Teglgårdsparken
Af Jørgen Peder Clausager, arkivleder, cand.mag., Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn.
I takt med den decentralisering og omlægning, der i disse år foregår i forsorgen for psykisk syge og udviklingshæmmede, overgår en del af de store hospitalskomplekser og centralinstitutioner, som blev opført før og omkring sidste århundredskifte, i disse år til anden anvendelse. For de myndigheder og firmaer, som er involveret i denne proces ligger der en stor udfordring i at bevare de arkitektoniske og miljømæssige kvaliteter i institutionerne, samtidig med at de indrettes til nutidig anvendelse. Heldigvis en man i den seneste snes år begyndt at værdsætte disse kvaliteter, efter at man i en periode havde betragtet bygningerne som “gamle kasser”; meget sigende i denne henseende er det, at Sindssygehospitalet i Middelfart, som denne publikation handler om, kun er værdiget otte linjer uden illustration i Middelfartafsnittet i den udgave af “Hvem byggede Hvad”, som udkom i 1969.
Herpå er der nu til fulde rådet bod gennem denne indbydende bog, der gennemgår sindssygehospitalets historie, overdådigt illustreret med historiske fotos fra Middelfart Museums samlinger, kompletteret med smukke nyoptagelser af den professionelle fotograf Mads Flummer.
“Sindssygeanstalten ved Middelfart”, som var det officielle navn indtil 1911, blev opført i to tempi i årene omkring 1890 af arkitekten, professor Vilhelm Petersen. I en park på 36 ha placerede han et monumentalt, aksefast anlæg bestående af 21 bygninger, grupperet omkring en hovedbygning, der husede administration, kirkesal, festsal og overlægebolig. Andre bygninger i kompleksets midterakse husede de forskellige økonomifunktioner. På hver side var patientbygningerne grupperet: til den ene side for mænd, til den anden for kvinder. De eneste bygninger, der ikke underordnede sig dette skema, var epidemiafdelingen og kapellet, der begge var trukket lidt væk fra hovedanlægget. Sidenhen blev der opført forskellige supplerende bygninger, bl.a. personaleboliger og tuberkulosestation, som blev grupperet rundt om det oprindelige kompleks og som til dels respekterede den oprindelige layout.
Bogens historiske afsnit skyldes Middelfart Museums medarbejdere, der til stoffet har kunnet trække på museets udstilling om “Middelfart Sindssygehospital 1888-1999”. I bogens første halvdel bliver vi af kyndige vejledere ført rundt i lokaliteterne og hører om de funktioner, der hørte et psykiatrisk hospital til. Derefter følger et afsnit om hospitalet som kulturmiljø, skrevet af arkitekt Jørgen Ganshorn.
Bogen afrundes med beskrivelsen af bygningskompleksets historie i årene siden 1991, da Fyns Amt besluttede at nedlægge hospitalet. Vejen til genbrug af adskillige af bygningerne har været tornestrøet, og den oprindelige lokalplan for området, der stammede fra 1992, måtte revideres i 2004, med et resultat der i dag må betegnes som særdeles vellykket: Bygningskomplekset er taget i brug til boliger og en bred vifte af institutioner og virksomheder. Mange af bygningerne er indvendig blevet radikalt ændret, men udvendig er man gået til værks med stor nænsomhed overfor det oprindelige arkitektoniske udtryk - i så høj grad, at man har ladet de nyopførte boligblokke i parken respektere anlæggets oprindelige symmetri.
Det er således en succeshistorie, der her præsenteres. Som lokalhistorie en væsentlig del af Middelfarts historie, men også en historie der må kunne inspirere myndigheder og planlæggere andre steder i landet, der konfronteres med en ny anvendelse til store gamle bygningskomplekser.
Skal der rettes en - beskeden - kritik mod bogen må det være, at der savnes billedtekster til mange af de nyoptagne fotos. De kommer til at stå som ren æstetik; men det kunne være rart at have fået at vide, hvad det er for en bygning, der her er fotograferet, og måske også hvilken funktion den er kommet til at huse i dag.
