Sønderborg 1600-1800 med familien Karberg
Af Poul Ulrich Jensen
Sønderborg havde i 1600- og 1700-tallet et indbyggertal, der svingede mellem to og tre tusind, og blandt dem var efterhånden mange medlemmer af slægten Karberg. De var ofte fremtrædende borgere med omfattende aktiviteter, især inden for handel og søfart, og mag. art. Birgit Christensen har været igennem et særdeles omfattende materiale – kirkebøger, brandtaksationer, testamenter, søpasprotokoller og andet for at skrive deres slægtshistorie. Det kan være en temmelig møjsommelig opgave, når man er henvist til de officielle optegnelser, og det har været tilfældet her, for ingen medlemmer af familien Karberg har efterladt sig nævneværdige personlige vidnesbyrd i form af dagbøger, breve eller andet, der kunne have fortalt nærmere om deres daglige liv, tanker og oplevelser.
Forfatteren har imidlertid ydet en imponerende indsats for at fremdrage alle de oplysninger, der kan findes i det traditionelle kildemateriale, og så må man bære over med de mange steder, hvor der står ”vi ved ikke” eller ”det kan tænkes”, når vi følger deres liv i Sønderborg gennem to hundrede år. Slægtens tidlige historie kan der kun gisnes om - det har været en sejlivet myte, at den havde adelige aner, men der findes ikke noget bevis. Vi skal frem til 1602, før det første medlem af Karbergfamilien dukker op i kilderne. Det år blev der oprettet et register over stolestaderne i Mariekirken, og en af pladserne tilhørte en Fruw Cattrin Karberchs.
Herefter folder historien sig ud, efterhånden som stadig flere medlemmer af slægten etablerer sig i byens handelsliv og søfart. Især det sidste erhverv tiltrak adskillige, der ejede anparter i skibe og ofte selv stod til søs. Ikke alle vendte hjem fra de farefulde sejladser, og i det hele taget var døden altid nærværende i 1600- og 1700-tallet, som det fremgår af bogens kapitler om pest, tyfus og den udbredte børnedødelighed. Her er det den bredere skildring af periodens livsbetingelser, der tager over, og det er spændende læsning. Fx nuanceres den antagelse, at et barns død blev mødt med en vis fatalisme – som en uomgængelig del af tilværelsen. Det var også dengang en stor sorg, som da pastor Burchardi i Sønderborg slutter indførslen i kirkebogen af sønnens død med tilføjelsen: O vulnus acerbum! – O skarpe sår!
Medens livet var farligt, og lægehjælp så godt som ikke eksisterende, var kirken til gengæld et fast holdepunkt i tilværelsen også for Karbergslægten, hvis medlemmer i 1700-tallet ofte havde nået en position i samfundet, hvor de blev valgt til kirkeværger, kunne købe nogle af de mere fornemme stolestader og til sidst blive begravet inde i kirken efter en klokkeringning til den dyreste takst. De satte i det hele taget deres præg på Sønderborg, der var en af tidens driftige købstæder. Fra midten af 1700-tallet kom der ud over handel og søfart gang i de første små industriforetagender, og ikke mindst tobaksvarer blev efterspurgte. Kridtpiberne fik følgeskab af snustobakken, og der blev rift om koncessioner på fremstillingen. Også her var familien Karberg involveret.
I 1771 ansøgte den foretagsomme og velhavende Thomas Karberg om tilladelse til oprettelse af en tobaksfabrik og en kryddeributik, og det skulle udvikle sig til en omfattende korrespondance, der fortæller en del om både ansøgeren og byens erhvervsliv. Thomas Karberg drev allerede en betydelig handel og ejede desuden to store skibe foruden anparter i andre af byens fartøjer. Al den foretagsomhed var næsten for meget for hans medborgere, og både kræmmerlavet og tobaksspinderne modsatte sig ansøgningen, så i sidste ende måtte han undvære krydderihandelen og nøjes med tobaksfabrikken. Det har givetvis føltes som lidt af et nederlag, om end af mindre betydning end privatlivets sorger. Han havde på det tidspunkt mistet tre hustruer i barselsseng.
Thomas Karberg er således en af dem, der træder tydeligst frem i det omfattende persongalleri. Han var stærkt involveret i handel og fabriksvirksomhed, men har formodentlig, som det var karakteristisk for slægten, først og fremmest haft en tæt tilknytning til byens skipperlav, der sandsynligvis er Danmarks ældste. Skibene stod ud om foråret og vendte hjem om efteråret. De optrådte flittigt i Øresundstoldens protokoller i 1700-tallet og også i søpasprotokollerne, når rejsen gik til Portugal og Middelhavet, hvor der var nærliggende risiko for at ende som bytte for nordafrikanske sørøvere, hvis man ikke havde dette vigtige dokument. Et dramatisk kapitel i søfartens historie, der afslutter bogen, og efter endt læsning er man således kommet ganske langt omkring både slægten Karberg og adskillige aspekter af livet i 1600- og 1700-tallet.
Medlemmerne af familien Karberg har desværre ikke haft deres gang hos tidens portrætmalere, så bogens illustrationer må trække på andre muligheder - især gengivelser af tekster fra kirkebøger og andre citerede dokumenter. De giver ud over en fyldig dokumentation også et indtryk af de udfordringer, der ligger i tydningen af især 1600-tallets snørklede gotiske skrift. Det er Flemming Karberg, der står bag udgivelsen om Sønderborg og familien Karberg i 1600- og 1700-tallet, og bogen er et fint eksempel på, at slægtshistorie kan skrives, så den også har interesse for andre end medlemmer af familien.
