Med arbejdet som rettesnor
Fra fattigopdragelsesanstalten Bøgildgaard til døgninstitutionen Oustruplund 1830-2005
Af Agnete Birger Madsen, historiker, Ph.d.
Jubilæumsskrifter kan være en rigtig god måde at formidle historie på. Der er ikke så meget "udenomsstøj", når lokaliteten er begrænset til et mikorunivers. Her er der gode muligheder for at lave udviklingshistorie, således at man som læser næsten kan se tiderne forandre sig.
Således også i dette jubilæumsskrift. Her fortælles historien ganske konkret om forskellige tiders pædagogiske arbejde med at gøre vanartede børn til artige børn. Eller rettere sagt drengebørn, for først i de absolut sidste årtier har piger haft lov til at komme indenfor.
Historien starter med to unge seminarister og idealister, der i 1820’erne drager helt til Schweiz for at studere tidens mest avancerede pædagogik. Her havde en von Fellenberg oprettet kostskoler for fattige, forsømte eller forældreløse børn, og målet var gennem landbrugsarbejde og undervisning at opdrage disse til nyttige medlemmer af samfundet i stedet for at ligge det til byrde.
De to unge danskere blev fyr og flamme, og efter nogle år lykkedes det for den ene af dem, Peter Poulsen Schmidt, at starte en lignende skole herhjemme, nemlig på Bøgildgård på Viborgegnen i 1830.
Idealerne er grundigt beskrevet i festskriftet, både de schweiziske og de danske, og man forstår, at den oprindelige kongstanke var forebyggelse. Man ville fjerne de mest udsatte drengebørn fra deres uheldige omgivelser, og på Bøgildgård danne dem til gode landarbejdere. Det skulle gøres ved eksemplets magt - personalet og børnene skulle sammen drive en gård, - ved at undervise samtidig med at man arbejdede, - ved at isolere børnene fra fordærvelig påvirkning udefra, ved at lære børnene sparsommelighed og orden og ved at give det enkelte barn ret til privat ejendom, konkret i form af haver, hvor de kunne sælge deres egne afgrøder, - ved at få børnene til at ”anse Anstalten for et kjert Hjem” (s. 45) - og ved at undgå korporlig afstraffelse.
Det er ikke forfatternes opgave at beskrive den herskende barneopfattelse på denne tid. Men havde man gjort det, vil man også kunne placere Peter Poulsen Schmidt og folkene omkring ham som værende temmelig naive - eller også var de bare forud for deres tid. Virkeligheden blev da også en hel anden, og det kan ikke undre når man ved, at begrebet "barnets tarv" dengang var ligeså ukendt som en by i Rusland, at fattige børn var noget man i flere sogne udliciterede til de lavestbydende på offentlige auktioner, og at tørre tæsk var en naturlig og almen accepteret opdragelsesmetode.
Hermed kommer vi ind på det, der kan være jubilæumsskrifternes bagdel. Nemlig, at de kan blive for snævre og lukkede omkring jubilaren, som jo selvfølgelig er ligeså meget et produkt af det omkringliggende samfund og de herskende normer som alt andet. Og kan aflæses.
På Bøgildgård kom det til udtryk derved, at idealerne stort set med det samme blev erstattet af den barske virkelighed.
For det første ændrede målgruppen sig. De omkringliggende sogne var nemlig ikke indstillet på at fjerne og betale for børn, der måske var truede...og landbrugsarbejdet kunne de vel lige så godt lære derhjemme, som plejebørn eller som fæstedrenge - og det var betydeligt billigere for kommunernes fattigkommissioner. Faktisk så var landbruget den mulighed, der var for de fattige landarbejderbørn på den tid, og det kan derfor være vanskeligt at se alternativet på Bøgildgård. Meget hurtigt blev klientellet derfor et ganske andet end tænkt, nemlig unge drenge fra byerne, især københavnerdrenge, der for de flestes vedkommende allerede var ude i kriminalitet og målet blev at afrette snarere end forebygge.
Også metoderne ændrede sig, og blev i begyndelsen af 1900-tallet afdækket og vist frem i offentligheden som afskrækkende eksempel på børnemishandling af Peter Sabroe.
Men de pædagogiske metoder var ikke bare afspejlinger af det omkringliggende samfund. Gennemgangen af de forskellige perioder i anstaltens historie viser, at de enkelte forstandere betød temmelig meget for miljøet på stedet og graden af barskhed i afstraffelsesmetoder.
Peter Poulsen Schmidt var forstander i over 50 år, og man får det indtryk, at han virkelig prøvede at leve op til idealerne om at skabe et hjem for drengene, Det var ham, der indførte drengehaverne, noget der skulle holde til langt op i 1970'erne. Og han brugte hellere guleroden end stokken som opdrager. Men heller ikke han veg tilbage for brutal fysisk afstraffelse, noget der tog til i takt med årene og med, at klientellet blev ældre.
Gården voksede og ligeså omfanget af drenge. Heldigvis er dagligdagen veldokumenteret i årene fra ca. 1880. Der er beretninger fra især forstandere og lærere, der beskriver arbejdet på gården, undervisningen, hverdage og fest. Man savner at høre mere om drengene - hvem var de, og hvorfor blev de sendt til Bøgildgård? - , men heldigvis er bogen velsignet med et grundigt kilde- og litteraturhenvisninger, hvor den interesserede kan hente ekstra viden.
Fra midten af 1900-tallet kommer drengene til af fylde mere i beretningen som følge af et stort interviewsindsamligsarbejde. Det er spændende at se, hvoreledes den pædagogiske praksis totalt skifter fra 1960' erne, der var et af de værste årtier, hvad grusomhed i afstraffelser angår, og til 70' erne, hvor tøjlernes løsnedes så meget, at det blev muligt for børnene at slå sig fuldstændig løs. - Så meget, at Bøgildgård blev nedlagt som opdragelsesanstalt. Tiden var løbet fra de store anstalter, og Bøgildgård blev til et amtscenter med mange forskellige funktioner. Fra center for stofmisbrugere over arbejdsafprøvning af langtidsledige til genoptræning af handikappede og meget mere.
Det er et stort og godt stykke arbejde, der her er lavet, og det er ikke præget af, at man jo helst vil være sød ved en fødselar. Nogle gange er livet på gården beskrevet hudløst ærligt. Tak for det.