Madame de Pompadour

Af Jørgen Mührmann-Lund, Ph.d.-stipendiat

Den svenske journalist Herman Lindqvist, som er kendt for underholdende og velskrevne biografier om ”store mænd” som Napoleon og Columbus, har denne gang kastet sig over en af Oplysningstidens store kvinder, Madame de Pompadour. Det er historien om borgerpigen Jeanne, der blev Ludvig 15.s førsteelskerinde og endte som en af Europas førende kunstmæcener og politikere. Som det tydeligt fremgår af undertitlen, er der tale om populærhistorie med stort P. Den velkendte og meget salgbare blanding af kongelige personer, romantik og hofintriger vil formentlig tiltrække en stor læserskare af vel især kvinder. Selv følte jeg mig også underholdt af Herman Lindqvists kronologiske fortælling om Madame de Pompadours liv, der knyttes sammen med historien om Oplysningstiden og det franske imperiums storhed og begyndende fald i 1700-tallets anden halvdel.

Jeanne Antoinette Poisson blev født i 1721 som datter af en magtfuld skatteforpagters elskerinde. Denne ”onkel” og ikke hendes mors lovformelige ægtemand var formentlig faren. Han stod i hvert fald bag uddannelsen af Jeanne til den perfekte elskerinde i overensstemmelse med Oplysningstidens kvindeideal ”la femme savante”. Hun så både blændende godt ud, var altid med på sidste nye mode, kunne spille teater og omgik Frankrigs største tænkere i datidens parisiske saloner. Selvom hun var blevet gift og havde 2 børn, blev hun i 1745 af ”onklen” bragt i forbindelse med den franske konge Ludvig 15. Han havde sikret tronfølgen i sit ægteskab med den 10 år ældre dronning af polsk herkomst og var nu ustandselig, som det havde været skik og brug blandt konger siden middelalderen, på jagt både efter hjortevildt og nye elskerinder. Ludvig 15. faldt pladask for den smukke Jeanne, der snart blev installeret på Versailles med sin egen hofstat på 60 personer og med det købte adelsnavn de Pompadour – efter sigende, fordi det rimede på ”amour”.

Ifølge Lindqvist var det primært hendes fortjeneste, at Oplysningstiden kom til Versailles. Økonomen Quesnay var hendes livlæge, og hun skal have fået kongen til at udnævne Voltaire til officiel historieskriver og til at hæve censuren på den store encyklopædi. Rousseau, som også hørte til kredsen omkring Pompadour, inspirerede med sit nye ideal om naturlighed til opførelsen af lysthuse og eremitager, hvor hun og kongen kunne leve under mere private former end på Versailles, der var præget af den offentlige hofkultur fra Ludvig 14.s tid. Den ellers generte konge fik så meget tillid til Jeanne, at han i 1750 lod hende udnævne til hertug og fungere i praksis som landets statsminister, og det efter, at forelskelsen havde fortaget sig, og han havde kastet sig over nye elskerinder. Ikke uventet fik den borgerlige opkomling, ”fru Fisk”, mange fjender ikke kun blandt hoffets aristokrater, men også den brede befolkning, der gav hende skylden for det franske nederlag i Syvårskrigen 1757-63, fordi hun havde arrangeret en alliance med den gamle hovedfjende Østrig. Hun døde kort efter i 1764 i en alder af 43 år.

Modsat en tradition, der ser Madamme de Pompadour som en magtsyg golddigger, gør Lindqvist, som en dreven formidler, hende til fortællingens heltinde. Hun er ikke blot den søde og naturlige pige med hjertet på det rette sted, der lærte kongen den ægte kærlighed at kende og ”fik ham til at være sig selv, mennesket Ludvig, uden masker og roller” (s. 173). Nej, hun er også ”det moderne menneske” (s. 22), der kæmper mod religiøse fordomme og den stive hofkultur på Versailles. Dermed skaber han en spænding i historien og en person, som den moderne læser kan identificere sig med. Pointen overdrives af og til, som da Pompadours modvilje mod at kysse den lille Mozart forklares med, at hun blev rørt eller ikke ville smitte ham, da hun lige havde mistet sin egen søn. For en faghistoriker er det naturligvis problematisk at spejle nutiden i fortiden på den måde, da forståelsen for den aristokratiske hofkultur og den analytiske distance til Oplysningskulturens borgerlige kultur ofres for identifikationen og den gode histories skyld. Faghistorikeren ville nok hævde med henvisning til den tyske sociolog Norbert Elias’ studier af hofkulturen, at livet på Versailles havde sin egen historiske rationalitet og ikke var mere iscenesat end den naturlighed, som Rousseau talte for og som praktiseredes i eremitagerne af hoffolk klædt ud som hyrder og hyrdinder. Lindqvist er dog på rette spor, når han sammenligner livet på Versailles med en gigantisk ”docusoap” (s. 65).

På den anden side synes jeg ikke, at det er fair at bedømme populærhistorie på faghistoriske præmisser. Den litterære fremstilling kan nemlig noget, som faghistorikerne sjældent magter. For det første kan den øge interessen for historie blandt ikke-historikere, sådan som jeg selv oprindelig blev hvervet til historikerklanen. For det andet kan den kunstneriske og historisk ukorrekte fremstilling i nogle tilfælde højne følsomheden for den historiske relativitet. Det lykkes f.eks. i Sofia Coppolas film om Marie Antoinette fra 2006, der fortæller en lignende dannelseshistorie om den helt almindelige teenagepige, der gør oprør mod den stive etikette ved det franske hof til et fængende lydspor af 80’er punk. Derved skabes også en ironisk distance til den hovedperson, vi ellers skulle identificere os med. Så avanceret er Lindqvists biografi dog ikke og sikkert ej heller ment.

Men når alt kommer til alt, er denne anmelder amatør, når det gælder formidling. Vi faghistorikere lærer nemlig ikke som journalisterne at formidle, men udelukkende at forske. En arv fra det danske historiefags godfather Erslev, der skelnede strengt mellem historiefortælling og historieforskning. Dertil tynges vi også af den strukturhistoriske traditions mistro til den biografiske genre. Forhåbentlig vil dette traditionelle syn på faghistorikerens rolle ændre sig i fremtiden til historieformidlingens berigelse.