Tranekær – fra kirkeby til slotsby
Af Thomas Petersen.
Rundt omkring i det danske land ligger de – herregårdene og slottene. Flest i det østlige Danmark – færre, jo længere mod vest vi kommer, færrest i Vestjylland. Alle vidner de om en tid, hvor standsforskellene mellem bonde og herremand var til at få øje på. Hvor herremænd styrede jorden og landet, mens bønderne udførte det praktiske arbejde samt muliggjorde livet på slottet. Nogle af herlighederne er toptrimmede, andre trænger til en kærlig hånd - som det hedder på ejendomsmidler-sprog. Nogle få bebos stadig af de oprindelige slægter, flere er for længst åbnet for publikum, omdannet til kursus- og wellnescentre, hoteller eller oplevelsescentre af forskellig karat og indhold. Herskabet knokler og er måske for længst flyttet ned i forvalterhuset. Kan ske, det varter op, mens den højere middelklasse holder familiefester i de gyldne sale. Under alle omstændigheder rummer de danske slotte og herregårde en national kulturarv, som det burde være en kær pligt at bevare og vedligeholde. Hvilket nærværende bog også slår et slag for.
Bogen handler om Tranekær Slot på nordsiden af øen Langeland. Det markante, majestætiske og okseblods-farvede herresæde for slægten Ahlefeldt-Laurvig igennem århundreder. Slottet kan som borg føre sin historie tilbage til 1200-tallet, hvor det var en stærk fæstning – beliggende på en stejl bakke med voldgrav og vindebro. Sammen med andre borge i det sydlige Danmark bygget som værn mod de slaviske vendere. Borgen er indtil 1600-tallet mere eller mindre under kronen som et len.
I 1645 fik den velaflagte rigsråd Christian Rantzau lenet i pant af en krigs-forgældet kong Christian den 4. Rantzaus 15-årige datter, Margrethe Dorothea, var i 1656 Danmarks rigeste arving. Den 16 år ældre Frederik Ahlefeldt forelskede sig i hende, men pigens far var lodret imod. Hvorefter Ahlefeldt, der også havde ejendomme i hertugdømmerne, bortførte pigen og giftede sig med hende i en holstensk landsbykirke. Rantzau forligede sig efterhånden med situationen – for i 1659 at afstå lenet til svigersønnen. Siden har Ahlefeldt-familien siddet som herrer på Tranekær. Senere suppleret med en norsk besiddelse, Laurvig. Frederik blev ophøjet til greve i 1672 og endte fire år senere som Christian den 5.´s storkansler. Tranekær Slots nuværende udseende skyldes en senere Frederik Ahlefeldt-Laurvig fra o. 1860.
Alt det og meget mere beretter forfatteren, restaurerings-arkitekt, forlægger og dr. phil. Kirsten Lindberg engageret og udførligt om i sin smukke bog. Hun kalder den "en forskningsbaseret og personalhistorisk fremstilling af den lille Kirkeby, der omkring 1800 blev udbygget til slotsbyen Tranekær af den teatergale grev Frederik Ahlefeldt-Laurvig, kaldet Generalen". Han havde arvet et velhavende gods i 1791 og efterlod det forgældet ved sin død i 1832. Pengene var bl.a. brugt på et herligt liv og – yderst sympatisk – på kultur. Med sin store interesse for samt engagement i teater og anden kultur samt mennesker skabte han en charmerende bosættelse mellem kirken og slottet. Hans ambition var efter tysk mønster at omdanne Tranekær til en hel lille by med huse, virksomheder og institutioner. Indforskrev i den anledning udenlandske funktionærer og håndværkere. I bogen findes smukke fotografier af samtlige huse i dette lille samfund. Generalens helt store interesse var ved siden af krigshåndværket som sagt teater. Oprettede hele tre af slagsen – på Tranekær, i Odense og på Gottorp Slot. Tidligere i 2016 udkom en lille bog om netop dette emne, skrevet af Mikael Kristian Hansen og med titlen Frederik Ahlefeldt-Laurvig – teatrets aristokrat i det dansk-tyske grænseland (anmeldt på historie-online).
Allerede i forordet røber Kirsten Lindberg sin personlige interesse i at skrive bogen. Som født og opvokset på Langeland beklager hun, at myndighederne ikke lever op til sine forpligtelse, men lader Tranekær udvikle sig til en tornerose-sovende by, domineret af trafik og turisme. Mange af bygningerne forfalder, mens andre ombygges uden forståelse for deres egenart og tidligere håndværksmæssige dyder til skade for byen. Hvor udbygningen tidligere foregik med respekt for byens særpræg, har der i de seneste årtier været en tendens til at fokusere på egne ønsker og behov uden forståelse for samspillet med omgivelserne. Så langt forfatterens suk, bøn og forhåbning.
Bogen består af 11 kronologisk opbyggede kapitler samt et 12. med forfatterens mors vel skrevne erindringer fra 1930erne. Desuden rummer den litteratur- og kildefortegnelse, ordforklaringer, registre mv. samtidig med, at samtlige ejendomme er gengivet med mindst et billede til hver samt bykort med alder for ejendommene.
Der er tale om en overordentlig smuk bog med mange illustrationer samt et righoldigt og detaljeret indhold. Læseren fornemmer klart forfatterens kærlighed til og engagement i stoffet. Og det i en sådan grad, at Kirsten Lindberg i sin iver for at få det hele med af og til i sin fremstilling forfalder til så mange detaljer, at læseren er lige ved at miste overblikket. Men det skal ikke forklejne indtrykket af en kærlig manifestation af forfatterens iver for at beskrive et af de mest markante og flotte slotsanlæg blandt de mange hundrede herresæder, der ligger spredt ud over det ganske land. Som tavse vidnesbyrd om en tid, hvor der var styr på samfund, under- og oversåtter samt den sociale struktur. Samt om en nutid, der ikke altid er omhyggelig nok med at bevare fortidens herligheder og hukommelse.
Siden er oprettet 03. august 2016.
