Menneskers veje – kulturhistoriske essays i 100-året for Kalundborg Museum

Af Per Ole Schovsbo

Den fornemme bog, der er tilegnet Kalundborg Museumsforenings medlemmer, er redigeret af museets tidligere leder Lisbeth Pedersen i den ånd, som gennem tiderne har bevaret Kalundborgs store og meget indtagende museumsgård nær resterne af Esbern Snares borg.

 Bogen indledes med et kærligt portræt af museets stifter, den senere kredslæge Jens Schou Møller (1865-1950) med stor detaljerigdom tegnet af slægtningen, overlæge Leif Sestoft. Vi følger den unge Møller fra fødestedet nær Ringgive mellem Vejle og Grindsted over Fredericias latinskole, indtil han som ung radikal - påvirket af Henrik Ibsens ”Gengangere”- kom til København for at læse medicin på universitet. Naturligvis blev det Brandes og Høffding, der åndeligt talt fulgte Møller, da den unge nygifte læge bosatte sig som praktiserende læge i Kalundborg 1. december 1893. Med årene blev hjemmet samlingssted for en større kreds af familie og venner, heriblandt kunstmaleren Johs. Glob (far til P V Glob, den senere rigsantikvar), Agnes Henningsen med Carl Ewald og lille Poul, der blev født i Kalundborg i 1894. Dr. Møller fulgte levende med i systemskiftet i 1901, farmakologien og anbefalede mådeholden indtagelse af alkohol. Det var vigtigt for kredslægen at udbrede folkeoplysningen, og han var med til at grundlægge Folkeuniversitetet og biblioteket i Gyths gård (hvor forfatterinden Sigrid Undset var født i 1882) og så naturligvis museet, der åbnede den 18. januar 1910 som en folkemindesamling, udstillet på den gamle Lindegård, der blev reddet fra nedrivning og udstykning af resterne af den middelalderlige Vestborg, som Nationalmuseets C. M. Schmidt kort forinden havde påvist. Museets første kustode var folkemindesamleren Caroline Graves (1858-1932), og der kom gang i indsamlingen heriblandt stenaldersagerne fra den senere kendte lokalitet ved Mullerup. En stor ombygning blev taget i brug i 1932 bivånet af Nationalmuseets direktør og kultusministeren, så dr. Møller kunne fortsætte arbejdet med at styrke museet og dets samlinger. Der blev også tid til bygningsbevaring, sociale og politiske indsatser og formandskabet for Dansk Kulturhistorisk Museumforening der blev stiftet 1929. Biografien afsluttes med noter og litteraturoversigt, der viser lidt af dr. Møllers meget brede faglitterære produktion.

Minna Kragelund fordyber os i et hvidt broderi (mellemværk) med et middelalderligt romansk udtryk udført 1830 af Kirsten Andersdatter, der blev indsamlet til Kalundborg Museum af dr. Møller i 1927 – længe før andre museer anså tilsvarende håndarbejder for at være bevaringsværdige museumsgenstande.

Kragelund viser i sit fremragende essay, at Møller dybest set var interesseret i genstandenes fortælling om mennesker, og Møllers egen opvækst på landet har givet ham en enestående forståelse netop for almuens kultur og æstetik.  

Undersøgelsen af de hvide broderiers 1800-tals billedverden i regionale sammenhænge fører Kragelund til påvisningen af ”den romanske tone” fra 1100-1230 i tekstilerne fra 1800-tallet, et svimlende span af år. Men forklaringen finder Kragelund hos Lise Gotfredsen, der skriver, at billederne var lavet for at være skriften for dem, der ikke kan læse, og mønstrene er således ikke æstetik, men en vej til meditation og erkendelse. Derfor havde de gamle former, helliggjort af traditionen større kraft – og intet er overladt tilfældet eller personlige indfald.

Så langt Lise Gotfredsen og Kragelund, der fremhævede bondekulturens tidløse dimension, kontinuitet og ejendommelige æstetik, der har fascineret dr. Møller og alle os andre, der arbejder med den materielle kultur.

Rikke Steenholt Olesen redegør for stednavnene i det vestlige Sjælland og anfører, at der er grund til at sammenligne de sproghistoriske resultater med arkæologiske, lokalhistoriske og topografiske data. Det har jo igennem den seneste generation af arkæologer været en betænkelig affære, fordi bebyggelserne før ældre middelalder var semipermanente og stednavnene måske derfor kunne blive hjemløse. Og hvem siger, at et stednavn ikke ret umotiveret kan flytte fra en del af landet til en anden.

Rikke Steenholt Olesen forsøger at demonstrere med flere eksempler, at de gamle stednavneforskeres resultater alligevel kan revitaliseres og inddrages i en moderne arkæologisk sammenhæng især omkring Tissø, hvis forhistoriske bosætning er kendt bedre end så mange andre steder. Men de meget detaljerede sproghistoriske oversigter og forklaringer er ikke altid overbevisende knyttet til den rette lokalitet. Det er heller ikke dokumenteret, at navnene er præget af de aktuelle bebyggelsers grundlæggelsessituation og datering, bortset fra enkelte heldige sammenfald mellem sproglige og arkæologiske/historiske data. Artiklen er imidlertid en kompetent fornyelse af stednavnedebatten, fordi den bygger på en række nyere kombinerede arkæologiske og sproghistoriske undersøgelser.

Lars Jørgensen fremlægger et resume af mange års arkæologiske resultater fra den sydvestligste bred af Tissø ved Halleby ås fraløb mod Storebælt. På denne plads, der oprindeligt var en ø, er der i årene 1995-2013 fremdraget resterne af et antal større bebyggelseskomplekser (storgårde, kongsgårde), der har udviklet sig på stedet i 500 år fra yngre jernalder og vikingetid. Takket være ivrige detektorfolk er der også fundet mange metalsager i pløjelaget udenfor de arkæologiske felter. Siden 1800-tallet er der regelmæssigt gjort prægtige fund af våben og smykker i selve søen, rimeligvis ofret til guden Tyr, der har givet søen sit navn.  

Ved Halleby ås udløb i Storebælt fandtes i læ af Reersø en formodet ladeplads fra vikingetid, der af Lars Jørgensen knyttes til bebyggelsen ved Tissø.

Det er givet, at et så gennemsøgt område vil fremvise mange kulturspor og måske virke stærkere bebygget, end samtiden har oplevet. Vi ved jo ikke noget om, hvor tæt det øvrige område udenfor de arkæologiske felter var bebygget. Overgangene over Halleby å som Lars Jørgensen omtaler, vidner om en livlig trafik langt op i middelalderen, længe efter storgårdene var opgivet.

Hallerne ved Tissø har været imponerende og kulturmiljøet usædvanligt rigt, som de mange fund antyder. Lars Jørgensen påviser, at flere af de prægtige bygninger er nedbrændt og forladt ret pludseligt, måske ligesom hallerne i Lejre og den formodede kongsgård i Jelling med det store palisadeværk, der er påvist indenfor de senere år.

Kompleksets senere faser ved Tissø viser ifølge Lars Jørgensen et billede af en vikingetidig kongelig residens med spor af førkristne religiøse handlinger som omtales i de norrøne kilder. Jørgensen henviser også til Olaf Olsens resultater i ”Hørg, Hov og Kirke” fra 1966, der var opgør med Ejnar Dyggves tolkning af Jelling-monumenterne fra 1940’erne som et hedensk vi og mener, at der i vore dage er arkæologisk dokumenteret et meget varieret billede af den førkristne kult i Danmark. Derfor er det glædeligt, at der takket være fondsmidler er iværksat et 5-årigt forskningsprojekt til en grundigere behandling af de førkristne kultaspekter som Tissøkomplekset er udtryk for, slutter Lars Jørgensen.

Lars Sass Jensen og Else Roesdahl gennemgår undersøgelserne af Vestborgen i Kalundborg ved museumsgården, der blev opført kort tid før 1170 af Hvideslægtens Esbern Snare (1127-1204), der var bror til Biskop Absalon og søn af Asser Rig i Fjenneslev. Efter en kort præsentation af Esbern Snare, der hovedsageligt kendes fra Saxos Gesta Danorum, fremlægges hovedresultaterne af de arkæologiske undersøgelser udført i årene 1907-36 af C. M. Schmidt, efter tidens metode, der umuliggør finere bygningsarkæologiske tolkninger i vore dage. I fremlægningen er også inddraget resultater fra Nationalmuseets undersøgelser i 1980’erne.

Borgens opgave var rimeligvis ved naturhavnen Hærvig med flådens skibe at sikre herredømmet over den nordlige del af Storebælt og sejladsen på Jylland mod de hærgende vendere. Og det ser ud til, at Vestborgen har haft en forgænger muligvis knyttet til Svend Grathe. Esbern Snares borg fra slutningen af 1100-tallet var trekantet og beskyttet af kraftige ringmure og tårne. En yngre fase fra begyndelsen af 1200-tallet markeres af en ny residensfløj mod syd med varmesystem (hypokaust), mens den yngste fase er markeret af et antal bygninger fra 1300-tallet.

Bygningsfasen fra 1200-tallet knyttes til Esbern Snares datter Ingeborg gift med Peder Strangesen og ægteparret skulle også have opført den femtårnede kirke i den nuværende skikkelse. Fasen fra 1300-årene anses for at være samtidig med de store ændringer af højbyen, der dateres til årene omkring 1356. Men konklusionen er, at både anlægsresterne i jorden og det foreliggende arkæologiske materiale bør revurderes med henblik på en samlet publikation af Vestborgen.

Vor Frue Kirke, den femtårnede kirke omtales af Hugo Johansen, der med gode bygningsarkæologiske argumenter fremrykker kirkens opførelse fra Esbern Snares tid til 1225, så den formentlig er opført af Esbern Snares datter og svigersøn. Kirkens form og arkitektur er inspireret både af paladskirken i Achen og forestillingerne om Himmelstaden i Jerusalem, der er afbildet på det gyldne alter fra Lisbjerg og Salomons tempel, som ses på det gyldne alter fra Sahl. Det var en sværmerisk tid og mindet om Esbern Snares brandtale i 1187, hvor han opfordrede til det tredje korstog for at fordrive de vantro fra Jerusalem, var stadigt levende. Men der er mange åbne spørgsmål som burde besvares ved yderligere arkæologiske undersøgelser og fx C-14 dateringer af murværkets mørtel, således at ikke blot kirkens men også højbyens tidlige historie kunne belyses.

Vivan Etting tager fat på den befæstede by og kongens borg mod øst og skriver, at Kalundborg var en af Danmarks vigtigste købstæder i middelalderen takket være dens kraftige befæstning.  Mod øst opførte Erik Menved den kongelige borg, der oplevede sin storhedstid i 1300- og 1400-tallet.

Byens bygningshistorie er vanskelige at belyse arkæologisk på grund af den nuværende bebyggelse, men Vivian Etting er alligevel i stand til at skitsere forløbet i store træk. Anlæggelsen af Vestborgen blev som nævnet i 1300-tallet suppleret med Østborgen og befæstning af byen mellem de to borge.  Projektet, der blev udført i mange etaper, krævede store jordarbejder, opstemninger af Munkesøen omkring byen og etablering af en stor voldgrav omkring borgen. 1360 var der opført en solid ringmur med halv- og heltårne omkring Østborgen og hele byen samtidigt med, at Vestborgen mistede sin betydning og var helt forsvundet i 1500-tallet, mens Østborgen blev sprængt af svenskerne omkring 1660 og byens ringmure forsvandt i løbet af det følgende århundrede. Således var der i slutningen af 1700-tallet intet tilbage af de stolte bygningsværker, hvoraf man især husker det mægtige tårn Folen der med sine 17 x 17 m i grundplan og godt 3 m tykke murer tjente som rigets arkiv og kongernes skatkammer og bibliotek langt op i 1500-tallet.

Den næstsidste artikel er skrevet af Brian Patrick McGuire, der beskæftiger sig både med Kalundborgs Franciskanerklosters sidste tid og Raklev kirkes tidligste historie, der er knyttet sammen på sælsom vis. Klosteret var grundlagt i 1230’erne og brødrene blev ved Reformationen fordrevet allerede september 1532, som man kan læse i en næsten samtidig beretning. Lederen af klosteret, Melchior Jensen, blev byens første protestantiske præst fra Vor Frue Kirke, senere den fra nu forsvundne Sct. Olai Kirke, der dog lå for langt fra den vidtstrakte bondebefolkning på Røsnæs. Derfor byggede han i 1546 en ny kirke i Raklev, der stå endnu. I Luthers ånd fik kirken ikke noget kor og i skibets østende blev der anbragt en prædikestol. Klosterets tidligere bygninger blev anvendt som slottets avlsbygninger, indtil de blev revet ned. Resterne af fundamenterne ligger delvist under det nuværende Kaalund Kloster, hovedbygningen til slottets seneste avlsgård.

At en tidligere franciskanerforstander kunne konvertere til lutherdommen skyldtes ikke kun de mange omvæltninger i kirke og samfund i reformationsårene og den nye sjællandske biskop Peder Palladius’ omsorg for sine nye præster, men også at franciskanerne var gode prædikanter og havde kontakt med jævne mennesker. Melchiors søn Jesper efterfulgte faderen i embedet Raklev i 55 år indtil 1611 og overlevede fire hustruer.

Lisbeth Pedersen runder de mange artikler af i sit afsnit om Kalundborgs historie i 6000 år – fra ældre stenalder til museets etablering i 1907. Her gives oversigter over arkæologiske resultater og forslag til vandringer gennem byens historiske topografi.

Det er en prægtig bog, der giver meget stof til eftertanke. Det er ikke kun Kalundborg og nærmeste omegn, der er på spil men store dele af det Vestsjællandske område, der er spækket med gådefulde kulturminder, der endnu ikke er tilstrækkeligt undersøgt. Det er jo ikke kun arkæologiske fund ved metrobyggeriet og Femern Bælt undersøgelserne, men også vore middelalderlige levn på landet og i byerne der er aktuelle i disse år. Borgcenteret i Vordingborg viser at interessen for middelalderen er levende, men ikke hvordan den skal formidles i Kalundborg.