Limfjorden I – II
Af Vigand Rasmussen
I forordet skriver Hans Edvard Nørregård – Nielsen, at han håber læseren vil angribe værket om Limfjorden som en æske fyldte chokolader, hvor man begynder med sine yndlingsstykker, for undertiden før ventet at måtte konstatere, at kassen er tom. Dette værk har været en æske fyldte chokolader og tilmed chokolade af fineste karat, som har gjort, at nydelsen er blevet endnu større, også selv om man som undertegnede begyndte i æskens ene ende og nu står med en tom kasse.
Til gengæld står man med et hoved fyldt med indtryk og oplevelser tilsat en umådelig glæde over en tekst, hvor sproget er vidunderligt velformet, hvad enten det udtrykker dyb kærlighed til områder af Limfjorden eller kommer med sylespidse kommentarer til trælse sider af den udvikling, som også Limfjorden har været underlagt.
Lige så stor er glæden over at se landets nok fineste landskabsfotograf, Kirsten Klein, boltre sig med et væld af vidunderlige sort/hvid og farvefotografier. Kirsten Klein er en mester i at vise, hvor smukke og udtryksfulde sort/hvide fotografier kan være, som det f.eks. ses i værkets bind 2 side 49 og 95 med billederne af Vendal Høje og Kvols Havn. Og der skal naturligvis også en fotograf af Kirsten Kleins format til at overbevise mig om, at farvefotografiet kan anvendes som skildrer af landskabet. I bind 2 ses på s. 143 et udsyn fra Skærbæk mod Salgerhøj, hvor der er en farvetone og et lys, som får én til at tænke på Ejnar Nielsens landskab i billedet af den blinde pige. Og hvem andre end fotografen fra Mors kan fremtrylle nærmest et guldaldermaleri af højspændingsmaster ved Aggersund ( bind 1, s. 355 ). Det er vidunderligt set, og selv mågen i vandkantens tang kigger benovet på højspændingsmasten, der med en spændstighed som et lokalt Eiffeltårn spejler sig i det stille vand.
Værkets øvrige billedside udgøres af gengivelser af en perlerække af malerier fra gode kunstnere med Limfjordslokalt tilsnit, hvor naturligvis folk som Niels Bjerre, Jens Søndergaard, Hans Smith, Chresten Dalsgaard og Knud Agger ikke mangler. Tilmed er mange af de viste malerier fra den mindre kendte del af malernes produktion, hvilket er endnu et plus ved dette bogværk. At der så tilmed vises en række af Hugo Matthiesens fine fotografier fra f.eks. Thisted gør ikke nydelsen af billedsiden mindre, tværtimod.
Endelig er det også en glæde at nyde J – J Films smukke film, hvor man er med om bord på skonnerten Mira og følger forfatterens og fotografens færd gennem Limfjorden krydret med scener fra Hans Edvard Nørregård – Nielsens arbejdsværelse. Det var herligt at sætte DVD’en på, og så nyde en times kvalitetsfilm som en grel kontrast til det hæsblæsende bras, der normalt vælter ud af fladskærmen. Filmen gav os en fint indtryk af at være med på turen, og der var også morsomme stunder som da den lokale avis i Thisted havde sendt deres medarbejder ned på havnen iført notesblok og digital kamera for at skrive en historie om det fine besøg. Under samtalen på kajkanten lykkes det for det lokale islæt at fortælle Nørregård – Nielsen, at journalisten ikke lige havde fået læst forfatterens erindringsbøger, hvilken oplysning Nørregård – Nielsen var fløjtende ligeglad med.
Bøgernes tekst er en velkomponeret mosaik af forfattere med rod i egnen omkring Limfjorden, andre lokale fortællere og Hans Edvard Nørregård – Nielsens egne afsnit. Sidstnævnte øser af et væld af kulturhistorisk og kunsthistoriske viden, der gør læseren meget klogere på kirker, kunstnere, byer, klostre, herregårde og den jævne befolknings vilkår for år tilbage. Gavmildt overlader forfatteren ordet til de ovennævnte kilder som på s. 291 i bind 2, hvor Sigvald Jørgensen fra Hjarbæk Fjord fortæller spændende og oplysende om fiskeriet i gamle dage og ikke mindst om, hvilken betydning fisken havde som en betydelig del af fødevaregrundlaget for de små i datidens samfund. Et andet sted i samme bind konstaterer Nørregård – Nielsen tørt, at Limfjordsøsters næppe var hovedbestanddelen af ’køkkenmøddingefolkets’ kost, idet der åbenbart skulle 650 østers om dagen for at kunne overleve, hvis det alene skulle ske med den slags føde. Så var det godt, at fjorden også kunne levere ål og andre solide fisk til middagsbordet.
Værket slutter med en fanfare af et citat fra Jacob Paludans ’Jørgen Stein’, der bringer læseren helt ud til Kattegat, men så skriver Nørregård – Nielsen også ’Så lad os vende og igen tage turen mod Harboøre.’
Lad os komme tilbage vesten for Løgstør, thi der er i den del af Limfjorden, at den viser sig fra sin allerbedste side, og det er nok også her, at værkets forfatter føler sig mest hjemme.
Dette pragtværk kan til forskel fra en tømt æske fyldte chokolader nydes igen og igen, og hver gang vil man opdage nye sider, som man måske ikke lige fik fat på ved første læsning, da film, billeder og tekst er et overflødighedshorn af kulturhistorie.
