Luther og Danmark i 500 år

Af Christian Kaaber, antikvar, mag.art.

31. oktober er det 500 år siden, den unge teologiprofessor Martin Luther gav sin harme mod den grasserende handel med sjælefrelse luft ved at slå 95 teser op på porten til Slotskirken i Wittenberg. Den trykte version af teserne udbredtes som en løbeild gennem Tyskland, og snart tog begivenhederne fart. Luther var gennem sine studier nået til den erkendelse, at det syndige menneskes - alle og enhver - frelse skulle søges i troen på Guds nåde, ikke i den almægtige katolske kirkes krav om gode gerninger og kontant betaling. Hertil føjede han erkendelsen af Bibelens, og især Det Nye Testamentes, ord som den autoritative rettesnor for et kristent menneske, ikke paven og hele det enorme allestedsnærværende katolske kleresi. Et afgørende øjeblik indtraf, da Luther stillede op foran den unge tysk-romerske kejser Karl den Femte på rigsdagen i Worms og for øjnene af rigets øverste verdslige og talrige åndelige autoriteter nægtede at gå på akkord med sin samvittighed og, hvad han opfattede som troens bud. Ånden var for alvor sluppet ud af flasken, og det skulle vise sig, at der ingen vej var tilbage til den europæiske religiøse enhed med paven som Kristi udøvende stedfortræder.

Blandt Luthers fornemme tilhørere i Worms sad junker Christian, ældste søn af den hertug Frederik, der i 1523 lod sig kalde til at blive konge over Danmark og Norge ved fordrivelsen af nevøen Christiern den Anden. Om lynet øjeblikkelig slog ned i junkeren, vides ikke, men ganske få år senere, i 1525, tog han fat på at reformere de kirkelige forhold i den nordlige del af Sønderjylland, han nu som hertug guvernerede over - og vel at mærke efter Luthers nye evangeliske forskrifter. At hans ældre fætter, den landflygtige Christiern den Anden, samtidig opsøgte Luther i Wittenberg og inspireret af reformatoren lod Det Nye Testamente affatte og udgive på dansk, viser, hvilken overvældende energi der udgik fra den lille sachsiske universitetsby. Samt - meget væsentligt - at Luther meget tidligt fik gennemslagskraft i det danske rige. Med gennemførelsen af reformationen under kupagtige omstændigheder i 1536 satte Christian den Tredje kronen på værket og indførte den lutherske protestantisme i sit vidtstrakte rige, der bortset fra Holsten i den sydligste udkant, under fredelige omstændigheder lå ganske uden for Karl den Femtes politiske rækkevidde. Den åndelige forbrødring med det store nordiske rige må have været en væsentlig trumf for Luther, der sendte sin nære medkæmper Johann Bugenhagen - i det daglige sognepræst i Wittenberg - til København for at organisere den nye danske kirke og krone Christian den Tredje.

Under Christian den Tredje gled det danske rige med en blodig islandsk undtagelse ret fredeligt ind under den luthersk-evangeliske kirkeordning, som har bestået til denne dag, hvor dronning Margrethe indtager sin fjerne forfars plads som kirkens overhoved. Det kom til at ligge i lutherdommens natur, at den udbredte troen på Guds frisættende nåde over for den enkelte og evangeliernes autoritet til hele befolkningen, men stedse i alliance med denne verdens fyrster. Det er arven fra Luthers succesfulde gennembrud i Worms.  Og det har trukket lange spor op gennem de snart 500 år, der er gået siden. Det er alt dette, den ultraproduktive kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten kaster lys over i denne velskrevne og meget smukt udstyrede bog. Ingen nulevende dansker turde kende stoffet bedre: Martin Schwarz Lausten har ved siden af en banebrydende række bøger om jødedommen i Danmark udsendt solide biografier om Philip Melanchton, Johann Bugenhagen samt om danske Niels Hemmingsen, foruden meget væsentlige bøger om Christian den Tredje som reformator i tæt dialog med Luther selv. 

Nærværende bog rummer et fuldstændig eminent overblik over stoffet, vel at mærke om hele det halve årtusind, fremstillingen omfatter. Sproget er velgørende klart, og fortællingen tynges ikke af den lidenskabelighed, der som det fremgår, har fulgt med lutherdommens danske historie på meget lange strækninger. Her er redelig og kyndig besked til den interesserede læser. Bogen er således et tværsnit gennem 500 års dansk historie, åndshistorie og kirkehistorie, og Lausten fører stram disciplin med forløbet: Det er skiftende tiders syn på Luther og arven fra ham, der udgør den tykke røde tråd. Undervejs møder læseren hele galleriet af danske kirkehistoriske skikkelser, fra Niels Hemmingsen over Brorson, biskopperne Mynster og Martensen, Grundtvig, Kierkegaard, Vilhelm Beck, foruden de talrige mindre kendte aktører, der på vidt forskellig vis har defineret, hvad der er luthersk, og brugt erkendelsen heraf i opgør med andre, der i vidt omfang har set sig selv som åndelige ætlinge af det store faderbillede.

Havde Bertel  Thorvaldsen levet nogle år længere, var Vor Frue Kirke i København sandsynligvis blevet udstyret med store marmorstatuer af Luther og hans uundværlige medkæmper Melanchton i to nicher, der den dag i dag gaber tomt under orgelpulpituret, så der var skabt overgang mellem Moses og David i bronze udenfor og hele paraden af apostle langs kirkens vægge. Så højt agtedes de to Wittenberg-professorer i Christian den Ottendes Danmark. En sen eftertid rejste en bronzestatue af Luther foran den nu lukningstruede Østerbrokirke, der bærer hans navn. Danske bidragydere spillede dog en ikke uvæsentlig rolle i det nærmest tøjlesløse statuestøberi, der gennem 1800-årene trak sine spor i Tyskland. Historien om, hvordan man i kølvandet på de sønderjyske krige måtte slå knuder på sig selv for at leve med Luthers tyske afstamning hører også til bogens muntert oplysende passager.

Martin Schwarz Lausten får tilsyneladende det hele med, også skyggesiderne. En af de mest omfangsrige danske Luther-biografier er forfattet af psykiateren Paul J. Reiter, der i øvrigt var katolik. Reiter konkluderede, måske ikke overraskende, at Luther både var maniodepressiv og en slags tidlig forløber for nazismen. Kritisk lys på Luther har det ikke skortet på i Danmark, især i det 20. århundrede. Lykkeligvis har deadline for bogen fritaget forfatteren for at skulle forholde sig til den bizarre Luther-kritik, der har fundet sin form ved, at man opstiller en række mere eller mindre dækningsløse myter om Luther og pulveriserer dem en efter en under måbende bevågenhed fra ubefæstede lederskribenter og andre opinionsmagere uden føling med Luthers tid og den revolutionerende effekt, hans tanker havde på baggrund af det tidlige 1500-tal. Luthers modvilje mod jøder er en beklagelig kendsgerning, der har sine rødder i samtidens forestillinger. I lyset af reformatorens historiske storhed har den side af ham kunne fritskrabes og misbruges. Det gør bogen kyndigt og nøgternt rede for.

Med Martin Schwarz Laustens bog om et halvt årtusinds dansk lutheranisme har alle med interesse i dansk ånds- og kirkehistorie fået en fin mulighed for at sætte sig ind i et hovedspor i dansk kultur i en grafisk og boghåndværksmæssig udførelse, der gør den teksttunge bog til en sand fornøjelse. Man kunne håbe på, at forfatteren ville bruge tiden frem mod de næste jubilæumsår for centrale reformatoriske hændelser til at udarbejde den endelige biografi om Christian den Tredje, Luthers fromme, fredselskende og handlekraftige dansk-holstenske ven og velgører, der med vold og magt satte rammen for "Evangelii klare lys" i sine rige og lande.

Historie-online.dk, den 3. maj 2017