Med vinden som vidne

Af Per Ole Schovsbo

At en kvindelig muslimsk konvertit – ovenikøbet en imam – skriver et brag af en bog om sine forfædre i Vendsyssel er så grænseoverskridende, at man tror, det er løgn. Næppe har nogen skrevet bedre om Uggerby og sognets folk, end netop Saliha. 

Slægtshistorie er efterhånden blevet en lidenskab for mange, fordi kontakten til lokalområdet er ved at svinde ind til ingenting. Vi er ikke længere en del af et sted men del af en eller flere slægter. Vores hverdag er båret af den nære familie og netværk på arbejdspladsen eller i foreningerne.

Stedernes kulturhistorie, som tidligere generationers ildsjæle forsøgte at bevare på museer og i arkiver, bliver mange steder ikke længere fortalt af de professionelle museum- og arkivfolk, der ofte satser på at øge institutionernes besøgstal ved at servere oplevelser så elektronisk som muligt. Den nære historie, der betyder noget, er reduceret til slægtshistorie – her kan man finde kildematerialet på nettet.

Det er ganske imponerende hvad Statens Arkiver har lagt ud af kirkebøger, folketællinger, retsdokumenter, regnskaber, boopgørelser, tingbøger mm, forskellige kortudgaver og meget andet af håndskrevne kilder og tilmed er mange transskriberet til gavn for de, der ikke kan læse de gamle gotiske bogstaver. Der er slægtshistoriske kurser og megen hjælp og assistance fra de mange lokale arkiver, der ofte drives af frivillige ildsjæle.

Kan man så opleve, at slægtshistorien kombineres med den lokale kulturhistorie, er man tæt på at ane den store sammenhæng, hvor tid, sted og skæbner fører frem til den nutid, vi selv er en del af. Herved giver fortiden os en fælles erindring, en fælles identitet.

Vinden som vidne er en sådan identitetsskabende egns- og slægtshistorie, der helt uden sidestykke fortæller og fortælle alt det, man har brug for at vide om tidens stedets og egens historie – for at forstå de mange skæbner, der bar slægterne fra midten af 1700-tallet til 1900. Det er helt umuligt at fremhæve dele eller elementer af Salihas bog om slægterne fra Uggerby, fordi den rummer så stor indføling og faglig viden, at den burde være obligatorisk læsning for enhver lokalhistoriker og slægtsforsker, der vil mere end blot at sætte navne sammen i et katalog, som var det en frimærkesamling. 

Selvfølgelig er der behov for kritiske bemærkninger også til dette store værk, nemlig at kvaliteten af mange af bogens fotografier er af for dårlig. Der kunne også være kælet lidt mere for beskrivelsen af egnens topografi, det herlige kystområde og dets udvikling frem mod nutiden og tabet af de mange gamle gårde og huse. Vi må ikke forstå den turistmæssige udvikling som et tilbageskridt for en egn, men som et udtryk for dens evne til at overleve og finde nye veje. Det er jo en del af stedets historie.    

[Historie-online.dk, den 11. september 2024]