udefra, det kærlige og indlevede blik til forskel fra det analytiske og distancerede blik, som den professionelle historiker efterstræber. Hjemstavnshistorie er et eksistentielt projekt, ikke et videnskabeligt projekt. ”Ved at læse hjemstavnshistorie om min hjemstavn læser jeg min eksistens ind i netop dette sted, som med en omskrivning af Tove Ditlevsens digt ”Barndommens gade”, er roden til min eksistens.  Når jeg skriver hjemstavnshistorie, skriver jeg min egen eksistens ind i historien om hjemstavnen” (318). Derfor behøver hjemstavnshistorien ikke at have form som en historiske fremstilling, men kan lige så vel være en sang, et digt, et maleri.  I takt med nationalstatsprojektet aftagende betydning op gennem det 20. århundrede og den stigende individualisering, som afspejles i, at erindringer, biografier og slægtshistorie er blevet de største lokalhistoriske genrer, ser Furdal en tendens til, at samfundet træder i baggrunden og måske vil forsvinde i en individfikseret hjemstavnshistorie. En hjemstavnshistorie som bliver en kompensation for, at vi i stigende grad udsættes for globaliserede informationsstrømme, som vi må stå fremmede overfor, fordi vi ikke kan sanse dem og tilegne den kropsligt.  Det samme gælder det nationale, det forestillede fællesskab, der heller ikke kan få samme som kropserfaring som hjemstavnen kan. Og derfor bliver hjemstavnshistorien især en fortælling, der tiltrækker personer over 50, som er bundet til stedet a en kropslig erfaring.

Efter denne udvikling af en hjemstavnsfilosofi, vendes blikket mod den hjemstavnshistorieskrivning som tog form i Tyskland, Slesvig-Holsten og Sønderjylland fra 1920 til efter Anden Verdenskrig. Mest kendt er skolelærer Claus Eskildsen, som Furdal viser først fandt vej ind i hjemstavnshistorien, men siden bevægede sig væk fra den igen til en national rammefortælling. Ikke at det nationale ikke var til stede i hjemstavnstilgangen. Sigtet var netop at styrke fædrelandskærligheden ved styrke hjemstavnsfølelsen. ”Hjemstavnsskolen er den mest virkelige og mest danske skole, og idet den giver Hjemstavnsfølelsen særlig Kraft, bygger den Fædrelandskærlighedens stærkeste Grundvold”, som Eksildsen formulerede det i 1923 (503). Hjemstavnen var udgangspunktet, som skulle forbindes til det nationale. Men i praksis kom Eskildsen indtil midten af 1930’erne til at fokusere på nuancerne og de forskelligheder, der tegnede den sønderjyske hjemstavn.  Som antropologen på feltarbejde kunne Eskildsen se de forskellige brudflader og skillelinjer i hjemstavnens forskellige egne og lag, der mere var præget af hjemstavnen end race og afstamning. Med nazisternes magtovertagelse blev forholdet omvendt, hvor fremhævelsen af den sønderjyske befolknings slægtsrødder i det danske folk overskyggede de finere nuancer i den sønderjyske hjemstavnsbefolkning. Det drejede sig om at fastlægge en kulturgrænse mellem dansk og tysk, og om at forsvare grænsen fra 1920, som var under pres. Der var, kunne Eskildsen fastslå i sin Dansk Grænselære fra 1936, en ensartet dansk byggeskik, der ikke fulgte kongeågrænsen, men grænsen ved Danevirke. Mellem Danevirke og Ejder fandtes et ingenmandsland med blandingsformer, men syd for Ejder tog en tysk byggemåde – saksergården - over. Hjemstavnes finere nuancer er forsvundet til fordel for en homogen dansk kultur med en bevidst nedtoning af de træk, der gik på tværs af den påstående kulturgrænse.  Dette er på mange måder paradoksalt, fordi Furdal kan vise, at Sønderjysk Månedsskrift, som Eskildsen var med til at grundlægge i 1924 og redigerende indtil 1947, var inspireret af det slesvig-holstenske Die Heimat, og at de to tidsskifter løbende gensidigt inspirerede hinanden.

Det er på mange måder en tankevækkende bog Kim Furdal har skrevet. Den befinder sig på meget forskellige abstraktionsniveauer fra det filosofiske og samtidsanalytiske til det historiografiske og beskrivende. En tanke, dette har vakt hos mig, er, hvem den egentlig er skrevet for. De mennesker, der praktiserer hjemstavnshistorie, vil sikkert fortsætte med det uanfægtet af Furdals påstand om, at netop hjemstavnshistorien skulle give særlig mening for det nutidige, stedbundne menneske i lyset af Merleau-Ponty, Heidegger, Foucault, Casey og alle de andre filosoffer og stedteoretikere, som nævnes over de mange sider, hvor der argumenteres for hjemstavnshistoriens nutidsrelevans. Den, der skriver topografisk lokalhistorie eller samfundshistorie, vil sikkert også fortsætte med det uanset Furdals samtidsdiagnose og dens privilegering af hjemstavnens identitetsdannende potentiale. Hjemstavnen er det ægte, der hvor man har sin rod i en førbevidst væren, som det eneste man kan sanse på autentisk vis; alt andet er intellektuelle konstruktioner, uægte og uden egentlig realitet, saft og kraft. Uægte civilisation overfor ægte kultur, fremmedgjort videnskabelig-topografisk historie overfor rodfæstet hjemstavnshistorie.  Om der ligger et praksisforandrende potentiale i Furdals samtidsdiagnose, som også har karakter af en slags videnskabskritik, kan jeg kun bedømme ud fra min egen alen, og må svare nej til; ikke desto mindre må det være akademikere, som mig, bogen er skrevet for; selvfølgelig, kunne man sige, for det er jo en publiceret ph.d.-afhandling.  Hvad bogen vil udrette i den kontekst må tiden vise.

Ligeledes mener jeg, det er et åbent spørgsmål, hvordan man skal forholde sig til Furdals samtidsdiagnose og dens påstand om, at den stedserfarede kropserfaring og identitet er den eneste autentiske og ægte, og andre erfaringer har en distanceret og forestillet karakter. Den ligger i logisk forlængelse af det argument, Furdal lægger frem. Men den virker også altmodisch i en tid, hvor transnationale, grænseoverskridende bevægelser inspirerer mennesker i vidt forskellige egne af Danmark og verden til at investere sig selv i samme sag, hvilket Furdal måske vil se som et elitefænomen, som det jo er oppe i tiden internationalt.

Grebet med at opdele lokalhistorien i en topografisk lokalhistorie og en hjemstavnshistorieskrivning virker. Den klargør forskellige erkendelsesinteresser og forskellige tilgange til den lokale historie. De professionelles syn på lokalhistorien og dens opgave som underleverandør til den nationale historieskrivning er jo ikke ukendt, men tilføjes nye facetter. Hjemstavnshistoriens historiografi i grænselandet tilføjes på samme måde både bredde og dybde, også mere end ovenstående referat af de mange hundrede sider har kunnet videregive. Sprogligt formidles der klart, selvom jeg blev lidt forvirret over følgende: ”Begrebet Sønderjylland anvendes her om hertugdømmet Slesvig frem til Genforeningen 1920. I de tilfælde, hvor der tales specifikt om hertugdømmet, anvendes dog begrebet Slesvig. For perioden frem til Genforeningen anvendes begrebet Nordslesvig om den genforende del” (s. 21). Men det kan være, at det bare er mig.

Historie-online.dk 1. marts 2017