Men de måtte jo dø
Af Birthe Korsbæk
Her har vi den sørgelige fortælling – baseret på en virkelig hændelse i december 1861 – om Ane Andersdatter, der som den sidste kvinde i Danmark blev offentligt halshugget for at have ombragt tre af sine fire ”uægte” børn. Tilbage var en søn, som voksede op, blev gift og kunne medvirke til at give Ane et menneskeligt eftermæle.
Vi følger Ane igennem hendes ungdom, - kender hendes drømme om mand, børn og hjem. Vi får Ane beskrevet som en helt almindelig ung kvinde efter datidens forhold – lidt naiv og godtroende måske, men det er også hendes største forbrydelse, og vi følger virkelig hendes skæbne med blødende hjerte, som Peter Højlund har beskrevet den.
Ane bærer skæbnens tilskikkelser med forbavsende tålmodighed gennem medgang og modgang (mest det sidste). Hun tager det, som det kommer og kæmper sin kamp for at klare dagen og vejen som fattig tjenestepige. Hun passer trofast sit arbejde trods datidens ringe arbejdsvilkår, når man var af ”lav stand”. – Tror hele tiden på det bedste i mennesker og har tiltro til, at det nok skal gå.
Det er virkelig en hjerteskærende fortælling om, hvor hårdt og uretfærdigt skæbnen kan (eller kunne) behandle mennesker.
Ane har nogle få, trofaste venner – foruden sin mor – som støtter hende hele vejen. Ane er et godt menneske, som magtesløst lader skæbnen råde, og hun gør, hvad hun finder bedst.
Anes største ”forbrydelse” er godtroenhed. Hun tror på det, hver gang hun bliver lovet ægteskab. – Tror på det gode i mennesker og fastholder denne tro.
Ane faldt for bøddelens økse, - men også for datidens nedvurderende kvindesyn og folks hævntørst.
Anes skudsmålsbog modsiger fuldstændig opfattelsen af en ond morderske. Den fortæller tvært imod om pligtopfyldenhed, venligt væsen og omsorg for børn. I fortællingen om Ane efterlod hun sig en søn, som voksede op, blev gift og lærte at forstå og acceptere moderens handlinger.
Ane havde brug for hjælp og omsorg, for at hendes liv kunne finde den bane, hun fortjente. Hjælp og omsorg fik hun desværre alt for lidt af. Derfor endte hendes liv, som det gjorde. Desværre blev hendes sørgelige endeligt også styret af tilfældigheder – af, hvem der fik den rette besked på det rette tidspunkt.
Historien om Ane er virkelig hjerteskærende. Ikke mindst af det faktum, at den er baseret på virkelige hændelser. Den fortjener at blive læst, - ikke bare som en spændende beretning, men som en flov fortælling fra vores fælles fortid. – Vores mørkeste fortid!!
En scene fra bogen, som også skal nævnes, er hvordan selve henrettelsen blev et tilløbsstykke. Folk strømmede til for at overvære det makabre skue, - selv skoleklasser blev taget med til retterstedet.
En fin og ægte fortælling om et sort kapitel i vor fælles fortid.
Historie-online.dk, den 2. maj 2017
