Lemvig - en vestjysk verden

Af Skjold Christensen

Bogen er andet bind af det planlagte trebindsværk om Lemvig. Værket udgives af Lemvig Museum.

Ellen Damgaard er tidligere leder af Lemvig museum – fra 1972 til 2007. Efter sin fratræden har hun arbejdet på at skrive stort værk om Lemvigs historie. Beretningen tager sin begyndelse i middelalderen og slutter i nutiden.

Anmeldelsen her omhandler bind 2. Bindet dækker perioden 1800 – 1900.

Ellen Damgaard har for overskuelighedens skyld opdelt 100-året i tre perioder: 1800 – 1825, 1825 – 1870 og 1870 – 1900.

1800 – 1825

Der sker i perioden i Lemvig, som overalt i landet, store begivenheder. Århundredets start er tæt på Landboreformerne. Landboreformerne medfører – ganske vist over tid – store forandringer. Begyndelsen til disse reformer møder læseren i bogens indledning. Vi slår følge med tre udsendte mænd – også dengang blev der anvendt ”eksperter”, når der skulle ske noget nyt.  Mændene var udsendte af Patriotisk Selskab – datidens landboforening. De rejste rundt i omegnen af Lemvig med henblik på at undersøge landskabets ressourcer til gavn for fremtidig udvikling. Der kom tre bøger ud af deres rejser. Bøgerne slog an og blev grundlag for udvikling i landbrug og skovbrug. Vi følger også bestræbelserne på at udbygge vejnettet. I mange beretninger om landbruget i denne periode hører vi ofte, hvor stille det hele står på landet. Landbruget er stillestående, der dyrkes de samme afgrøder, folks beklædning er som altid. Men virkeligheden var en anden. De nye tider satte sig spor hos landbrugerne: Der er allerede landmænd, der fremstiller smør og sender det til Hamburg, en landmand opdrætter sorte heste og sælger disse til det tyske militær. Der var foretagsomme mennesker i området.  Jeg møder i øvrigt i afsnittet et udtryk, jeg ikke tidligere har mødt – ”vindskibelighed”.

Med Ellen Damgaards beskrivelse kommer vi så ”tæt på” at vi næsten får relationer og lærer de enkelte mennesker at kende.

Men Lemvigegnen er lukket inde. Søvejen er vanskelig, hvad enten man sejlede øst på mod Aalborg eller sydpå til Nymindegab via Ringkøbing. Det var ikke på den tid muligt at sejle ud i Vesterhavet, men udfordringer skaber ofte løsninger. Det skete også her. Vi hører om handel med Norge. Der kom tømmer fra Norge og landbrugsvarer fra Danmark. Udskibningen skete på landingspladser på den åbne kyst mod Vesterhavet.

1825 – 1870

En naturkatastrofe i 1825 – Aggertangens gennembrud – satte yderligere gang i udviklingen i Lemvig.  Naturkatastrofen er nøje beskrevet af provst Bendix i et bønskrift til kongen. Befolkningens huse blev ødelagt, landbrugsarealer blev ødelagt. Katastrofen betød også, at en ny tidsalder for den vestlige Limfjord ville begynde.

Byen blev pludselig mere tilgængelig, og det satte sig synlige spor i byen. Rent fysisk ændrede byen sig. Bindingsværkshusene med stråtag blev erstattet af grundmurede huse med tegltag. Den købstad, vi kan se i dag, har sit afsæt i denne tid.

Vi får en detaljeret beskrivelse af handelslivet i Lemvig.  Med Ellen Damgaard kommer vi ind i de mange købmandsgårde. Vi kommer på begge sider af disken. Vi kan læse om de familiære bånd, hvordan den ene købmandsfamilie får forbindelse til en anden. Vi hører om ægteskaber mellem familier. Vi kommer også tæt på kunderne i butikken. Købmændene var ofte toneangivende for byens udvikling. De er med, når der fx oprettes handelsforeninger, og de med ved oprettelsen af sparekassen.

Ting har sin tid. Købmandsgårdene ændres til butikker, der kommer specialbutikker – de første er ofte manufakturforretninger.

Der kommer industri til byen. Håndværket der hidtil har arbejdet i byen, blev nu udvidet med nye virksomheder. Der opstår industri: garverier, teglværk, tobaksfabrik, saltværk for at nævne nogle.

Et nyt samfærdselsmiddel breder sig ud over landet – jernbanen og fremkommelige veje. Der opstår en politisk debat, på landsplan, om etablering af jernbaner i Jylland. Skulle de anlægges i Østjylland, nord-syd eller øst-vest. (Der kan føjes til, set med nutidens øjne, at intet har forandret sig. Vi har den samme diskussion i dag!)

Trods store stridigheder endte det med en jernbane fra Struer til Esbjerg. Dermed blev Vestjylland og Lemvig forbundet med den store udskibningshavn Esbjerg, som var udskibningshavn for landbrugseksporten til England.  Dermed var der etableret muligheder for fortsat udvikling i området. Aggertangens gennembrud betød, at der pludselig var flere muligheder for ad vandvejen at komme til Lemvig. Der havde hidtil blot været anløbsbro på kysten. Nu opstod tanker om etablering af en rigtig havn. Det medførte også debat og udarbejdelse af adskillige planer og løsningsmuligheder. Lemvig havn stod færdig og blev indviet i 1857.

1870 – 1900

Jeg fortsætter og følger Ellen Damgaards opdeling af 1800-tallet.

Tidens forandringer ses overalt i Lemvig. Der blev bygget nye bygninger til fx råd-, ting- og arresthus. Byggerier i romansk stil. Lemvig var med. Takket være jernbane og veje blev Lemvig også tilgængelig for omverdenen. Udviklingen i byen fortsatte. Forretningslivet udviklede sig fortsat. De nye forretninger betød at begrebet ”strøgkunder” opstod. Forretninger skulle være med, ellers blev kunderne væk. Lemvig voksede, fordi der var arbejde at få. I 1870 boede der 1.350 mennesker i Lemvig, det steg til 1.710 i 1880 for at være 2.413 i 1890.

Der skete som nævnt fortsat meget i Lemvig. De åndelige strømninger kom til byen. De grundtvigske valgmenighedskirker opstod, store statelige bygninger, hvorimod missionshusene rundt i sognene var mere beskedne. Der kom også forsamlingshuse. Afholdssagen vandt frem, dens betydning var stor, både i Lemvig og i resten af landet.  Der var grøde overalt. Folk mødte hinanden både i by og på land. De forskellige grupperinger havde hvert deres mødested.

Mange i folkeskolen vil kende til området, da der på et tidspunkt var lærerseminarium i Nørre Nissum.

Landskabet forvandlede sig. Heden blev afløst af plantager. Der blev plantet læhegn til gavn for dyrkning af jorden.  Langs kysten mod Vesterhavet blev anlagt høfder til beskyttelse af kysten. Redningsvæsenet blev organiseret, og havnen med tilhørende fiskeri udviklede sig.

Heden var under opdyrkning. I bogen fortælles om husmand Peder Lykke. Han fik ejendommen vendt fra den gamle tids selvforsyning hen mod den nye tids driftsøkonomi. Det drejede sig ikke længere udelukkende om at avle korn til brød og opdrætte dyr, som man kunne malke og slagte til eget brug. Nu leverede han mælk til mejeriet og fik til gengæld penge, så der var råd til at købe ind i den lokale købmandsforretning. Peder Lykke blev hædret med ærespris i 1885. Dette er blot en enlig svale blandt de mange, der virkede i Lemvig og omegn.

I denne periode dukkede de politiske partier op. Der var Højre, Venstre. Lemvig var ingen arbejderby. Først omkring 1890 blev der stiftet en Socialdemokratisk forening.  En række politikere nævnes i afsnittet. Jeg trækker en frem, som var en stor og toneangivende folketingsmand: Venstrepolitikeren Christen Berg. Han var den ukronede konge i Venstre, fra han blev valgt i 1866 og til sin død i 1891. Han var desuden grundlægger af dagbladene De bergske Blade.

Jeg har trukket en række forhold og begivenheder i Lemvig og omegn frem, men der er mange flere i bogen.

Ellen Damgaard har begået en usædvanlig lokalhistorisk bog, hvor denne er bind 2. Bind 1 er udkommet og bind 3 kommer i 2020.

Vi kommer som nævnt vidt omkring og tæt på begivenheder og tæt på det enkelte menneske og dennes familie. Vi hører om Lemvigs udvikling i forhold til udviklingen i hele Danmark, men vi hører også om, hvordan den lille købstad kan sætte udvikling i gang til gavn for hele landet.

Bogen er illustreret med billeder og fotos fra Lemvig Museums arkiv samt nye fotografier, som giver læseren lyst til at tage ud og opleve historien i landskabet i dag.

Der skal lyde en stor tak til Ellen Damgaard for et fantastisk og ikke helt traditionelt lokalhistorisk værk. Læseren kan glæde sig til fordybelse i nærværende bind, og jeg er sikker på, der venter store oplevelser i bind 3.

[Historie-online.dk, den 28. januar 2020]