Kort som kilde

Af  Jens Toftgaard, Museumsinspektør, Historisk tid, Odense Bys Museer 

Siden den systematiske opmåling og kortlægning af Danmark begyndte i 1700-tallet er landskab og bebyggelse blevet registreret i kortværk efter kortværk. De historiske kort er som et øjebliksbillede af en forsvundet verden fra tiden før luftfotografier og satellitbilleder. De er i dag de vigtigste kilder, når de historiske undersøgelser gælder kulturlandskab, bebyggelsesstruktur, byvækst, infrastrukturens udvikling med videre. Samtidig er de gamle kort også en spejling af sin tid – på Videnskabernes Selskabs Kort fra 1700-tallet var det vigtigt at få landbrugsøkonomiens vigtigste enheder som landsby, hovedgård og mølle kortlagt, de høje målebordsblade fra anden halvdel af 1800-tallet lagde vægt på den militære anvendelighed med sine detaljerede højdekurver, mens mellemkrigstidens brede målebordsblade i folkestyrets ånd søgte at få så mange enkeltgårdsnavne som muligt med og samtidig stak et nyt samfund hovedet frem med markeringen af telefonstationer, lægeboliger, realskoler og fabrikker.

Det er kort sagt en enorm – men også svært overskuelig – fond af viden, der i form af kort ligger i arkiverne hos Kort- og Matrikelstyrelsen, Statens Arkiver, Kongelige Bibliotek og mange andre steder. Heldigvis har en erfaren stifinder meldt sig på banen ved at udgive det værk, der i mange år har været savnet – en guide til de mange forskellige danske kortværker. Manden bag Kort som kilde – en håndbog om historiske kort og deres anvendelse er arkivar ved Kort- og Matrikelstyrelsen Peter Korsgaard, der i to årtier har haft sin gang på kortlæsesalen – først som bruger og senere på den anden side af skranken.

I og for sig beskriver undertitlen bogens indhold bedre end hovedtitlen. Kort som kilde skal ikke forstås som en postmoderne problematisering af kort som historisk kilde i højtravende filosofiske og metateoretiske rammer. Bogen indeholder godt nok et afsnit med overvejelser om de historiske kortværkers kildeværdi og tendensproblemer, men her er der tale om en pragmatisk vejledning til at undgå de mest almindelige faldgruber. Det er ikke Kort som kilde med spørgsmålstegn, men derimod med udråbstegn efter!

Kort som kilde er først og fremmest en brugsorienteret håndbog, som forfatteren selv i indledningen advarer mod at læse fra ende til anden. Det kan man nu roligt gøre – ikke mindst for at få et overblik over bogens indhold – selv om håndbogsformen uundgåeligt giver anledning til en del gentagelser. Med sine 147 gennemillustrerede sider er bogen forholdsvis hurtigt læst, men for dem, der ofte arbejder med historiske kort, er det nok en god idé at holde den inden for rækkevidde til senere opslag.

Bogen er bygget op i en række kortere afsnit, der behandler emnerne referencesystemer, opmåling, kortbladsinddelinger, signaturer og digitale kort på mellem en og ti sider. De giver en god introduktion til emnet historiske kort og tjener som indledning til håndbogens to vigtigste dele, nemlig det 18 sider lange føromtalte afsnit om kort som kilde og en systematisk gennemgang af 25 historiske kortværker, der med omkring halvdelen af bogens sider udgør værkets hoveddel.

De indledende afsnit giver en god baggrundsviden om historiske kort og takket være sine store og gode illustrationer er afsnittene om kortbladsinddeling og signaturer velegnede til senere opslag. Teksten er kort og koncis, dog er afsnittet om udviklingen i opmålingsteknologi lidt for ordknapt – det måtte godt have fyldt mere end blot en enkelt side. Afsnittet om digitale kort handler primært om Kort- og Matrikelstyrelsens softwareprogrammer og hjemmeside. I disse år, hvor flere og flere historiske kortværker takket være scanning og vektorisering bliver tilgængelige digitalt, er digital kortbehandling et stadig væsentligere emne, der godt kunne være behandlet lidt grundigere i bogen. Programmerne MapInfo og ArcView nævnes en passant, men GIS-begrebet som sådan introduceres ikke, selv om man næppe kan undgå at støde på det, hvis man arbejder videre med digitale kort.

I afsnittet kort som kilde gennemgår Peter Korsgaard korttegningsprocessen, det vil altså sige kort set fra afsenderpositionen. Han gennemgår vigtige emner som graden af fuldstændighed, ajourføring og signaturproblemet. Sidstnævnte hentyder til spørgsmålet om for eksempel en firelænget gård på kortet er en virkelighedstro gengivelse af bygningernes størrelse og orientering eller blot en signatur, der betyder ’gård’? Afsnittet bliver fint summeret op med en række gode spørgsmål, kortbrugeren kan stille sig selv og kortet.

Bogens mest værdifulde afsnit er gennemgangen af omkring 25 historiske kortværker fra Videnskabernes Selskabs Kort over målebordsblade og matrikelkort til kommunernes moderne tekniske kort. De fleste behandlede kortværker dækker hele landet, men mere specielle kort, som kun dækker en del af landet eller en enkelt landskabstype, er også medtaget. Hvert kortværk ledsages af en beskrivelse, en faktaboks, hvor de vigtigste oplysninger om kortet opsummeres, fyldige litteraturhenvisninger samt en sidestor illustration i form af et kortudsnit i 1:1. De fleste kortværker behandles på et enkelt opslag, mens der bruges mere plads på udskiftningskort, original 1 kort og deres komplekse sammenhæng. Især de velvalgte illustrationer giver et godt indtryk af kortets anvendelighed i forhold til en specifik problemstilling. Udvalgets overblik afspejler Peter Korsgaards store erfaring med emnet, og selv om han er ansat ved Kort- og Matrikelstyrelsen, glemmer han ikke kortværker, der i dag ligger andre steder som Rigsarkivet, Kongelige Bibliotek etc. Selv om det strengt taget falder uden for bogens emne, kunne der godt være gjort lidt mere ud af luftfotos som kulturhistorisk kilde. Ud over Forsvarets og Kort- og Matrikelstyrelsen har mange større kommuner ganske omfattende arkiver fra efterkrigstiden.

En af bogens største forcer er de mange illustrationer – alle i farve og takket være bogens store format tilpas store. Sammen med de grundige billedtekster giver de eksempler og perspektiv til brødteksten. Typografien kunne måske være mere elegant, men fungerer som den skal. Som opslagsværk mangler bogen dog i høj grad et register. Selv om den detaljerede indholdsfortegnelse og opdelingen i opslagskapitler som regel leder læseren på rette vej, burde bogen have et samlende register, så man kunne finde alle de sider, hvor eksempelvis udskiftningskort behandles.

Bogen er i hardcover som en opslagsbog bør være, og man får – især i lyset af de talrige farveillustrationer – egentlig meget bog for pengene. Kort som kilde er en god og praktisk opslagsbog, der bør stå på håndbogshylden hos alle museer, arkiver og kortentusiaster.