Kolonisterne

Af Jens Rasmussen, civilingeniør og bachelor i historie

De fleste danskere opfatter nok Slesvig som en del af det historiske Danmark. Derfor kan det undre, at der har været så lidt interesse for de tyske kolonister, som i 1760’erne fik tilbudt en fæstegård i hertugdømmet Slesvig, hvor den danske konge var hertug. Deres samlede antal overgik ellers med knap 4.000 langt det antal, som tidligere var kommet som kolonister til Alheden ved Viborg og til Randbøl Hede ved Billund.

Der findes således ikke meget dansksproget litteratur om kolonisterne i hertugdømmet, hvorimod der er skrevet meget på tysk om emnet. Det rådes der nu bod på med den foreliggende bog, som på knap 200 sider giver en god og grundig indføring i emnet, og som kan give inspiration til fordybelse både i akademiske kredse og hos øvrige læsere. Til interesserede læsere burde også høre de mange som er efterkommere af kolonisterne i Slesvig. Man kunne også ønske sig at den store læserskare, som har nydt Ida Jessens roman Kaptajnen og Ann Barbara, ville uddybe historien om hedeopdyrkningen med de barske realiteter, som tydeligt fremgår af nærværende bog.

Forfattertrioen består af et ægtepar, som er slægtsforskere, og formanden for den lokalhistoriske forening i Rens og omegn, som også er slægtsforsker og foredragsholder. Forfatterne har koncentreret sig om kolonisterne i det gamle Tønder Amt. Nu er både Sønderjyllands Amtskommune og Tønder Amt jo nedlagt for længst, men inden da fandtes Tønder Amt som et af amterne i hertugdømmet Slesvig. Amtet omfattede områder både nord og syd for den nuværende landegrænse og strakte sig fra Vesterhavet og helt til Aabenraa Fjord og Flensborg Fjord i øst. Forfatterne bruger ganske vist begrebet kartoffeltyskere i bogens titel, men det er nok mest for at skabe genklang i folks sind, for de bruger ellers bevidst begrebet kolonister i bogen. Det var nemlig det ord, der blev brugt i samtiden, og som beskriver en virkelighed, der omfattede meget andet end kartofler.

Når man åbner bogen og starter med indholdsfortegnelsen, bliver man lettere overrasket: Der opregnes ikke mindre end 52 afsnit med vidt forskellige emner. Det skal man nu ikke lade sig afskrække af, for det drejer sig om korte og let læselige afsnit, der tilsammen kommer rundt om alle aspekter af kolonisternes liv.

Vi hører om baggrunden: Den tids magter, krigene og den danske konge, der med inspiration fra Preussen ville øge landets velstand ved at opdyrke områder, der kun blev udnyttet i ringe grad. Regeringen forsøgte ved flere lejligheder at få kongens egne undersåtter til at etablere sig i disse områder, og da det ikke lykkedes trods forskellige lokkemidler, gik man i stedet over til at hverve kolonister i udlandet. Det vigtigste område for hvervningen var i det nuværende Sydvesttyskland, for i de områder var der overbefolkning, og mange lod sig overtale til at prøve lykken i Danmark for sig og familien. Som kolonist blev man som kommende fæstebonde hos den danske konge bl.a. stillet i udsigt:

·        Al den jord man kunne opdyrke

·        20 års frihed for skatter og militærtjeneste

·        Hus med stald og lade

·        To heste eller okser og to får

·        Rejsepenge

·        Dagpenge indtil kolonisten kunne ernære sig selv

Med en underskrevet kontrakt fra kongens repræsentant i Frankfurt am Main, kunne kolonisterne nu begive sig på vej – til fods – til Altona, som var den sydligste by i kongens riger, og herfra ville der blive sørget for dem. Da de nåede frem til deres bestemmelsessted i Slesvig i november 1761, var der groft sagt ingenting klar til dem: Der var hverken udpeget koloniststeder, bygget huse eller købt husdyr til dem. Udbetalingen af rejsepengene lå flere år ude i fremtiden, og først i løbet af 1765 blev husene opført. Indtil da blev kolonisterne indkvarteret hos lokale, eller de måtte bo i jordhytter. Riget fattedes penge, og derfor ophævede kongens repræsentant i juni 1763 kontrakten med en stor del af kolonisterne, som måtte rejse hjem. Resten fik tildelt et kolonisted eller kom på venteliste.

Ikke så mærkeligt at en stor del af de øvrige kolonister flygtede, selvom det var strafbart og kunne medføre fængsling. Mange af de flygtede søgte lykken som kolonister i Rusland lokket af løfter fra Katharina den Store, som havde store planer for opdyrkning af stepperne ved hjælp af tyske kolonister.

Behandlingen af kolonisterne i Slesvig var oprørende, og en nutidsdansker ville højt og klart råbe: Løftebrud! Kolonisterne forsøgte også med ansøgninger og bønskrifter at lette deres vilkår, men mange af dem blev og prøvede at få en tilværelse på deres – for det meste øde – koloniststed. Dødeligheden var stor, og for de fleste blev det til et liv i fattigdom for dem selv og for de næste generationer. Jordlodderne var simpelthen ikke egnet til at brødføde en familie, og stigende gæld og udsigt til fattiggården var truende.

Forfatterne gennemgår alle disse emner på en saglig måde og undlader at foretage moralske vurderinger. Det får læseren imidlertid et godt grundlag for selv at gøre, og her kan læseren også støtte sig til en fin oversigt på p.144-45, hvor forholdene for kolonisterne i Gl. Tønder Amt holdes op imod forholdene for kolonisterne på Alheden.

Fokus er hele bogen igennem på den enkelte familie, hvor den kom fra, hvilket koloniststed den fik tildelt, og hvilken skæbne familien fik. Man kommer igennem alle kolonierne i Tønder Amt og får udpeget de enkelte jordlodder på detaljerede kort. Hvor det er muligt, følger man også familiernes skæbne efter fornyet emigration til Rusland.

Immigranter bydes sjældent velkommen af den eksisterende befolkning, heller ikke selvom sproget principielt ikke skulle være en hindring i Slesvig. Det er forudsigeligt, når immigranterne får tildelt jord, som ellers har været brugt af de lokale til græsning og tørveskær. Forfatternes skriver uden dokumentation på p.64 ”Da den hjemlige befolkning ikke kunne lide dem [kolonisterne]”, og det skal nok passe. Det er sigende, at en lokal præst i stedet for navn kan finde på at skrive i kirkebogen om den begravede ”Ein Colonistenkind”. Så ved de lokale nok, hvad de kan mene om de fremmede. En stor del af kolonisterne giftede sig dog med lokale; men som forfatterne skriver, var det næsten altid med én fra samfundets fattigste lag. Måske har en bruds familie set det som en sidste mulighed for at få afsat en ugift datter. Enkelte ægteskaber blev også indgået med kvinder fra Nørrejylland, og her viser bogen eksempler på, at der i kirkebogen blot står om bruden ”en Jyllænder”. Det har ikke været én, som kom til at sidde forrest i kirken!

Af en bog med så mange oplysninger er der bemærkelsesværdigt få fejl og mangler. Flere steder omtales begreberne kamin og skorsten som alternativer, og det er måske kun anmelderen, som ikke er klar over forskellen. Men man gyser da ved tanken om, at standardhuset kun skulle omfatte én kamin i staldrummet. Fotoet på p.142 af en transport af deporterede i kreaturvogne kunne undværes, ikke mindst fordi billedadressen på folkedrab.dk viser, at der er tale om deportation af polakker fra den russisk besatte del af Polen.

Alt i alt må man karakterisere bogen som en grundig og læseværdig redegørelse om kolonisterne i det gamle Tønder Amt. Der er ikke tale om en akademisk udgivelse med noter og indholdsfortegnelse, men oversigten over kilder giver god inspiration til videre læsning. Jeg kan hermed give den min varmeste anbefaling.

[Historie-online.dk, den 14. april 2021]