Livets spejl - Vandringer på Asminderød, Grønholt og Humlebæk kirkegårde Det sidste hvilested - Kirkegårde og gravminder i Thisted

Af Poul Ulrich Jensen

I Danmark findes der over 2.000 kirkegårde, der ud over at være det sidste hvilested for talrige generationer også hver især rummer et stykke lokal kultur- og personhistorie. De er således et oplagt emne for lokalhistoriske udgivelser, som det er tilfældet med Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forenings bog om de tre nordsjællandske kirkegårde i Asminderød, Grønholt og Humlebæk og Museet for Thy og Vester Hanherreds om kirkegårdene i Thisted.

Cand. mag Henriette Kragh Jacobsen fletter på fornem vis sine vandringer på Asminderød, Grønholt og Humlebæk kirkegårde sammen med den lokale historie og en gennemgang af kirkegårdskulturen før og nu. Vore dages velordnede anlæg med plæner og lige grusbelagte stier er resultatet af en lang udvikling, der også afspejler skiftende tiders forhold til døden. I middelalderen var den altid nærværende, og den lave gennemsnitlige levealder betød en mere pragmatisk indstilling til kirkegårdene, så de desuden tjente som markeds- og nogle gange dansepladser. Reformationen medførte markante ændringer i kirkegårdenes udseende - kors blev forbudt, og gravstederne fik i det hele taget et anonymt præg.

I slutningen af 1700-tallet vendte de afmærkede gravsteder og korsene imidlertid tilbage, og det blev herefter romantikken, der kom til at præge tidsånden og synet på døden. Kirkegården fik status som de dødes have – stedet hvor de efterladte kunne komme og mindes, og hvor den sociale status i nogle tilfælde levede videre i mausoleer og kostbare gravmonumenter. I 1861 kom den første egentlige lovgivning om kirkegårdenes indretning, og den omdannede i løbet af få årtier selv de mest afsides og beskedne til velregulerede grønne områder. Også begravelsesformen ændrede sig, efterhånden som kremeringer blev almindelige, og de senere år er det de mindre urnegravsteder og de større anonyme fællesgravanlæg, der dominerer på landets kirkegårde. Alt i alt er det en udvikling, der mange steder har ført til et overskud af plads og hermed nye former for indretning, beplantning og kunst.   

Men selv om grænsen mellem kirkegård og park langsomt udviskes, er det primære selvfølgelig stadig gravstederne, der fortæller om de mennesker, der levede og døde i sognet. Således også på Asminderød kirkegård, der både rummer en del berømtheder, især kunstnere, og mange familiegravsteder for slægter fra Fredensborg og de omliggende landsbyer. På de ofte meget personlige gravmæler kan man se navne som August Bournonville, der fra 1830 var balletmester ved Det kongelige Teater og skabte i alt 61 værker – ikke mindst den meget populære ”Napoli”. Også digteren Frederik Paludan-Müller, skuespilleren Olaf Rye Poulsen samt tegnerne Ib Andersen og Des Asmussen har efter et langt produktivt liv fundet deres sidste hvilested på Asminderød kirkegård.

Grønholt kirkegård repræsenterer mere den gamle landsby-kirkegårdskultur, men også her ligger store personligheder begravet, fx dressurrytter Lis Hartel, der trods polio vandt sølvmedalje ved OL i 1952, den folkekære skuespillerinde Bodil Ipsen og forfatteren Kelvin Lindemann. Humlebæk kirkegård, der er den yngste af de tre, er etableret tæt ved Øresund på et område ved Humlebækkens udløb, og de forskellige udvidelser er sket i tæt samspil med den omgivende natur. Det nyeste afsnit af kirkegården blev indviet i 1962, efter at Knud W. Jensen vederlagsfrit havde afgivet et stykke af den grund, der hørte til hans nyligt etablerede kunstmuseum Louisiana. Her fik han selv senere et gravsted efter et langt liv som forretningsmand, kunstmæcen, forfatter og museumsdirektør.

Der er godt belæg for bogens titel ”Livets spejl”, for efter vandringerne i Henriette Kragh Jacobsens kyndige selskab er man blevet beriget med megen viden om kirkegårdenes kulturhistorie samt skiftende tiders gravminder som et spejl af samfundet, og ikke mindst kender man de personhistorier, der har udspillet sig mellem det fødsels- og dødsår, man kan læse på gravstenen. Blandt de mange fine illustrationer er også et kort for hver kirkegård med markering af de omtalte gravsteder, så man nemt kan finde frem til dem, hvis man er blevet inspireret til et besøg. Og det er man i høj grad efter at have læst Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forenings fornemme udgivelse.

Også i Thisted kan man med Museet for Thy og Vester Hanherreds udgivelse om byens kirkegårde og gravminder i hånden, ”vandre rundt på kirkegården og blive klogere på byens og indbyggernes historie”, som der står i bogens forord. Svend Sørensen og Michael Vandet fortæller historien om 53 gravminder, rejst over et alsidigt persongalleri. De udvalgte gravsteder er alle bevaringsværdige – et begreb af nyere dato. Det er de lokale museer, der foretager udvælgelsen på baggrund af Kirkeministeriets cirkulære fra 1989, og formålet er at sikre gravminder af særlig historisk interesse.

Som adskillige andre danske købstæders er Thisteds indbyggertal vokset eksplosivt gennem de seneste 150 år, og selv om der kun er én kirke, rummer byen i dag tre kirkegårde. Den ældste findes i tilknytning til kirken og havde helt op i 1700-tallet en beskeden udstrækning med få udvidelsesmuligheder. Det skabte problemer, da Thisted i det følgende århundrede seksdoblede sit indbyggertal, men først i 1857, da der ikke var plads til flere begravelser, fik man i al hast etableret endnu en kirkegård. Den gamle kirkegård trængte på det tidspunkt stærkt til en kærlig hånd, da den ifølge den lokale avis var et sammengroet vildnis med nedtrådte grave.

I dag er området først og fremmest et grønt åndehul i byens centrum, men stadig med adskillige gravminder i behold. Et af dem fortæller den dramatiske historie om den kun 26-årige Christen Knakkergaard, der i 1823 kom ulykkeligt af dage, da han skulle hejse Thisted Kirkes urskive op i tårnet. Der er også på kirkegården en spektakulær gravhøj med et kammer, der rummer kisterne med amtmand Gerhard Faye og seks familiemedlemmer. Hans begravelse i 1845 gik over i den lokale historie, som én af byens mest mindeværdige, vel kun overgået, da Thisteds berømte søn, forfatteren J.P. Jacobsen, i 1885 blev stedt til hvile i familiegravstedet tæt på kirken. Det blev renoveret så sent som i 2009 i forbindelse med dronningens besøg.

Også byens Søndre Kirkegård, der blev indviet i 1857, har lagt jord til prominente lokale personer og rummer adskillige bevaringsværdige gravminder. Den kunne imidlertid kun dække behovet for gravpladser nogle få årtier, så i 1893 indviedes Vestre Kirkegård, smukt beliggende men i betragtelig afstand af den indre by. Det gik ikke ubemærket hen i Thisted Amts Tidende, der forudså, at større snefald helt kunne forhindre adgangen til kirkegården. Den spådom fik avisen ret i.

Efter en udvidelse i 1948 rummede Vestre Kirkegård 3.000 gravpladser, og i dag fortæller de mange gravminder også træk fra Thisteds nyere historie. Der er fx en rødbrun granitsten, sat over Kristian Peter Jensen i 1986. Han hørte ikke til byens privilegerede klasse, men ernærede sig ofte ved at samle tomme flasker. Som Thisteds måske sidste rigtige original fik han tilnavnet Flaske-Peter, og mindet om den lidt skæve eksistens lever under det navn også videre et andet sted end Vestre Kirkegård – et af byens diskoteker er opkaldt efter ham.      

Der er således mange historier gemt på Thisteds tre kirkegårde, der blev det sidste hvilested for tusindvis af byens borgere, og bogen lever fuldt ud op til forfatternes intention i forordet - at formidle fortællingen om de gravlagte og dermed om byens og befolkningens udvikling og sammensætning. Og selv om emnet er noget så alvorligt som kirkegårde, er beretningerne krydret med en del humor og understøttet med et righoldigt billedmateriale.

Begge de her omtalte udgivelser vidner om, at en kirkegårdsvandring er en spændende historisk oplevelse - og for den sags skyld også en æstetisk, som man kan se på de mange smukke fotos af anlæggene og gravstederne.