På Borgernes Mark. Købstadslandbruget i Aarhus og dets afvikling i 1800-tallet

Af Erik Helmer Pedersen

Aarhus er hovedstaden i det danske købstadssamfund. Det er hovedlandets største by, den har en unik beliggenhed, og en række danske historikere og historisk interesserede borgere har fremlagt skildringer af fremvækst siden begyndelsen af 1800-tallet. Ville en udefra kommende imidlertid søge ind til kernen af denne vækstproces, har det dog været vanskeligt at pege på en skildring, der når hele vejen rundt, men stadig med bykernen som det faste udgangspunkt. En sådan har man imidlertid fået med denne bog, som i høj grad bygger på en database af samme forfatter ”Købstadslandbruget i kongeriget Danmark i tal” (www.byhistorie.dk).

I ni kapitler får læseren god, fyldig og veldokumenteret besked om en historisk proces, og den føles højst aktuel netop i dag, hvor danskerne i hobetal vandrer til byen med dens udviklingsmuligheder, glæder – og fristelser.

En sådan fremstilling har vel to grundtyper af læsere. Den ene er de Aarhusborgere, som gerne vil vide besked med byens vækst frem mod nutiden, den anden de udenbys boende, som er fascineret af byen som historisk tema. Det er først og fremmest den tyske historiker Edith Ennen, som med sin bog fra 1953 ”Frügeschichte der europäischen Stadt” (3. udvidede edition 1981), skabte grundlaget for et kildekritisk studium af den europæiske by.

Denne byhistoriske tradition er dog ikke Trine Locht Elkjærs udgangspunkt, idet hun så at sige river bymurene ned for at studere samspillet mellem en bykerne og dens agrare omverden. Centralt står de to udskiftninger, bymarken i Aarhus undergik i 1801-02 og 1841-42. Den første var smukt gennemført, skriver hun, men var dog ufuldstændig, idet man ikke rørte ved selve driftssystemet, og resultatet heraf må derfor mest opfattes som en praktisk jordfordeling. Fælleskabet kørte videre.

Derimod var udskiftningen af bymarken 1841-42 teknisk set meget vellykket, noteres det. I form af regulære faconer fik næsten alle lodsejere deres jord samlet på ét sted. De græsningsberettigede fik 1/3 af jorden, og dermed var alle tilfredse. I sidste instans blev de dog, paradoksalt nok, taberne ved processen. Bag Kancelliets endelige afgørelse til nok så stor fordel for kæmnerkassen lå nemlig en erkendelse af, at bymarken i sin tid blev givet til de menige indbyggere og ikke blot til grundejerne.

Måtte denne sobre og gode fremstilling blive en model for andre byhistorier!

Siden er oprettet 24. februar 2016.